Dysser uden høje

Dyssen hører bondestenalderen til, men dukkede først op et stykke ind i perioden. Den har to hovedformer, runddyssen og langdyssen; de optræder sideordnet fra først til sidst, men gennemgår i øvrigt en udvikling, der især kommer til udtryk i det stenbyggede gravkammer; den skal her groft skitseres. Der er kun undtagelsesvis mere end én overligger, som til gengæld kan være af betydelig størrelse. Bærestenene, som den hviler på, står tæt sammen og danner kammeret, bestemt til at huse et eller flere ubrændte lig, men det har ændret sig en del gennem tiderne. Oprindelig var det et rektangulært rum, sat af fire til seks sten og uden nogen form for adgangsvej, men senere gjorde man den ene endesten tærskelagtig lav: en slags indgang, hvortil kunne være føjet en kort gang, som regel uden overdækning og med sten, der udefter aftog i størrelse. Meningen er klar nok, et sådant kammer kunne bruges flere gange, og dermed var grunden lagt til det, som blev næste trin i rækken, nemlig dyssen med fem, seks eller flere sidesten. Denne mangekantede gravstue, hvis størrelse kun begrænses af den enlige overliggers omfang, betegner dyssens kulmination, men udviklingen standsede ikke her, den fortsatte i jættestuen, der har kammer med flere dæksten og, vinkelret herpå, en længere, overdækket gang. Her vil vi imidlertid blive ved dysserne. (Fig. 1)