Efternøleren
Hvornår det første danske kloster blev grundlagt vides ikke, men det har næppe været længe efter kristendommens indførelse, og i løbet af 1000-årene er der kommet flere til. De hørte overvejende under benediktinerordenen, som var stiftet flere århundreder tidligere og blev vidt udbredt over kristenheden. Den oprindelig meget strenge klostertugt var med årene gået noget i opløsning, hvad ikke alle bifaldt: der opstod reformatorer, som ønskede tilbagevenden til den gamle tilstand. Det førte til oprettelsen af flere nye broderskaber, et af dem var cistercienserordenen. (Fig. 1)
Af Jannik Hjorthave
Fig. 1. Denne skulptursten sidder nu indmuret i Knardrupgårds stuehus. Den er muligvis ældre end klostret og har vel i så fald hørt tiI den middelalderlige Knardrupgårds kirke.
Den blev stiftet i Frankrig 1098 og fik snart som leder en meget fremragende og initiativrig mand ved navn Bernhard. Han grundlagde et kloster i Clairvaux, og det formerede sig med rivende hast, så den nye åndelige bevægelse spredtes ud over hele Vesteuropa. Til Danmark nåede de hvidkuttede munke 1144, og det var ingen tilfældighed; den danske ærkebisp, Eskil, var nemlig en god ven af selve den hellige Bernhard. Det første danske cistercienserkloster var Herrevad i Skåne, men lignende skød i de følgende år op overalt i landet, ofte overtagende ældre benediktinerklostre. For ærkebispen var denne udvikling næppe til skade, den styrkede hans position udad og skaffede ham et vidt forgrenet net af sympatisører indenlands. 1177 fratrådte Eskil sit embede, han forlod Danmark og drog til Clairvaux, hvor han levede en ydmyg tilværelse som almindelig munk til sin død fire år senere. Ti danske cistercienserklostre havde set lyset i hans ærkebispetid, yderligere to fulgte i de nærmeste årtier, men først hundrede år derefter dukkede et trettende og sidste op. Det er det, der her skal omtales.
I forbindelse med mordet på Erik Klipping blev en del stormænd dømt fredløse og fik inddraget deres ejendomme - om med rette eller urette, skal ikke drøftes her. Blandt det gods, som på denne måde kom i kongen Erik Menveds besiddelse, var en lille nordsjællandsk landsby med tilhørende hovedgård. Den blev nu til »kongsgården i Knardrup«. (Fig. 2, fig. 3)
Fig. 2. Skitserekonstruktion af Knardrup Kloster set nordfra. Den er udført af Holger Schmidt, men foregiver ikke nøjagtighed i detaljer.
Fig. 3. Luftbilledet viser Knardrupgård før branden i 1950 ’erne. Den er mindre end det gamle klosteranlæg, men bygget ret nøjagtigt på dettes plads.
Erik Menved døde 1319, og hans bror, Christoffer, der fulgte ham på tronen, fik den ide at stifte et kloster »til sin sjæls frelse«. Christoffer 2. var ellers ikke kendt som en særlig kirkeivrig mand, men måske har han været tilskyndet af sin dronning, den fromme Eufemia. Hvordan det nu hænger sammen, så begyndte kongen at se sig om efter en passende grund, og hans blik faldt på Knardrup-kongsgården; den forekom ham egnet, så han opfordrede cistercienserne i Sorø til at oprette et datterkloster dér. Det skete, en flok udvalgte munke rykkede ind i det, der skulle være deres fremtidige hjem, men kun for straks at blive jaget ud igen af en sjællandsk stormand, Barnum Eriksen, der påstod at have ret til godset; vi befinder os jo i den ulykkelige periode af 1300-tallet, hvor kronen var dybt forgældet og riget i opløsning. Munkene klagede til paven, han nedsatte en kommission, men dens undersøgelser ses ikke at have ført til et brugeligt resultat. Hvad der videre skete, står noget uklart, men sagen må på et tidspunkt være gået i orden, for 1343 genoprettedes klostret, igen med hjælp fra Sorø. Man kan ikke påstå, at det lille munkesamfund derefter levede lykkeligt til sine dages ende, der opstod mange fortrædeligheder, men de store katastrofer slap man for.
Ved Reformationen kom klostret i Christian 3.s besiddelse, men han gav det videre til Københavns Universitet, som imidlertid kun beholdt det til 1561, hvorefter det gik tilbage til kongen, nu Frederik 2. Denne lod bygningerne nedbryde. Stenene menes at være gået til opførelsen af Frederiksborg.
Langt op i tiden fandtes der rester af det lille landkloster, men de forsvandt definitivt i midten af forrige århundrede, hvor der blev bygget en gård på grunden. Knardrupgård, som den kaldtes, eksisterer stadig, genopført efter en brand i 1950’erne. Af udgravninger foretaget 1936 og 1940 fremgår det, at klostret har haft den sædvanlige firlængede form, men uden buegang i fratergården. Kirken dannede, som det var almindeligt, nordfløj i anlægget, men den var en simpel firsidet bygning, langt fra den størrelse og form, som udmærker de bevarede cistercienserkirker i Sorø og Løgum. Det lille nordsjællandske kloster var bestemt ingen typisk repræsentant for den orden, det tilhørte.
Hvad der skete i klostret de 200 år, det eksisterede, ved vi meget lidt om, men så vidt i størrelse og rigdom som sine ældre søskende drev Knardrup det i hvert fald aldrig. Hvad den hellige Bernhard ville have syntes om efternøleren er svært at sige, men måske var den netop i hans ånd.
