En bøn, der ikke blev hørt

Kort efter drog hæren videre, indtil de nåede Isle of Wight. Overalt i Sussex, Hampshire og også i Berkshire plyndrede og brændte de, som det er deres skik.
(Citat fra Den angelsaksiske Krønike år 1009)

Sådan lyder den fortvivlede beskrivelse af Thorkil den Højes vikingehær, der i 1009 hærgede England. Landets befolkning havde siden 990’erne lidt under gentagne og langvarige invasioner af vikingehære. Med udsigt til endnu en krise samlede den engelske konge Æthelred 2., med tilnavnet den Rådvilde, sine mest betroede mænd i Bath i det sydvestlige England. I forholdsvis sikker afstand fra den hærgende vikingehær diskuterede Englands spidser, hvad der kunne gøres på jorden såvel som i himlen for at komme af med vikingeplagen.

Resultatet af mødet blev en lovtekst udfærdiget af ærkebiskop Wulfstan af York (død 1023). Lovteksten dikterede en landsdækkende tre dages bod før Mikkelsdag (29. september), der skulle sikre Guds tilgivelse og hjælp mod de hærgende vikinger.

Påbuddene var mange og omfattede donationer samt en landsdækkende faste på brød, vand og urter. Alle skulle komme barfodede til kirke, måtte ikke bære smykker og skulle gennemføre skriftemål. Slaver skulle friholdes fra arbejde, så de også kunne faste og deltage i messer. Munke skulle synge salmer, og præster skulle messe.