Dysser uden høje

Dyssen hører bondestenalderen til, men dukkede først op et stykke ind i perioden. Den har to hovedformer, runddyssen og langdyssen; de optræder sideordnet fra først til sidst, men gennemgår i øvrigt en udvikling, der især kommer til udtryk i det stenbyggede gravkammer; den skal her groft skitseres. Der er kun undtagelsesvis mere end én overligger, som til gengæld kan være af betydelig størrelse. Bærestenene, som den hviler på, står tæt sammen og danner kammeret, bestemt til at huse et eller flere ubrændte lig, men det har ændret sig en del gennem tiderne. Oprindelig var det et rektangulært rum, sat af fire til seks sten og uden nogen form for adgangsvej, men senere gjorde man den ene endesten tærskelagtig lav: en slags indgang, hvortil kunne være føjet en kort gang, som regel uden overdækning og med sten, der udefter aftog i størrelse. Meningen er klar nok, et sådant kammer kunne bruges flere gange, og dermed var grunden lagt til det, som blev næste trin i rækken, nemlig dyssen med fem, seks eller flere sidesten. Denne mangekantede gravstue, hvis størrelse kun begrænses af den enlige overliggers omfang, betegner dyssens kulmination, men udviklingen standsede ikke her, den fortsatte i jættestuen, der har kammer med flere dæksten og, vinkelret herpå, en længere, overdækket gang. Her vil vi imidlertid blive ved dysserne. (Fig. 1)

Hegnet, som begrænser dyssen, og som altså kan være cirkelrundt eller langstrakt firkantet, består af store tætstillede sten, ved langdysserne med de største for enderne. Det normale er, at runddysser har ét kammer, langdysser flere, men reglen er langtfra ubrydelig; énkamrede langdysser er således ikke sjældne. Mellem randsten og kammer er almindeligvis en jordhøj; den kan være af større eller mindre omfang, men strækker sig ofte fra fodkæden til et stykke op på dækstenen. Til at lukke hullerne mellem de større sten har man benyttet opstablinger af flade fliser, såkaldt tørmur. (Fig. 2)

Ved siden af de mere eller mindre dækkede dysser optræder imidlertid nogle, som er uden jordfyld, men hvor såvel randsten som kammer rejser sig direkte op fra den flade mark. Den almindelige opfattelse blandt fagfolk har været - og er vist overvejende endnu - at fylden her er fjernet, gravet væk til anden brug af en ufølsom efterslægt, og det er da også vanskeligt at forestille sig, at en så væsentlig forskel mellem anlæg, der i øvrigt er ens, skulle være oprindelig. Selv det bedst byggede stengravkammer vil have huller og sprækker, som må lukkes for god ordens skyld, og dertil er jord egnet. Ved nærmere studium af fænomenet må man imidlertid komme til det resultat, at i hvert fald en stor del af disse dysser virkelig er født uden jordhøjning. Antallet af velbevarede eksemplarer er simpelthen for stort.

Et godt eksempel finder man i landsbyen Grøfte ved Sorø. Her ligger nær hinanden tre langdysser, én helt jordfri, en anden med velbevaret jordhøj, en tredje ligeledes med jordhøj, som dog nu er overpløjet (her udgravedes for en del år siden to helt jorddækkede kamre af ældste type). På samme egn, men lidt sydligere, i skovdelen Borup Ris ved Tystrup Sø, ligger en smuk og meget velbevaret, men aldeles jordfri langdysse, som Grundtvig har udødeliggjort med digtet »Gunderslev Skov«. Området inden for randstenene er tæt bestrøet med temmelig store sten, et træk, der også kendes fra andre dysser, både dem med og dem uden jordfyld. Det forekommer utænkeligt, at man ved bortkørsel af en jordhøj skulle have skånet ikke blot randstenene, men også disse bundsten, ja oven i købet gjort sig den ulejlighed at rense op imellem dem. - Og et jysk eksempel: I Knebel på Mols ligger runddyssen Poskær Stenhus, som også hører til landets bedst bevarede oldtidsminder. Den har meget store randsten, men ingen eller i hvert fald kun ganske ubetydelig jordhøjning. Der kunne nævnes mange andre eksempler på velbevarede dysser uden jordhøj. Teorien om, at denne mangel skulle skyldes senere bortgravning, holder ikke stik. (Fig. 3)

Det ser ud til, at de to typer, den med og den uden jordhøj, har eksisteret side om side gennem hele den periode, hvor dysser var i brug, og det kan være svært at forklare. Hvorfor denne markante forskel på anlæg, der i øvrigt, hvad stenkonstruktionerne angår, er ens? Spørgsmålet kan ikke besvares, men nogle fund og iagttagelser fra udgravede dysser kan måske kaste en smule lys over problemet. (Fig. 4, fig. 5)

