Dragedræberen

Skt Jørgen var ifølge legenden en romersk officer, der for sin kristne tros skyld led martyrdøden i året 303. Forinden skal han på ædel vis have udfriet en orientalsk prinsesse af drageklør, hvilket gjorde ham til riddernes særlige helgen og skaffede ham en utrolig popularitet under korstogstiden. I senmiddelalderen regnedes han til »nødhjælperne« og påkaldtes mod spedalskhed, pest og syfilis; af den grund blev en række danske spedalskhedshospitaler fra 1300-årene benævnt Skt Jørgensgårde. Hans yndest synes at være vokset middelalderen igennem, og mange billeder af ham, i kalkmaleri og træskæring, overlevede Reformationen. Skt Jørgen var et eksempel på det godes sejr over ondskaben og kunne bruges også af lutheranerne. (Fig. 1)

Århusfiguren er af en tin/blylegering og ganske velbevaret med mange udtryksfulde detaljer, men dele er brækket af og mangler, således spidsen af dragehalen og en del af den hævede højre arm, idet dog hånden med sværdet er blevet tilbage. Meget tyder på, at figuren er et lokalt produkt, ja antagelig fremstillet ganske tæt på stedet, hvor den blev fundet. Støbekeglen (den der dannedes i den tragtformede fordybning, hvor det flydende metal blev hældt i formen) sidder stadig bag på figuren; den blev jo normalt brækket af og gik i diglen ved næste støbning. Der er altså tale om et ufærdigt produkt, som man næppe ville slippe uden for værkstedet. I kælderen under rådhustomten blev fundet mange små stykker af en tin/blylegering svarende til den, Skt Jørgen er lavet af, så det er vel dér, figuren er fremstillet. Og ikke blot den, men sikkert mange tilsvarende, for der må være tale om en serieproduktion. (fig. 2, fig. 3, fig. 4)

En anden detalje, der taler for lokal oprindelse, er motivet i skjoldet, som ridderen har i hånden, og dragen bider i. Normalt førte Skt Jørgen et kors i sit våben, men dette kristendommens fornemste symbol har her måttet vige for to halvmåner, der slet ikke hører hjemme i Jørgenslegenden - snarere leder det tanken hen på en privatmands våbenskjold. Omkring 1500, den tid, hvor figuren efter stilen at dømme må være fremstillet, havde to slægter sådanne halvmåner i deres våbner, men den ene kan formentlig udelukkes, da den ikke synes at have haft forbindelse til den jyske by. Det havde til gengæld den anden, et fornemt medlem, Niels Clausen, var biskop i Århus 1491-1520. Hans skjold, der kan beskues tre steder i Århus Domkirke, har de to halvmåner, men tillige et par stjerner, der dog - ifølge førende heraldikere - godt kan tænkes udeladt i en snæver vending - og det var der i bogstaveligste forstand tale om her; skjoldet, som ridderen holder, måler kun 9x7 mm. Niels Clausen var en særdeles velhavende mand, og det kom domkirken til gode; adskillige af dens fornemme prydelser vides at være bekostet af ham. Formodentlig gælder det også et stort kalkmaleri, dateret 1497 og forestillende den dragedræbende ridder, i hvert fald vides han at have interesseret sig særligt for Skt Jørgen; 1498, altså året efter billedets fremstilling, stod han bag udsendelsen af et skrift om denne helgen. Det eksisterer ikke mere, hvilket er beklageligt, da det var blandt det første, som blev bogtrykt i Danmark, men uddrag af det kendes, og det fremgår, at udgivelsen har at gøre med et Skt Jørgenskloster, som var under opbygning i byen. Hermed forholder det sig således:

I udkanten af Århus lå i senmiddelalderen et Skt Jørgenskapel. Om dets oprindelse vides intet, men det hørte under bispestolen og blev på et tidspunkt efter 1449 af den daværende Århusbisp skænket til karmeliterordenen, et munkesamfund, der kun havde opholdt sig kort tid i Danmark. Man tog med tak mod gaven og opnåede, 1482, pavens tilladelse til dér at opføre et kloster, hvilket skete i de følgende år; det fik som skytshelgen Jomfru Maria, men også Skt Jørgen og kaldtes derefter med begges navne, snart Jomfru Marias, snart Skt Jørgens kloster. Meget af dette tildrog sig i Niels Clausens bispetid, og det må være i lyset heraf, man skal se hans udgivervirksomhed og vel også støbeaktiviteten i rådhuskælderen.

Vor figur kan minde om de små emblemer, pilgrimme købte ved kendte valfartssteder som bevis på, at de havde været der, men Århus vides ikke at have været valfartsby. Forklaringen må være en anden, og der er mange muligheder; navnlig fra datidens Holland kendes mængder af mærker og småfigurer i tin/blylegeringer, nogle med religiøse motiver, andre af mere verdslig karakter, helt ned til det pornografiske. Karmelitermunkene, som Clausen støttede med Skt Jørgensskriftet, kan have ønsket sig de små figurer som en slags reklame for deres helgen, og bispen er igen trådt hjælpende til. Rådhuset, som lå tæt ved bispegården, har stillet lokaler til rådighed. (Fig. 5)

Skt Jørgenfremstillinger af lighed med denne er ikke sjældne. Det normale er, at ridderen - som her - står med højt hævet sværd, skrævende ben og under fødderne en lille drage, der bider i hans skjold, men afvigelser forekommer og i detaljerne større forskelle, som dog ikke tilslører, at der må være et fælles forbillede. Hvor dette skal søges, kan ikke siges sikkert, men Lübeck er ikke noget dårligt bud, dér opholdt sig på den tid en kreds af fremragende kunsthåndværkere. En af dem var Bernt Notke, der omkring 1480 leverede Århus Domkirkes prægtigt udskårne altertavle. Blandt dennes talrige figurer finder man også Skt Jørgen i den netop beskrevne positur, dog med samlede ben og uden sværd; det sidste har været der, men er gået tabt. Emblemfiguren virker langt mere levende end Notkes retstående træmand og kan ikke have denne som direkte forlæg, hvilket ellers ville være en nærliggende tanke, men at de to er i familie, kan ingen være i tvivl om.

I det hele taget må man rose den nyfundne figur for dens kunstneriske finhed. Den egenskab plejer ikke at udmærke seriefremstillet billigkram.