Dyreriget

Det er æslets ærinde at samle de politiske kræfter om at få landet erklæret for republik, men det skal gå ordentligt til: En lov må gøres straks på sted, og af os alle underskrives, som gælde skal i evighed, indtil en anden af os gives. Den kan indfattes i to bud, man altid kan tillægge flere, at fødelandet er vor Gud, og dyre-mængden skal regere. Hver tro og gøre, hvad den vil, når den kuns ikke skader andre, men fødselsrang, det narrespil, af ligheds selskab må udvandre.

Tilhørerne er interesserede. Man nedsætter en lovgivende forsamling med hundrede dyre-repræsentanter og en præsident. Den nyudnævnte leder - det er naturligvis æslet - begynder sin demokratiske gerning med at uddele broderkys (man får Biblens Judas i tankerne!) til samtlige tilstedeværende og opfordrer hver enkelt til at sige sin hjertens mening. Det gør man gerne, og der er emner nok at tage fat på. En fraktion bestående af panteren, ulven, tigeren og tyren foreslår, at alle titler afskaffes, arveadelen bandlyses, og alt gods inddrages fra ravneslægten og løven (det vil sige præsteskabet og kongen). Det falder elefanten og næsehornet for brystet, de har nemlig tidligere været medlemmer af løvens statsråd og maner nu til besindighed: Thi stat er en familie, som bør bestyres af en fader, hvem aldrig bedste vilje og omhu for sin stat forlader.

Snart bliver der skænderi, som udarter til slagsmål og voldelige optrin. Alle kommer med forslag; måren insisterer på, at der bør være en grundlov. Præsidenten går helt grassat og får storhedsvanvid: Vi klipperne vil have sprængt på havet må man kunne vandre man må forandre solens gang, at den med vort system sig rimer, hver dag skal være lige lang, nat seks, men dagen atten timer.

Forfatterens budskab er klart nok: Begge styreformer har deres svagheder, men republikken fører til kævl, tyranni og blodbad, så monarkiet er trods alt at foretrække. Dog, også dette system får læst og påskrevet af forfatteren, som fikst lader sine meninger komme til udtryk gennem de republikinteresserede dyr: der sælges embeder til udygtige, gives adelen medfødte forrettigheder, dækkes over uduelige embedsmænd og så videre. Forfatteren får luft for en hel del indestængt harme, men skulle nogle af den grund komme i tvivl om hans virkelige sindelag, kan de blot kaste et blik på det største af de elleve billeder, som ledsager bogens. Man ser der en abeagtig person, som tramper på de kongelige symboler og har guillotinen på skødet. (Fig. 1)

Broderkysset udkom som nævnt 1794. Kort forinden var Frankrig erklæret for republik og kongen, Ludvig 16., sammen med mange andre henrettet. Det gjorde et dybt indtryk overalt i Europa, og mange med revolutionære tilbøjeligheder skiftede standpunkt, da rædselsherredømmets resultater blev kendt. Danmark havde man på det tidspunkt haft enevælde i noget over hundrede år med der af følgende streng censur af alt skriftligt. Struensee havde indført trykkefrihed, men efter hans fald var tonen igen blevet skærpet. Så fulgte de store landboreformer, og det må vel ses som en slags fortsættelse af dem, at man i perioden 1790-99 igen gav forholdsvis frie tøjler. Havde det ikke været for dette »trykkefrihedens årti«, havde Broderkysset med dets, ganske vist smukt indpakkede, kritik af kongemagten næppe kunnet udkomme. (Fig. 2)

Hvem var da forfatteren til denne kontroversielle historie, der i sin satiriske form kan minde om englænderen George Orwells kendte roman »Kammerat Napoleon«? Fri- derich Olesen melder titelbladet, men det viser sig at være et pseudonym; bag det gemmer sig den da 51-årige kapellan ved Vor Frue kirke i Århus, Frederik Rasch. Først meget senere, i 1806, trådte han frem som forfatter under eget navn med en humoristisk, let belærende pjece. Litteraten Rasmus Nyerup - som i øvrigt var at finde blandt republikanerne og trykkefrihedstilhængerne i 1790’ernes København - gav den en ikke særlig venlig anmeldelse, hvilket fik en af Rasch‘ nære venner, rektor Oluf Worm, til at reagere. I et brev til Nyerup omtaler han Rasch i meget rosende vendinger - kultiveret, klog, højst elskværdig - og fortæller, at han »har haft kald til den komiske muse siden sin ungdom, men intet ladet trykke«. Det tyder på, at Rasch har holdt sine kort endda meget tæt ind til kroppen. Videre hedder det i brevet, at »hans muse er beslægtet med en Holbergs«, men det er nu nok at gå lidt vidt.

Broderkysset blev trykt hos Niels Lund i Århus, og denne, der var en habil træskærer, har tillige stået for illustreringen. Enkelte eksemplarer var håndkolorerede, men om det også er Lunds værk, vides ikke.

Om Lund og hans virke må endnu siges et par ord. Efter at have ført en noget omtumlet tilværelse, blev han opmærksom på, at der i hele Århus stift ikke var noget bogtrykkeri. Han søgte om tilladelse til at oprette et sådant samt udgive en avis, fik den og kunne i 1794 - for netop 200 år siden - efter at den fornødne kapital var skrabet sammen, gå i gang på sit nye virkefelt. Første nummer af avisen, den endnu eksisterende Århus Stiftstidende, udkom 3. januar, og snart fulgte den første bog, som netop var Rasch‘ Broderkysset. Om denne sidste skrev en anmelder, at »dette skrifts trykning, papir og korrektion giver bevis på, at forfattere kan betro deres skrifter til det nye anlagte århusiske bogtrykkeri«. Det gjorde Rasch altså, og mange fulgte efter, således Skalk, der gennem 36 år er blevet trykt på den af Lund grundlagte virksomhed, Aar- huus Stiftsbogtrykkerie. (Fig. 3)