Drillepind
(Fig. 1) Det hænder, at museumsfolk med sig hjem fra udgravninger har fund, som ikke umiddelbart kan bestemmes og sættes ind i en funktionsbestemt sammenhæng. Måske finder man forklaringen, men ofte må der gives fortabt og genstanden rubriceres som uidentificeret. Ret beset er det vel ikke så mærkeligt. Tingen kan have tjent et formål, som ligger vor forestillingsverden fjernt, og udformningen har måske ikke helt fulgt nutidens regler for, hvad der er godt og hensigtsmæssigt.
Af Ole Schiørring
Fig. 1: Ingen billedtekst
En sådan genstand blev fremdraget 1982 ved udgravning på Store Torv i Århus: en stump okseribben, 13 cm lang, med - på den ene sidekant 32 små hak, på den anden 8 store. En flis var sprunget af ved den ene ende, så der kan have været flere småhak, derimod næppe flere af de store. På siden er indskåret et tegn, et såkaldt venusspejl. Benet fandtes, sammen med andre sager af køkkenaffalds karakter, i et lag fra første halvdel af 1200-årene. Ingen slidspor fortæller om anvendelsen.
Når et sådant stykke skal forklares, begynder man helt naturligt med at søge efter paralleller, men hverken i dansk eller udenlandsk materiale er det lykkedes os at opspore noget tilsvarende. Vi må altså prøve os frem inden for de områder, hvor man med lidt god vilje kan tænke sig et dobbelttandet ribben anvendt. Da »redskabet« virker forholdsvis primitivt, synes det rimeligt at søge funktionen blandt hverdagens gøremål. Måske vil man indvende, at den påsatte figur med det fornemme navn peger højere, den var i middelalderen symbolet for planeten Venus, sidst i perioden tillige for metallet kobber, men som den optræder her, virker den nærmest som et af de ejermærker, der benyttedes almindeligt i datiden. Skrivekunsten var jo ikke for hvermand.
Adskillige har set på stykket, og en række forslag foreligger. I første omgang var vi tilbøjelige til at mene, det kunne være en slags tællepind, hvor hakkene stod for værdier. Forudsætter vi, at den afbrækkede flis har fjernet fire af de små hak, bliver antallene 36 og 8, hvilket ville passe med 1200-årenes jyske møntsystem, hvor der gik 36 penninge på 1 øre og 8 øre på 1 mark. Det lyder af lidt, men er meget - mere end almindelige borgere havde brug for regnestok til. Benet ligner heller ikke de tællepinde, vi kender fra andre byfund.
En anden mulighed - og måske den mest nærliggende - er, at stykket har fungeret som rekvisit ved et eller andet håndværk. Til ornamentering af lertøj kunne det vel bruges. På middelalderens »Østersøkeramik« optræder linjebånd, som dog er smallere end dem, vort redskab ville lave. - Også brød og andet bagværk kunne tænkes dekoreret, men på grund af dejens sejhed næppe med dette instrument.
Ligheden med en kam leder tanken hen på glatning og kæmning. Til menneskelig frisering er benet dog for klodset (man havde anderledes fine kamme i middelalderen), og til strigling af heste kan det næppe have haft synderlig effekt, omend tandstørrelserne ville passe: de grove til manken, de fine til den kortere behåring. Forskellige tekstilhåndværk betjente sig af kamme, men de så helt anderledes ud. En svaghed ved disse »praktiske« forslag er det manglende slid. Er beskadigelsen mon sket under fremstillingen og stykket derfor straks kasseret?
Tilbage er overtroens verden. Talmagi og trolddom var ikke middelalderen fremmed, men tallene på vort ben er i hvert fald ikke dem, der normalt anvendtes til besværgelser og lignende hokuspokus.
Nogen tilfredsstillende forklaring fandt vi altså ikke, men formålet kan jo - som nævnt i indledningen - ligge helt uden for vor forestillingskreds. Behøver der for resten at være et formål? Hvor mange af os har ikke i et ledigt øjeblik leget med en kniv, prøvet dens æg og uden at tænke nærmere over det formet noget, som ingenting var, men måske godt kunne se ud til at være det. Sådanne fredfyldte stunder, hvor hånden arbejdede, mens ånden var andetsteds, er vel også indtruffet for beboerne i den middelalderlige Århusgård.
