Dyssestudier

Stendysserne er en selvfølgelig del af det danske landskab. Overalt kan man se dem stå som ruiner med en stor sten hvilende oven på tre, fire eller fem andre sten. De ligger tættest i Østdanmark og næsten altid i nærheden af vand. Sådan har det været i de ca. 5.500 år, der er gået, siden dysserne blev opført.

Af Klaus Ebbesen

Billede

Utallige sagn er gennem tiden blevet fortalt om stendysser. Saxo er den første, som ca. 1220 e. Kr. omtaler dysserne i sin krønike: »I det danske område må der i gamle dage have boet kæmper, det fremgår tydeligt af de enorme sten, der er anbragt på de gamles grave og stenkamre. Og skulle nogen tvivle på, at det er kæmpers værk, så kan han se engang på nogle af disse knejsende høje og fortælle – hvis han kan – hvem der så har slæbt de kolossale kampesten op på toppen af dem. … Men om de, der har udført dette, var kæmper, der levede videre efter syndflodens oversvømmelser, eller mænd med større legemsstyrke end andre, det har vi ingen overlevering om« (Peter Zeebergs oversættelse). Det forblev en almindelig opfattelse helt frem til begyndelsen af 1800-årene.

Periode: Bondestenalder (3900 til 1701), Dyssetid (3900 til 3301), Jættestuetid (3300 til 2851)

Udgave: Skalk 2011:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.