Efter bøhmisk model

Tyve år senere stødte ploven igen på store sten på stedet. Den oprindelige finder var i mellemtiden død, og gården havde skiftet ejer, men skårene var netop blevet indleveret til museet i Randers. Det gav stødet til en lille udgravning, som der her skal berettes om.

Ved afdækningen viste sig en stenkiste, 1 x2,l m stor, bestående af en ramme af tætstillede store sten, der var understøttet og pakket med mindre sten. En af de større var en ca 300 kg tung og helt ubeskadiget skubbekværn, en såkaldt ligger, der må være slæbt til fra en nærliggende boplads. I den østlige del af graven var stenene mindst, og her har der været endnu et lag sten, hvoraf der nu kun var aftryk tilbage.

Af trækisten og den døde var der ikke nogen synlige spor. Ej heller kan det siges, om der har været anlagt en høj over graven, men det er bestemt en mulighed, man må regne med. På en stor gravplads ved Bulbjerg nær Lisbjerg ved Århus, hvor der ved århundredets begyndelse blev undersøgt omkring 100 lignende grave, var der nemlig ikke ét tilfælde, hvor en grav skar ind over en anden. Det kan betyde, at der har været dækkende høje, men der kan også have været en anden slags synlig markering, som ikke længere kan påvises. (Fig. 1, fig. 2)

I gravens sydøstlige hjørne stod fire lerkar - et stort fad, en vase, et hankekar og en åben skål. Ved sydsiden fandtes et lille lerkrus stukket ind i et andet. Yderligere tre lerkar, som allerede ved gravlæggelsen synes at have været itu, var placeret nær gravens hjørner. Det var et af disse, der i 1960’erne blev optaget nogle skår af.

Hvidsten-graven er en typisk repræsentant for de såkaldte lerkargrave, som er en karakteristisk øst- og midtjysk gravform i ældre romersk jernalder, altså de to første århundreder efter Kristus. Som navnet siger, er de rigeligt forsynet med lerkar, som gerne er anbragt efter et bestemt system med en gruppe ved hovedet, en ved fødderne og en imellem. Hvor skeletrester er bevaret, ses den gravlagte at være lagt på siden langs gravens nordlige langside med hovedet mod vest. Det meget varierede ler karudstyr synes at udgøre et komplet »stel« til indtagelse af mad og drikke. De våde varer har ikke efterladt sig spor, men i en tredjedel af Bulbjerg-gravene blev der fundet dyreknogler - for eksempel fra lammekøder.

Men tilbage til Hvidsten: Tre metalgenstande hørte med til gravgodset. En lille jernkniv, som nok skal regnes til spiseudstyret, lå nær de to små lerkrus. I gravens midterakse fandtes et fornemt sølvspænde, hvis bøjle er dekoreret med indstemplede småcirkler. Dragtspændets form daterer graven til den første del af ældre romersk jernalder. Mest opsigtsvækkende blandt gravgaverne er dog et mærkeligt bæltespænde af jern, som er ikke mindre end 19 cm langt. Det består af en lang bøjle med indadbuede sider, hvorimellem er en torn til at spænde bæltet med. Bøjle og torn er hængslet til en trekantet plade, som har været fastgjort til bæltet. Spændet viser - ud fra andre fund - at der er tale om en mandsgrav. (Fig. 3, fig. 4)

Bæltespænder kendes i næsten utallige forskellige udformninger fra den romerske jernalder, men netop denne form er sjælden herhjemme, og den har en særlig historie at fortælle. Typen er i forvejen kun kendt fra få jyske og fynske gravfund. I det store våbenofferfund fra Thorsbjerg i Sydslesvig optræder endnu et spænde af denne type. Både bronze og jern er repræsenteret blandt stykkerne.

Denne næsten grotesk udformede bæltespændeform, som næppe har været ret praktisk at bruge, er navnlig kendt fra Bøhmen (i det nuværende Tjekkiet), hvor der er fundet et dusin af slagsen. Disse er næsten alle fremstillet af bronze, og det er derfor rimeligt at slutte, at Hvidsten-spændet, som jo er af jern, er fremstillet af en lokal smed efter et fremmed forlæg. De øvrige danske bronzespænder kan vel anses for »ægte« importstykker.

I Bøhmen rådede på denne tid markomannerne - en germansk stamme, som oprindelig var bosat i det sydlige Tyskland ved floden Main. Presset fra den romerske ekspansion mod nord tvang markomannerne til at vige, og kort tid før Kristi fødsel underlagde de sig Bøhmen, hvis lokale keltiske befolkning blev fortrængt. Under høvdingen Marbod grundlagde markomannerne her et økonomisk og politisk kraftcenter, som en tid spillede en afgørende rolle som formidler af luksusvarer fra Romerriget og videre nordpå. Det gik dog snart ned ad bakke - magtens centrum rykkede mod øst, og senere blev markomannerne hvirvlet ind i et større opgør med romerne - men det er en anden historie. (Fig. 5)

Vort spænde viser, ligesom de to øvrige danske fund, at der har været en forbindelse med det markomanniske område. Betragter man et kort over spændernes findesteder, kan man næsten se, hvilken vej man har fulgt: ad eller langs Elben, som må have været den væsentlige kontaktvej.

At Hvidsten-manden var velstående, viser hans fine sølvdragtspænde. Men det har ikke været nok - han har også villet vise, at han havde fornemme internationale forbindelser. Det mærkelige jernspænde minder os om, at der i romertiden også blev handlet med andre varer end romernes. De forskellige germanske stammer plejede deres indbyrdes forbindelser, og i dette tilfælde er handelen foregået så at sige parallelt med Romerrigets Rhingrænse. (Fig. 6)