En Frølich
Lorenz Frølich er en af forrige århundredes mest fremragende bogillustratorer. Med et vældigt persongalleri af guder og helte levendegjorde han de gamle sagn og fortællinger fra Danmarkshistorien på en ny og overbevisende måde, og hans billeder er da også blevet flittigt genbrugt lige siden. I Paris, hvor han slog sig ned for en årrække, udfoldede han en anden side af sit talent, børnebogsillustreringen, og opnåede en sådan yndest, at en børnebog ligefrem blev kaldt »un Froelich«. Inspireret af sine egne oplevelser med datteren Edma skabte han i samarbejde med forlæggeren Hetzel, som skrev teksterne, en figur, mademoiselle Lili, der straks blev meget populær. Det blev til mange udgivelser om den lille pige, de udkom i store oplag og blev oversat til flere sprog. Det særlige ved disse bøger er deres moderne syn på børneopdragelse. De prøver ikke, som det ellers var almindeligt, at gøre børnene til bedre mennesker ved at skræmme og belære, der er intet af Den store Bastians rædselspædagogik, derimod et skarpt, men kærligt blik for barnets ejendommeligheder, dets fantasi og opfindsomhed; barnlighed er blevet en kvalitet, ikke en svaghed. Det er nye ideer, som her føres frem, og måske var man i Danmark ikke moden til dem. Det er i hvert fald en kendsgerning, at et af de få steder, hvor bøgerne ikke slog an, var i kunstnerens hjemland. Kun en enkelt blev udgivet her.
Af Redaktionen