En ikke ringe ære for byen

»Det lader sig anse, at Viborg har været til over 3600 år, hvilket ikke er en ringe ære for byen«, har en lokalhistoriker udtalt, ganske vist for mere end 250 år siden. Viborgs alder har ofte været diskuteret, men længe måtte det ske alene på teoretisk basis. Først i de senere år er arkæologien for alvor taget til hjælp og sikkerhed nået på en række punkter. Som en anden historiker, Helge Søgaard, har udtrykt det: »Over for jordfundenes klare vidnesbyrd må teorierne give tabt, uanset at de i øvrigt giver en god forklaring«.

Af Hans Krongaard Kristensen og Jens Vellev

Viborg ligger i hjertet af Jylland med sin domkirke på bakken, højt hævet over den lange Viborg sø. I Danmarkshistorien har den spillet den største rolle i kraft af landstinget, hvor kongerne kåredes, og rigets ypperste mødtes med folket til fælles drøftelser. Med udgangspunkt i navnet, hvis ældste form er Vibjerg, helligdomsbjerget, antog allerede omkring 1120 Odensemunken Ælnod, at oprindelsen fortoner sig i den hedenske oldtid, og dette postulat har ingen historiker siden betvivlet, skønt det har skortet på beviser, vi i dag vil tage for gode varer. (Fig. 1). Des frodigere har fantasien arbejdet. 1600-årenes lærde med Lyscander og Resen i spidsen tillagde byen en bemærkelsesværdig høj alder, og omkring 1700 kunne Viborgpræsten Chr. Erichsen sammenfatte fantasterierne i de ovennævnte stolte ord. Til hans svimlende årstal har senere historikere med god grund stillet sig noget tvivlende, men langt op i 1800-årene finder vi uholdbare udredninger om byens førkristne eksistens bygget på uhistoriske sagndannelser.

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 1982:5