Dompejagt

For et par hundrede år siden var breve og dagbøger ikke det, landhåndværkerne efterlod sig mest af, og endnu mindre er overleveret fra tjenestepigerne. Når man alligevel kan være heldig at få levende glimt af deres hverdag, ja sågar direkte gengivelser af talesproget, hænger det sammen med en bestemt situation, hvor præcise referater var afgørende, nemlig retssagerne. Ved forbrydelser og tvister kom retten dengang som i dag ind i billedet, og i tingbøgerne kan vi læse de afhørte parters og vidners forklaringer om de pågældende forhold. Ved en systematisk gennemgang af retssager fra Jægerspris Birkeret dukkede et lille drama frem fra tingbogens sider: en sag, som sådan set var meget uskyldig, men som alligevel optog både retten og sindene en del.

Af Carsten Hess

Billede

Den forulempede i sagen var tjenestepigen Karen Jensdatter fra Over Dråby i det nordsjællandske Horns Herred. Skønt hun ikke havde lidt direkte fysisk overlast, var hun dog opbragt til kogepunktet over en meget ubehagelig episode, hun havde været udsat for.

Henvendt til retten på Jægerspris fortalte Karen detaljeret om begivenhederne om aftenen den 1. januar 1767. Hun var gået i seng i sit loftskammer hos husmand Mads Nielsen og havde forinden sat krog på døren. Efter at have sovet en tid vågnede hun ved lyden af nogle mænd, som stod uden for døren og hviskede. Karen blev nu lysvågen og hørte i mørket ligesom lyden af en kniv, der blev ført ind mellem dør og karm, idet den lirkede jernkrogen op. I det samme gik døren op, og en stemme sagde hviskende: »Hvor skal jeg gå hen? Jeg er et fremmed menneske, og hvad skal jeg sige til hende, om hun er vågen?«. En anden stemme svarede: »Du skal følge væggen og kisten, og du skal sige, du er hendes kæreste Søren Jyde«. Manden med den første stemme kom nu hen til sengen og spurgte, om han måtte ligge hos hende, hvilket Karen Jensdatter afviste. Men han lagde sig alligevel ind på sengen oven på den dynedækkede pige, for sengen er kun for en person, forklarede hun. Til retten understregede Karen, at hun absolut ikke var nøgen, men i sin særk.

I retsprotokollen hedder det ordret videre: »Og da hun ville vide, hvem den person var, som således lagde sig hos hende og om han var gift eller ugift, hvortil han svarede han var ungkarl og af profession sadelmager og skomager, men til sidst, at han var skomager og kunne sy nye sko, og han havde ikkun været en måned i byen, og han begærede at ligge hos hende og ville trække dynen af hende«. (Fig. 1, fig. 2)

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 1997:1

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.