Dyreriget

»Broderkysset« er den finurli- ge titel på et lille værk, som 1794 blev udgivet i Århus. Det drejer sig, som en undertekst oplyser, om »Et frihedsdigt med figurer tilegnet de herrer politiske kandestøbere«, og er altså skrevet på vers – ikke af en gudbenådet poet, men dog med et vist talent og tilsat en god portion humor. Digteren har valgt dyrefablens form. Handlingen foregår i det fiktive dyreland Behirien og begynder med et storsk rydende æsels sammenkaldelse af hele dyreflokken: Nu rejser æslet sig opret og over alle højt det skråler; om frihed, lighed, dyre-ret, som bånd, tyran og tvang ej tåler. Nu, skrålte det, nu er det tid, at dyreslægten skal genfødes, og vi skal gøre al vor flid at hver tyran og skurk kan dødes.

Af XX

Det er æslets ærinde at samle de politiske kræfter om at få landet erklæret for republik, men det skal gå ordentligt til: En lov må gøres straks på sted, og af os alle underskrives, som gælde skal i evighed, indtil en anden af os gives. Den kan indfattes i to bud, man altid kan tillægge flere, at fødelandet er vor Gud, og dyre-mængden skal regere. Hver tro og gøre, hvad den vil, når den kuns ikke skader andre, men fødselsrang, det narrespil, af ligheds selskab må udvandre.

Tilhørerne er interesserede. Man nedsætter en lovgivende forsamling med hundrede dyre-repræsentanter og en præsident. Den nyudnævnte leder – det er naturligvis æslet – begynder sin demokratiske gerning med at uddele broderkys (man får Biblens Judas i tankerne!) til samtlige tilstedeværende og opfordrer hver enkelt til at sige sin hjertens mening. Det gør man gerne, og der er emner nok at tage fat på. En fraktion bestående af panteren, ulven, tigeren og tyren foreslår, at alle titler afskaffes, arveadelen bandlyses, og alt gods inddrages fra ravneslægten og løven (det vil sige præsteskabet og kongen). Det falder elefanten og næsehornet for brystet, de har nemlig tidligere været medlemmer af løvens statsråd og maner nu til besindighed: Thi stat er en familie, som bør bestyres af en fader, hvem aldrig bedste vilje og omhu for sin stat forlader.

Snart bliver der skænderi, som udarter til slagsmål og voldelige optrin. Alle kommer med forslag; måren insisterer på, at der bør være en grundlov. Præsidenten går helt grassat og får storhedsvanvid: Vi klipperne vil have sprængt på havet må man kunne vandre man må forandre solens gang, at den med vort system sig rimer, hver dag skal være lige lang, nat seks, men dagen atten timer.

Forfatterens budskab er klart nok: Begge styreformer har deres svagheder, men republikken fører til kævl, tyranni og blodbad, så monarkiet er trods alt at foretrække. Dog, også dette system får læst og påskrevet af forfatteren, som fikst lader sine meninger komme til udtryk gennem de republikinteresserede dyr: der sælges embeder til udygtige, gives adelen medfødte forrettigheder, dækkes over uduelige embedsmænd og så videre. Forfatteren får luft for en hel del indestængt harme, men skulle nogle af den grund komme i tvivl om hans virkelige sindelag, kan de blot kaste et blik på det største af de elleve billeder, som ledsager bogens. Man ser der en abeagtig person, som tramper på de kongelige symboler og har guillotinen på skødet. (Fig. 1)