En hårsbred fra døden

Nordenfalk var en del af et regiment, hvis opgave dén dag var at beskytte de danske tropper, da de trak sig tilbage fra skanserne og var på vej mod broerne til Als. Sønnen skriver: »Derved blev han i en smal dal ramt i munden af en kugle, som gik ind fra højre, slog adskillige tænder ud og beskadigede både kæben og tungen. Han faldt ved dette skud, men efter et kvarters tid kom han til bevidsthed igen og forsøgte at rejse sig. Da blev han igen beskudt af en fjendtlig deling, nu fra en højning i nærheden. … Fem kugler gennemborede Nordenfalks kappe, de fire gjorde ingen skade. Den femte ramte en tin-feltflaske, som lå i højre lomme af kappen, midt for hoften, hvilket stoppede kuglen. Slaget fra kuglen var dog så kraftigt, at Nordenfalk igen faldt sammen uden at kunne rejse sig.«

Nordenfalks kammerat, underløjtnant Ivar Key (1840-1937) beretter videre: »Jeg hørte mit navn blive råbt. Jeg vendte mig om i den retning, råbet kom fra, hvor jeg fik øje på en officer med blodigt ansigt sidde fast i sumpen. Ved nærmere betragtning var det min svenske kammerat, løjtnant Nordenfalk. Der var jo ingen tvivl om, hvad der skulle gøres, og der var heller ingen tanke om at beskytte sig selv. Kammeraten skulle undsættes, koste hvad det ville – ud i sumpen igen! Fremme ved ham gik det ganske kvikt med at få ham hevet op af dyndet og på fødderne, og med den sårede hængende ved min arm slæbte vi os frem og nåede lykkeligvis den faste jord.