Eg ønskes

Endnu en metode må nævnes, og det er den, artiklen skal handle om: dendrokronologien. Af de naturvidenskabelige dateringsformer er den, så mærkeligt det lyder, på én gang ældst og yngst.

Det er bekendt, at et træ hvert år lægger et lag ved til sin vækst, og at disse lag, når stammen gennemskæres, tegner sig som ringe. Hvis man kender fældningsåret, kan man tælle sig tilbage til det år, træet skød af jorden. Alle årringe er imidlertid ikke lige veludviklede, tynde veksler med tykke afhængigt af, blandt andet, vejrets omskiftelser, og her er vi ved sagens kerne. Træerne danner ringbilleder, specielle mønstre, der i mange tilfælde vil kunne genkendes fra træ til træ, forudsat naturligvis, at de har vokset samtidig gennem en længere periode. Et nutidstræ af tilstrækkelig alder kan passes sammen med et stykke tømmer fra 1800-årene, dette igen med et stykke endnu ældre tømmer og så fremdeles. Gamle huse, klokkestabler, kister leverer materialet, og hvor de slipper op, træder mosefundne stammer til – men det skal være samme træsort hele vejen igennem. Alt forenes i en kæde, der, når den har nået tilstrækkelig længde, kan bruges almindeligt til datering af træ. I praksis foregår dette arbejde dog ikke ved en direkte sammenligning mellem træstykkerne, det ville på det nærmeste være umuligt. Nej en strimmel udskåret af stammen lægges under mikroskop, og ringtykkelserne måles langs en radius. Resultatet bliver altså en talrække, og med flere sådanne kan man begynde kædningsarbejdet – først opbygningen af »grundserien«, senere de egentlige dateringer.

Det var astronomen A. E. Douglass fra Arizona, der omkring århundredskiftet fandt frem til det grundlæggende princip. Nu er netop den egn af Amerika klimatisk meget velegnet for dendrokronologien; da man senere prøvede at overføre den til Europa, gik det knap så glat, og da metoden tilmed, i sin daværende form, var yderst tidkrævende, kan man godt forstå, det varede længe, før den slog blivende rod i vor verdensdel. Det skete i Tyskland omkring 1940, men først med EDB-teknikkens udvikling kom der virkelig fart i foretagendet. Til Danmark nåede dendrokronologien i slutningen af 1960erne, og omtrent samtidig fik den indpas i Sverige, mens Norge har bidraget med vigtige arbejder på det teoretiske plan. Herhjemme er opgaven foruden af Nationalmuseet taget op af Wormianum, hvis resultater læserne lejlighedsvis har stiftet bekendtskab med. Begge laboratorier arbejder med egetræ, men i øvrigt uafhængigt af hinanden og, som vi straks skal se, efter ret forskellige principper.

Det fascinerende ved dendrokronologien og samtidig det, der gør den så betydningsfuld, er dens helt præcise dateringer, men intet jordisk er fuldkomment, og det må erkendes, at den sikre tidsfæstelse ikke altid går på fældningsåret, som jo er det, man er interesseret i. Det sker nemlig tit, at det yderste af stammen med barkkanten og »splinten« er borthugget eller bortrådnet. En del resultater må også forkastes, skønt de muligvis er gode nok, fordi den opnåede sikkerhed er utilstrækkelig. Trods alle mangler betegner metoden et meget stort fremskridt (fig. 1).