
Efterlysninger
Når tyve eller uheld havde været på spil, kunne indrykkede efterlysninger i vore ældste danske provinsaviser hjælpe til med sagens opklaring. I disse annoncer fra 1700-årenes sidste årtier og frem møder vi by- og landboernes dagligdag, hvor bortløbne køer, heste, grise, hønse- og skødehunde var en lige så ofte forekommende sag som tabte snustobaksdåser, lommeure og parykker. Her er et lille udpluk af hverdagens hændelser.
Af Annette Hoff
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

Her fra bogtrykkeriet kan gives efterretning hvor en hvid so den 10. januar udi en gård i Brændevinsgaden er indkommen.
Viborg januar 1775.
På vejen mellem Viborg og Skive, er d. 27 juni sidst tabt en rødbrun klædes mandskjortel, indsvøbt i en blåt og hvidt tørklæde, hvo samme har fundet, og her i Viborg Bogtrykkeri, hvor efterlysningen sker, indleverer, vederlægges med en anstændig belønning.
Viborg juli 1775.
Udi min have har, på nogle dage skarnsmennesker nogle gange skåret unge hasseltræer af; kan nogen opdage gerningsmanden, loves ham en dusør. Mangor.
Viborg juli 1775.
Som jeg natten imellem d. 13. og 14. hujus [dennes] formærkede tvende karle her i tugthushaven, der havde opskåren en del af mine kål, og indpakket samme i en sæk, men som da fornam min nærværelse, tog de flugten og slængte sækken, hvilken jeg lod indbære, den befandtes at være et sammensyet lagen med navn eller mærke T. R., samt et derom bundet rødt og hvidt tørklæde, bemeldte lagen og tørklæde oplyses ej alene herved, da hvem samme måtte tilhøre, kan få det hos mig, og tillige advares, at slige slette folk for eftertiden om natten i min have vil tage sig i agt, da de får at tilskrive dem selv, hvad skade de der kan tilføjes.
Viborg Tugt- og Manufakturhus d. 17 december 1777, Th. Chr. Lund.
Hvem der til morsomhed fattes en papagøj, kan fra Iversens boglade blive én anvist, som kan snakke uforlignelig, og kan haves til billig pris.
Odense 17. januar 1780.
På sidstleden Kerteminde Marked er tabt det yderste futteral til et guldur, på samme futteral bestod låget og bunden af glas, indfattet i guld. Hvem som måtte have fundet dette futteral, vilde aflevere det på boghandler Iversens comtoir i Odense, imod en skikkelig dusør: skulle et være fundet af nogen, som fordølger det, kan de i opdagende tilfælde vente at blive ansete og tiltalte efter lovens 5. bogs 9. kap. 2. art.
Odense 10. november 1783.
Fra en have i Nørregade er for nylig ved nattetider bortstjålne tvende stykker fint hvidt hørlærred, der holdt henimod 40 alen, hvo som måtte kunne give nogen oplysning om tyven, loves en god dusør, og hans navn fortiet.
Odense, 21. november 1783.
Natten imellem den 14de og 15de hujus [dennes] behagede en person her i byen ved indbrud på et kammer, hvor 2de disciple af skolen logerer, at agere spøgelse, og derefter at bortføre med sig en næsten ganske ny sort kjortel, en undertrøje og et par fine rødbrune bukser, hvori var et stålsignet, i hvilket var stukket: H. H. Skulle nogen iblandt det højstærede og veltænkende publikum have antruffet denne djævel på hans hjemfart til hans bolig, bedes ærbødigst og kærligst, at de ville frarive ham disse materielle ting, som en geist uvedkommende, og lade dem henbringe til velædle hr. boghandler Iversen, imod en konvenabel dusør til angriberen.
Odense 19. december 1783.
Ved Vestergade hyrdes inddrivning af Munkeport, er i aftes bortkommet et hvidt får, med en gul ulden rem om halsen og på det højre øre en sort prik, hvem af de respektive indvånere samme måtte være indkommen til, ville behage at melde det til købmand Jens Hofgaard som derfor betaler en passende dusør.
Århus 7. maj 1794.
På gaden er funden en dåse hvori var 5 rigsdaler udi bancosedler, hvo som beviser at tilhøre samme, kan imod en billig dusør bekomme den hos murmester Proys boende i Skidengyden.
Århus 14. oktober 1794.
Den 4de oktober er fra mig undertegnede bortkommet en sorthjelmet ko, hendes horn hængte lige ned i øjnene på hende, og halen noget afklippet, som fremviste en stor dusk; hvo som kan give mig nogen oplysning om samme, loves en ræsonnabel dusør af Rasmus Poulsen, boende i Adslev.
Århus oktober 1797.
En haver tabt et merskums pibehoved med et sort rør i søndags aftes, imellem det Lille Torv og Brobergsport, hvem som haver fundet samme, ville behage at levere det til mig imod en passende dusør. Mestersejlmager Niels Bagge.
Århus 3. februar 1798.
Imellem Århus og Viby er funden en liden spånæske, hvori er en næsten ganske ny piske-paryk. Ejeren, som opgiver kendetegn på parykken og æsken, kan imod dette avertissements bekostning og en billig findeløn erholde den på adresse-contoiret i Århus.
Århus 28. februar 1798.
Udgave: Skalk 2013:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
