Drik og spil
I de første århundreder efter Kristus beherskede Romerriget største delen af Europa, dets marcherende hære nåede vidt omkring, kulturpåvirkning gennem handelen endnu længere. Danmark så ikke noget til soldaterne, men tog del i vareudvekslingen, der sendte en strøm af imperiets industrivarer ind over landet – det er ikke uden grund, tiden fra omkring Kristi fødsel til ca. år 400 benævnes romersk jernalder. Disse fremmede ting er ofte kunstindustri i bronze, sølv eller glas, som regel af kvalitet og derfor værdifulde i sig selv, men ikke sjældent tillige som dateringsmiddel, når man kan spore deres herkomst. Fordelingen over landet er noget uens, navnlig mod periodens slutning mærkes en forskydning mod øst, hvilket kan skyldes, at de handelsdynastier, som varetog importen var placeret her. Det midtjyske område har kun få fund af denne art fra yngre romertid, så hvert nyt modtages med taknemmelighed – også når det melder sig på mindre belejligt tidspunkt, som vi straks skal se.
Af Christian Fischer
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Et par dage før jul 1977 ville gårdejer Rasmus Nielsen, Dalagergård ved Sønder Vissing, undersøge nogle sten, ploven gennem flere år var stødt på, og snart lå en lille samling oldsager blottet på den vinterlige mark. Silkeborg Museum tilkaldtes, men der var både frost og sne, så nogen større udgravning blev det ikke til i den omgang. Man nøjedes med at indbringe tingene – to lerkar, en bronzenål og en lille spand af træstaver holdt sammen med brede bronzebånd – til museet. På nålen var endda bevaret stofrester fra borten, den havde siddet i. Glædelig jul!
Det var klart, der var tale om en grav – det bjærgede gods daterer den til tiden 350- 400 efter Kristi fødsel – og at en nærmere undersøgelse måtte til, når vejret blev mere arkæologvenligt. Det skete hen i april, og nu kunne der arbejdes efter alle regler og forskrifter. Den hurtige ransagning i december havde vist, at der ikke kunne være meget af graven urørt, så forventningerne var ikke de største. Det kom som en overraskelse, at det bedste endnu var igen.
Den største kostbarhed var en glasskål, men totalt knust og krakeleret – helt ned til knappenålshovedets størrelse. Den var som et sandslot, der alene holdes sammen af fugtigheden, og man kunne uden videre forudse, at det ved udtørringen ville gå som med bemeldte slot. Glasset havde oprindelig været klart, men det meste var farvet grågult af jordens jernsalte (fig. 1).
Udgave: Skalk 1981:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
