Eksil

Vi skal til Pommern for at finde hans grav, nærmere bestemt til Mariakirken i den tidligere hansestad Rügenwalde. I vore dage hedder byen Darlowo. Den ligger ved den pommerske Østersøkyst, små to hundrede kilometer vest for Gdansk i Polen. 

Darlowo er i dag en stemningsfuld, men også noget søvnig provinsby, som dog i et par hektiske sommermåneder fyldes med liv, når turisterne fra indlandet strømmer ud til Østersøkysten. Tidligere, i middelalderen og renæssancen, var byen anderledes aktiv. Dels var den jo medlem af hanseforbundet – om end ikke et af de vigtigste – og havde gode indtægter gennem købmændenes handel, dels var den fyrsteby. Fra 1368 havde hertugerne af Pommern-Stolp deres residens her. 1637 døde den sidste hertug barnløs, slottet overgik til Brandenburg, og 1701 kom det til Preussen. 

Her var det, Erik døde mæt af dage i 1459, langt fra sine riger. Fremmed har han dog ikke følt sig, for slottet i Darlowo var hans barndomshjem. Erik var fra fødslen pommersk og bestemt til at arve faderens hertugtitel. At han skulle blive konge, var ikke sunget ved hans vugge. Indtil seksårsalderen hed han Bugislav, og ingen så i ham en kommende hersker over de tre nordiske riger. Hvordan gik det hele da til? 

Vi må repetere lidt af Danmarkshistorien fra Margrethe 1.s tid. Hun regerede jo som »fuldmægtig frue og husbonde« for sin umyndige søn Oluf, men denne døde ganske ung 1387, og da han var enebarn, måtte man til at se sig om i de fjernere grene af kongefamilien efter en tronarving. Man fandt ham på den anden side af Østersøen: den unge Bugislav i Rügenwalde. Han var søn af hertug Wartislav 7. af Pommern- Stolp og Maria af Mecklenburg. Her er det, at forbindelsen til Danmark kommer ind. Hendes morfar var nemlig Valdemar Atterdag. 

Det var noget langt væk, skulle man synes – ikke bare i slægt, men også rent geografisk. Det har en og anden nok også ment dengang, men andre kunne pege på Danmarks hundredårige traditioner for nære forbindelser i den retning. Valdemar den Store havde jo underlagt sig Rygen, og 1185 satte hans søn, Knud 6., kronen på faderens værk ved at erobre den pommerske kyst, hvorefter de danske konger kunne smykke sig med titlen »De venders og goters fyrste«. De vendiske lande gik ganske vist hurtigt tabt igen, men det forhindrede ikke monarkerne i at benytte titlen – faktisk helt frem til 1972 (Fig. 1, Fig. 2).