Efternøleren

Den blev stiftet i Frankrig 1098 og fik snart som leder en meget fremragende og initiativrig mand ved navn Bernhard. Han grundlagde et kloster i Clairvaux, og det formerede sig med rivende hast, så den nye åndelige bevægelse spredtes ud over hele Vesteuropa. Til Danmark nåede de hvidkuttede munke 1144, og det var ingen tilfældighed; den danske ærkebisp, Eskil, var nemlig en god ven af selve den hellige Bernhard. Det første danske cistercienserkloster var Herrevad i Skåne, men lignende skød i de følgende år op overalt i landet, ofte overtagende ældre benediktinerklostre. For ærkebispen var denne udvikling næppe til skade, den styrkede hans position udad og skaffede ham et vidt forgrenet net af sympatisører indenlands. 1177 fratrådte Eskil sit embede, han forlod Danmark og drog til Clairvaux, hvor han levede en ydmyg tilværelse som almindelig munk til sin død fire år senere. Ti danske cistercienserklostre havde set lyset i hans ærkebispetid, yderligere to fulgte i de nærmeste årtier, men først hundrede år derefter dukkede et trettende og sidste op. Det er det, der her skal omtales.

I forbindelse med mordet på Erik Klipping blev en del stormænd dømt fredløse og fik inddraget deres ejendomme – om med rette eller urette, skal ikke drøftes her. Blandt det gods, som på denne måde kom i kongen Erik Menveds besiddelse, var en lille nordsjællandsk landsby med tilhørende hovedgård. Den blev nu til »kongsgården i Knardrup«. (Fig. 2, fig. 3)