For det første kan vi notere os - dog nok som en undtagelse - at der findes dyssekamre, der aldrig har haft randsten; de ville, hvis de havde været der, have sat sig spor i jorden. I et tilfælde - en runddysse ved Tårup lidt vest for Fredericia (se Skalk 1994:3) - sås det tydeligt, at den oprindelige jordhøj, der kun omsluttede selve graven, på et tidspunkt er bygget større, så den sluttelig strakte sig fra randstenenes overkant og ind over kammeret. Man kan altså ikke uden videre regne med samtidighed mellem kammer og jordhøj, og det siger jo i øvrigt sig selv; en langdysse kan indeholde helt op til fire eller fem kamre, de må naturligvis være tilføjet efterhånden, som der blev brug for dem, og højen opført trinvis eller til sidst. På den anden side forekommer der velbevarede og meget anselige langdysser med kun ét kammer. Det er vanskeligt at forestille sig et sådant anlæg bygget i etaper. (Fig. 6)

Om randstenskæden og det kammer, den tilhørte, er blevet til samtidig, kan vi strengt taget ikke vide, men de to udgjorde i hvert fald en helhed, som kun yderst sjældent er fraveget. Hegnet har vel haft en dobbelt funktion, dels, hvor jordhøj fandtes, at holde sammen på denne, dels at markere det område, som nu tilhørte den døde, og som det ikke var enhver tilladt at betræde. Det er ikke ualmindeligt, at man ved udgravning af dysser finder større skårmængder i området lige uden for randstenene; de er med god grund tolket som service, der med indhold af mad og drikke er stillet ud som offer til den eller de afdøde i graven. Også inden for randstenene, under jordhøjen, er nu og da fundet lerkar, og det kan ikke undre, eftersom det må være her, man tog afsked med den døde, sikkert under udfoldelse af et nøje fastlagt ceremoniel. I en af de førnævnte Grøfte-dysser blev ved udgravningen 1946 påvist tydelige brandlag et stykke oppe i høj fylden, tæt omkring kamrene; her må på et tidspunkt under opførelsen, måske før dækstenen blev lagt på plads, have brændt et kraftigt bål. Religiøse forestillinger, som vi ikke har anelse om, kan have spillet en rolle for mindesmærkets udformning.

Hvad der bevirkede den påpegede forskel, kan altså ikke siges med nogen form for sikkerhed, årsagen kan være af praktisk eller åndelig art, men for at studere problemet er det nødvendigt, at man erkender dets tilstedeværelse. Jættestuernes fremkomst skyldes sikkert impulser udefra, men betegner intet brud i udviklingen; de løste et pladsproblem, om ændrede begravelsesvaner som følge af et religionsskifte kan der ikke være tale, højst om visse justeringer. Men vi bemærker, at jordhøjen nu bliver fast tilbehør og af en størrelse, så den næsten altid dækker hele stenkammeret, også dettes overliggere. Jordfrie storstensgrave opføres ikke mere, den gamle skik er bragt til ophør, hvad man så skal lægge i det.

Ingen, der interesserer sig for dysser, har kunnet undgå at bemærke den omtalte forskel, men troen på dens sene oprindelse fæstnede sig dybt, og problemet har, så vidt vides, aldrig været drøftet i fagskrifter - selv Sophus Müller, arkæologiens store gamle mand, synes ikke at have været opmærksom på det. Uden for arkæologernes kreds står det lidt bedre til. 1952 skrev Martin A. Hansen i sin bog Orm og Tyr: »Man kender højdækkede dysser. Et andet fåtal har højdække op til eller op på siden af overliggeren. Ældre lærde har ment, at sådan har de fleste dysser engang set ud. — (Fig. 7)

Men ved flertallet, selv af de bedst bevarede dysser, hvor randstenene findes endnu, står dog det meste af kammeret frit. Det lyder utroligt, at jorden alle disse steder skulle kunne synke eller skride så meget, når den er blevet liggende på de allerfleste jættestuer. Det er bevisligt, at mange dyssekamre alle dage har stået udækkede«. Efter denne enkle og klare konstatering fabulerer Martin A. Hansen over den bagved liggende forestillingsverden: »Stenene danner en kreds, en ring omkring den lave høj, deraf navnet runddysse. De var hegnet om viet, den hellige grund. Det ser ikke ud til, at sådan et hegn kan genne hverken dyr eller mennesker. Man må tro, at i fortiden var hegnet lige så farligt som en højspændingsledning. Hvis man i utide kom det nær. Folk kunne dø af det. Primitive folk kan dø af skræk, hvis de kommer til at overtræde en helliglov. Og meget strenge tabuer må have hvilet over stedet. Det var måske farligt at se hen på viet om morgenen, når man var fastende. Et ondt dyr kunne bosætte sig i ens mave. Skræmmemagten sad i hegnsstenene, og kun ved hjælp af magiske riter kunne man komme ind i viet, hvor godmagten boede i den store overligger, den hellige. Syge, som vejledet af de ældste og følgende et krævende ceremoniel rørte ved stenen, blev straks raske«.

Sådanne tanker gjorde Martin A. Hansen sig, og måske ramte han ikke helt ved siden af.