Efter branden

Koldinghus kunne på det tidspunkt stadig kalde sig kongeslot, men det havde kendt bedre dage. Ingen konge havde resideret der siden Frederik 4.s tid, og amtmanden, der havde haft bolig og kontor i bygningen, var nogle år forinden forflyttet til Vejle. Det gav derfor løfte om bedre tider for både slot og by, da regeringen og den sindssyge Christian 7. under englændernes belejring af Køben­havn i sensommeren 1807 tog ophold her, men det blev en kort fornøjelse. Knap fi­re uger varede det, så var de borte igen. En række forordninger vedrørende krigstilstan­den udsendt 14. september blev de sidste of­ficielle regeringshandlinger, der foretoges på Koldinghus.

En af de embedsmænd, der ledsagede re­geringen, var historikeren Laurits Engelstoft. Han førte dagbog under opholdet, og hans beretning understreger bygningens slette til­stand. »Slottet er meget forfaldent, men dog næsten uforgængelig solidt — . Der anven­des ellers årligt et par 1000 rigsdaler på slot­tets vedligeholdelse, men det er aldrig kendt (dvs. det kan ikke ses)«. Og videre: »På slot­tet grasserer rotter og mus — således, at man ikke kan sove for dem om natten«. Un­der opholdet deltog han også i gudstjene­sterne i slotskirken, men han skriver ikke et ord om Christian 4.s engang så prægtige renæssancebygning. Behaget ham har den næppe, for vi befinder os i klassicismens tid, og da havde man absolut ingen sans for renæssancens overdådige udsmykninger, der netop her har kunnet ses i al deres falmede pragt.

En gang tidligere i Christian 4.s ungdomsår år, var slottet blevet hærget af ild, men det blev genrejst af den byggeglade konge, så det var i høj grad hans værk, der gik til grunde ved katastrofen 1808. I forlængelse af de nødvendige reparationer benyttede han lej­ligheden til at opføre en helt ny kirkebygning som erstatning for bedstefaderen Christian 3.s lille slotskapel i sydfløjen, og over den rejste han et tårn; det skulle hæve sig massivt og stolt over slottet og vidne om, at Koldinghus var »en port og nøgle til riget«. Her begyndte kongerigerne Danmark og Norge -Slesvig og Holsten var jo hertugdømmer, hvor kongen delte magten med sin svoger, Johann Adolph. Bygmesteren fik til opgave at »fuldstændige (færdiggøre) kirken udi alle måder ligesom kirken på Haderslevhus«. Begge kirker er i dag forsvundet. Haderslevhus ødelagdes under Torstenssonkrigen 1644-45, og slotskirken på Koldinghus knu­stes, da halvdelen af kæmpetårnet styrtede ned under branden 1808. Grundplaner, arkivalske oplysninger, spor i det endnu stående murværk og bevarede dele af den knuste sandstensudsmykning giver dog tilstrække­lige oplysninger til, at kirken lader sig rekon­struere. I hvert fald på papiret, for selv om kæmpetårnets genopførelse i 1934-35 gen­skabte selve kirkerummet, har man aldrig ønsket – eller turdet – binde an med udstyret.

Under branden på Koldinghus havde man reddet, hvad reddes kunne, og da brand­tomten var så afkølet, at det var muligt at ar­bejde i den, tog man fat på at bjerge alt, hvad der på en eller anden måde kunne genbruges. Det stod hurtigt klart, at en genopbygning af slottet ikke var umiddelbart forestående. Efter Københavns bombardement og flå­dens bortførelse i 1807 og den efterfølgende krigstilstand havde Frederik 6. andet at bruge landets sparsomme ressourcer på, så i stedet for at lægge på lager til en usikker fremtid, blev det besluttet at gøre så meget som muligt i penge. Man berammede to auktio­ner, og ved den første, i august 1809, solgtes hovedsageligt gammelt jern. Det indbragte 646 rigsdaler, mens den anden og sidste, der fandt sted tre måneder senere, gav i alt 1958 rigsdaler, 3 mark og 6 skilling. Der var naturligvis orden i tingene, så der blev ført detaljerede lister, hvor hver eneste lille gen­stand er nævnt, og derfor ved vi, at det gam­le kongeslots inventar, som det tog sig ud i 1808, bedst kan betegnes som usselt, og at det altså ikke var de store skatte, der gik tabt ved auktionerne. Når vi derfor på Museet på Koldinghus med jævne mellemrum får forespørgsler fra folk, der mener at eje et eller andet familieklenodie, der skulle stam­me fra auktionen efter branden, må vi som regel skuffe spørgeren, for der solgtes hver­ken malerier, skabe, kister, chatoller, rokoko­kommoder eller fornemt dækketøj, men ho­vedsageligt byggematerialer, og de møbler, der nævnes, var gamle og ramponerede.

Listerne viser, at der solgtes 12 senge, 12 spejle, 6 borde og bordplader, 38 læderstole, 12 lygter, 34 lysestager, 6 lysesakse, 8 nat­potter, en kobberkedel og et umådeligt antal plader og andre dele af støbejemskakkelovne og kaminer, samt en kaminskærm og et seks- fløjet skærmbræt. Desuden et vævet tapet; men herom senere. Hovedparten af det ud­budte var som sagt byggematerialer. Der var store mængder tømmer, til dels forbrændt, masser af vinduer med og uden glas, og nogle gamle døre. Der solgtes i titusindvis af mursten, hvilket forklarer den forholdsvis hyppige forekomst af munkesten i huse og gårde fra første fjerdedel af 1800-tallet i og omkring Kolding; og man solgte desuden sandsten, der blandt andet var efterspurgt som slibesten. Endelig solgtes der 800 brændte gulvfliser og 1026 marmorfliser; disse sidste er givetvis resterne af kirkens gulv af blå og hvide fliser. Af andet kirkein­ventar solgtes en alabasttavle fra alteret, en alterdug, en fattigblok og en såkaldt alter­tavle med en lille klokke. Det var ikke det, vi forstår ved en altertavle, men sandsynligvis en æske på en stang, der blev båret rundt i kirken, når der skulle samles penge ind – klokken skulle sikre, at ingen kunne lade som om de ikke opdagede, hvad der foregik. To alterstager af messing, der også var blevet reddet, genfindes ikke i auktionslisterne. Al­terdugen, fattigblokken og tavlen blev solgt til pastor Wissing, der var præst i Højen og Jerlev sogne. Dugen er siden gået til, og de øvrige genstande kan ikke identificeres med sikkerhed. Alabasttavlen blev solgt til David Loos fra Fredericia, og han erhvervede også det vævede tapet, der i slotsforvalterens indberetning over det bjergede gods beskrives således: »1 gammel vævet betræk med Dron­ning Margretta på jagt og Holker Danske«.

Fra Koldinghusmuseet blev oprettet i 1890 har man naturligvis søgt at efterspore så meget af det bortsolgte inventar som mu­ligt, men kun meget lidt er hidtil kommet for en dag. 1 alt drejer det sig om to små lyse­stager, en læderbetrukket stol med Christian 5.s segl på undersiden, et par spejle og fire stole, der må være anskaffet ved Frederik 4.s ombygning og delvise nyindretning af slottet omkring 1720. Disse stole, der er betrukket med rester af gyldenlæderstapeter, repræsen­terer den sidste rest af den kongelige pragt, der engang kunne opleves på Koldinghus.