Dompejagt

Den forulempede i sagen var tjenestepigen Karen Jensdatter fra Over Dråby i det nordsjællandske Horns Herred. Skønt hun ikke havde lidt direkte fysisk overlast, var hun dog opbragt til kogepunktet over en meget ubehagelig episode, hun havde været udsat for.

Henvendt til retten på Jægerspris fortalte Karen detaljeret om begivenhederne om aftenen den 1. januar 1767. Hun var gået i seng i sit loftskammer hos husmand Mads Nielsen og havde forinden sat krog på døren. Efter at have sovet en tid vågnede hun ved lyden af nogle mænd, som stod uden for døren og hviskede. Karen blev nu lysvågen og hørte i mørket ligesom lyden af en kniv, der blev ført ind mellem dør og karm, idet den lirkede jernkrogen op. I det samme gik døren op, og en stemme sagde hviskende: »Hvor skal jeg gå hen? Jeg er et fremmed menneske, og hvad skal jeg sige til hende, om hun er vågen?«. En anden stemme svarede: »Du skal følge væggen og kisten, og du skal sige, du er hendes kæreste Søren Jyde«. Manden med den første stemme kom nu hen til sengen og spurgte, om han måtte ligge hos hende, hvilket Karen Jensdatter afviste. Men han lagde sig alligevel ind på sengen oven på den dynedækkede pige, for sengen er kun for en person, forklarede hun. Til retten understregede Karen, at hun absolut ikke var nøgen, men i sin særk.

I retsprotokollen hedder det ordret videre: »Og da hun ville vide, hvem den person var, som således lagde sig hos hende og om han var gift eller ugift, hvortil han svarede han var ungkarl og af profession sadelmager og skomager, men til sidst, at han var skomager og kunne sy nye sko, og han havde ikkun været en måned i byen, og han begærede at ligge hos hende og ville trække dynen af hende«. (Fig. 1, fig. 2)

Karen havde nu gjort anskrig, og de to ubudne gæster flygtede hurtigt ud af kammeret. Trods mørket mente hun med sikkerhed at kunne genkende dem som skomagersvendene Hans Ramløse og Petter Poulsen.

Retten fæstede lid til pigens detaljerede forklaring, og sagen gik sin gang. Man havde åbenbart hørt et rygte om, at de to mistænkte omkring gerningstidspunktet var blevet set ved en selskabelighed hos en Niels Væver i byen. Denne blev nu indkaldt som vidne, men kunne umiddelbart kun oplyse, at skomagermester Lars Nielsen og hans to svende Petter Poulsen og Hans Ramløse sammen med flere andre fra byen havde været på besøg i huset hos ham den aften. Han bekræftede, at de to svende havde forladt huset en tid og derefter kom tilbage, men der blev ikke talt om, at de ville drive gæk med Karen Jensdatter.

Herefter blev Niels Vævers kone forhørt, og hun bekræftede sin mands forklaring, idet hun dog tilføjede en vigtig detalje. Hun kunne huske, at da Petter Poulsen og Hans Ramløse vendte tilbage til selskabet, havde deres mester Lars Nielsen med en »latterlig mine« sagt til dem: »Jeg tror, at I har været på dompejagt«. Hun antydede, at Lars Nielsen var på det rene med, at de to havde været ude på en art pigesjov.

De to mistænkte skomagersvende benægtede at have været i tjenestepigens kammer, men Karen sagde til retten, at hun var sikker på at genkende dem på deres stemmer - ikke mindst Petter Poulsen, som havde talt svensk. Hans Ramløse blev nu spurgt af retten, om han og de to andre ville aflægge ed på deres uskyld i sagen. Falsk ed var en alvorlig sag, så sagen strammede til, og Hans Ramløse erklærede nu, at han ikke var videre skyldig eller indblandet i sagen, men at han ganske rigtigt havde været sammen med skomagermester Lars Nielsen og hans svend Petter Poulsen. Det fremgik, at de tre var gået rundt fra hus til hus og blev beværtet efter skik og brug. På et tidspunkt, da de havde talt om at gå hjem hver især, skulle Petter Poulsen pludselig være kommet i tanke om, at hans mester aftenen forinden (nytårsaften) havde sagt til ham, at han kunne komme ind til Karen Jensdatter. Petter Poulsen havde nu bedt Hans Ramløse om at vise sig hen til hendes kammer, hvilket han også gjorde, men Hans benægtede at have gjort andet.

Der skulle flere retsmøder til for at få hele sandheden frem, og man borede særligt i udtrykket »dompejagt«, som Lars Nielsen ifølge væverkonen havde brugt om de to svendes forehavende. Ordet var tydeligvis ukendt for retten på Jægerspris Slot, for i tingbogen blev noteret: »Dette ord dompejagt forstår (rets)forvalteren ej anderledes end som en opfunden frase, der skal betyde ulovlig nattegang«. Lars Nielsen blev nu spurgt direkte, om det ikke nærmest betød »horejagt«. Petter Poulsens mester måtte nu med omsvøb forklare, at han havde fornemmet, at de to havde haft noget uanstændigt for. Derfor havde han brugt udtrykket.

