
En fyrste værdig
En forårsdag i 2020 dukkede en enestående guldring fra 600-tallet frem af mulden ved Emmerlev. Paralleller til ringen skal bl.a. søges mod syd i det tidligere mægtige merovingiske rige og fortæller om netværk og alliancer i den sene jernalder.
Af Anders Hartvig og Kirstine Pommergaard

Emmerlev ligger i det sydvestlige hjørne af Sønderjylland, få kilometer fra Vadehavet. Området er arkæologisk velkendt for nogle af Danmarks største arkæologiske og historiske klenodier og bygningsværker. Her kan nævnes de to guldhorn fra germansk jernalder, ringvolden Trælbanken fra romersk jernalder, de to middelalderlige borge Møgeltønderhus og Trøjborg samt områdets store landsbykirker.
Det var på en mark her ved Emmerlev, at detektorfører Lars Nielsen gjorde et enestående fund; en guldring fra 600-tallet (fig. 1, 2 og 3). Guldringen er blot et af næsten tusind fund gjort på markerne (fig. 5). Mange af fundene såsom vægtlodder, slagge, brudsølv, mønter herunder sceattas (sølvmønter præget omkr. 680-760), en frisisk/frankisk guldmønt og en byzantinsk solidus (guldmønt – se desuden mønten på s. 27, fig. 7), frisiske fibler samt tidligt drejet keramik fortæller, at der i området har været en anløbsplads med handel og håndværk. Anløbspladsen ved Emmerlev må have indgået i det store netværk, der etableredes langs Vadehavet fra 600-tallet og frem i vikingetiden.
I 2022 og 2023 foretog Museum Sønderjylland en forundersøgelse og en lille udgravning med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens midler til erosions- og dyrkningstruede lokaliteter. Undersøgelserne viste, at der var massive anlægsspor i form af stolpehuller, gruber, grøfter, grubehuse og sporadiske rester af kulturlag.
Skalk 2024:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl
