En hårsbred fra døden

Man har lov til at være heldig, men når kuglerne fyger om ørerne på én, er det nødvendigt at være heldig. Der findes beretninger om soldater, som reddede livet på de mest utrolige måder, til trods for at de blev ramt af et velrettet skud eller af en granatsplint. Redningen kan være en eller anden genstand, som vedkommende bar i lommen, f.eks. en salmebog eller en anden bog, helst af religiøs art, som stoppede kuglens færd. Den slags beretninger kan være sande, eller de kan være skrøner. Et velbelagt eksempel handler om underløjtnant Otto Nordenfalk (1840-1903), en svensk frivillig, som deltog på den danske side i krigen 1864. Hændelsen indtraf 18. april 1864 i slaget ved Dybbøl og er veldokumenteret – både af ham selv, en søn og et par svenske våbenbrødre.

Af Jan Peder Lamm

Billede

Nordenfalk var en del af et regiment, hvis opgave dén dag var at beskytte de danske tropper, da de trak sig tilbage fra skanserne og var på vej mod broerne til Als. Sønnen skriver: »Derved blev han i en smal dal ramt i munden af en kugle, som gik ind fra højre, slog adskillige tænder ud og beskadigede både kæben og tungen. Han faldt ved dette skud, men efter et kvarters tid kom han til bevidsthed igen og forsøgte at rejse sig. Da blev han igen beskudt af en fjendtlig deling, nu fra en højning i nærheden. … Fem kugler gennemborede Nordenfalks kappe, de fire gjorde ingen skade. Den femte ramte en tin-feltflaske, som lå i højre lomme af kappen, midt for hoften, hvilket stoppede kuglen. Slaget fra kuglen var dog så kraftigt, at Nordenfalk igen faldt sammen uden at kunne rejse sig.«

Nordenfalks kammerat, underløjtnant Ivar Key (1840-1937) beretter videre: »Jeg hørte mit navn blive råbt. Jeg vendte mig om i den retning, råbet kom fra, hvor jeg fik øje på en officer med blodigt ansigt sidde fast i sumpen. Ved nærmere betragtning var det min svenske kammerat, løjtnant Nordenfalk. Der var jo ingen tvivl om, hvad der skulle gøres, og der var heller ingen tanke om at beskytte sig selv. Kammeraten skulle undsættes, koste hvad det ville – ud i sumpen igen! Fremme ved ham gik det ganske kvikt med at få ham hevet op af dyndet og på fødderne, og med den sårede hængende ved min arm slæbte vi os frem og nåede lykkeligvis den faste jord.

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 2014:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.