Herefter betragtede retten Lars Nielsen som medskyldig, da han jo havde været klar over de to skomagersvendes hensigt. Tingbogen oplyser, at det er en skærpende omstændighed, at handlingen havde fundet sted under jule- og nytårshelligdagene og dermed måtte henregnes til de usømmelige hedenske julelege, som regeringen gennem længere tid strengt havde forbudt. (Fig. 3)

Petter Poulsen må have følt jorden brænde under sig, så i god forståelse med mester havde han valgt at komme væk i en fart. Lars Nielsen havde endda selv kørt ham »langs stranden«, så han kunne komme over Roskilde Fjord til Frederikssundsiden. Hermed var hovedpersonen i dramaet uden for den lokale rets umiddelbare rækkevidde, og forsvindingsnummeret har uden tvivl passet Lars Nielsen og Hans Ramløse ganske godt. Da dommen endelig faldt 11. juli 1767, klarede Hans Ramløse dog ikke helt frisag. Han blev idømt at stå til »åbenbar skrifte« i kirken; med andre ord skulle han erkende sin brøde i overværelse af menigheden. I dommen anses Petter Poulsen som hovedskyldig, men man frafalder videre retsforfølgelse af ham og hans mester, Lars Nielsen, på grund af mangelfuldt bevismateriale. Man har vel trods alt fundet sagens betydning for ringe til at opspore den bortrejste.

Med et halvt års forsinkelse havde Karen Jensdatter dermed fået æresoprejsning, og retten havde statueret et eksempel.

Den lille sag er et eksempel på, at selv en tjenestepige i stavnsbåndstiden nød retsbeskyttelse, og at hun i dette tilfælde havde tillid til, at retten ville hjælpe hende, da hun følte sig forulempet af en byfælle. Egentlig kunne historien godt slutte her.

Det er dog fristende også at prøve at se på sagen i et andet lys. Som Petter Poulsens navn antyder, var han svensk, og Karen huskede jo tydeligt, at han havde talt svensk til hende, og at han havde fortalt, han kun havde været en måned i byen. Om han var egentlig indvandrer eller blot havde planlagt et mere midlertidigt ophold her i landet, ved vi ikke. (Fig. 4)

Flere læsere har sikkert undret sig over Petters sobre redegørelse om sine håndværksmæssige færdigheder, som blev fremlagt på sengekanten. Han var ikke nogen ussel lappeskomager, men havde fremhævet, at han kunne sy nye sko. Den slags præsentation rimer ikke just med plump, usædelig påtrængenhed.

Som svensker var Petter opvokset i et land med udbredt tradition for såkaldt »nattfrieri«. Skikken var en indgroet del af landdistrikternes ungdomskultur og en af de måder, de unge lærte hinanden at kende på. Den indebar, at de unge mænd gik på natlige besøg hos pigerne i disses kamre. Med pigernes accept lagde de sig hos dem i sengen og snakkede med dem i kortere eller længere tid. Det lå i traditionen, at den unge mand beholdt sit tøj på. Den samme pige kunne i løbet af én måned modtage besøg af flere ungersvende, uden at hun af den grund blev regnet for løs på tråden. På den måde fandt de unge efterhånden frem til én, de nærede særlig sympati for, og forholdet gled så på et tidspunkt over i trolovelse og så videre. Skikken kan med vore dages øjne tage sig mærkværdig ud, men det hører med i billedet, at man nødigt stillede sine følelser offentligt til skue.

Traditionen med nattefrieri levede i Sverige i mange århundreder, uden at det førte til hverken overbefolkning eller moralsk opløsning. I forskellige former fandtes skikken i en del nord- og mellemeuropæiske lande, men ikke i Danmark. Som svensker har Petter nok troet, at man uden de store problemer kunne tage på ærbart nattefrieri i Over Dråby. Vi må tro, at han har spurgt sin mester til råds, og denne har så i et glimt anet muligheden for alle tiders nytårsspøg, hvor Petter i virkeligheden var hovedofferet. Mester fik så sin anden svend, Hans Ramløse, til at være rådgiver og vejviser til Karens kammer. Selve talemåden at gå på dompejagt/dumpejagt (at gå på pigesjov) er et svensk dialekt-udtryk, og det er måske Petter, som indførte ordet i Over Dråby.

Ramløses mærkelige råd, om at Petter skulle sige, han var Karens kæreste Søren Jyde, burde have advaret ham om, at han var på vej ind i en slags kulturfælde. Men da stod han jo allerede ved sengekanten. Havde Karen haft lidt kendskab til broderlandets tradition, havde hun muligvis fået et andet syn på den initiativrige unge svensker, og - hvem ved? - der kunne måske være blevet et lykkeligt par ud af Petter og Karen.