Dolktids cirkelgrav

Dolktiden, bondestenalderens slutningsafsnit, er vel – måske bortset fra vikingetiden – den af oldtidens perioder, der byder på flest forskellige gravformer, og det skønt mængden af gravfund egentlig ikke er særlig stor i netop denne tid. Ældre tiders dysser og jættestuer blev genbrugt i stor stil, men dolktidsfolkene byggede også selv stengrave, og dertil kommer forskellige slags høj- og fladmarksanlæg. Det er især ved disse sidstnævnte, variationsrigdommen viser sig: i gravdybden, i stensætninger af mærkelige former og i huslignende trækonstruktioner. Jordfæste er det almindelige, men ligbrændingen stikker hovedet frem. Man får indtryk af en religiøs brydningstid: noget gammelt er ved at gå i opløsning, noget nyt er under udvikling – som i vikingetiden. Først med den følgende periode, bronzealderen, falder der igen ro over det danske gravlandskab.

Af Konrad Lambertsen

Det er nærværende artikels ærinde at føje et nyt træk til dette lidt forvirrende billede – og nyt er det i hvert fald: udgravningen, hvis resultat fremlægges, er i skrivende stund netop afsluttet. Som så ofte drejer det sig om et slemt ødelagt anlæg, men det er dog muligt at give en nogenlunde pålidelig forestilling om dets oprindelige skikkelse og art.

En omfartsvej skulle anlægges ved byen Søndersø nordvest for Odense. Ifølge Nationalmuseets sognebeskrivelse har der på strækningen ligget et par oldtidsminder, og selv om de angives sløjfet for mere end 100 år siden, kunne det ikke udelukkes, der var noget af interesse tilbage. Det blev Odense-museet »Fyns Oldtid« betroet at undersøge sagen, en udgravning blev iværksat og rester fundet af en høj (vistnok langhøj) med spor af et større sløjfet stenkammer, muligvis en jættestue. Højen var altså fra stenalderen, men på marken uden for den blev fundet en brandgrav og to jordfæstegrave fra senere oldtidsperioder. Alt sammen meget interessant, men det, der især fangede opmærksomheden, var et fem-seks meter bredt, kredsrundt anlæg tæt ved højtomten, i dennes forlængelse. Om det har hørt til langhøjen eller ligget for sig selv, måske under en selvstændig høj, kunne ikke afgøres.

I overfladelagene lå tre flintdolke, den ene noget beskadiget, og nogle knoglestumper, måske fra ødelagte grave. Lidt dybere fremkom spredte sten og to små sammenbyggede stenkister; i den ene fandtes ubrændte knoglerester af menneske og en flintdolk, i den anden brændte ben, en hjerteformet pilespids og endnu en flintdolk. Kisterne var ganske små, kun 75 X 30 centimeter i indvendigt mål, hvilket er stort nok til en brændtbensdynge, men forekommer noget knebent for en ubrændt person over spædbarnsalderen. Kisterne var ikke gravet ned i eller blot ned til undergrunden, de stod frit i fyld af brunsort muld. Begge grave må efter udstyret tilhøre dolktiden.

Kisterne blev fjernet og udgravningen fortsat nedad, men det, som nu dukkede op, var i en helt anden størrelsesorden, et stort sammenhængende anlæg. Man kan forestille sig det tilblevet på følgende måde: Der er gravet et ca 5,40 meter bredt og nogenlunde cirkelrundt hul gennem muldlaget og omkring 40 cm ned i undergrunden. Det havde flad bund, men let skrånende sider, og disse sidste blev på et tidspunkt belagt med større og mindre sten i pakning af knust flint. Denne stenkrave, som vi kan kalde det, har – især på grund af flinten – været ganske solid, men fandtes nu temmelig ødelagt af senere nedgravninger. De indeholdt jern- og teglstensstumper, som klart daterer dem til nyere tid, og da de fulgte kravens runding, kan man vist gå ud fra, det er stenene, man har været ude efter. De har vel ligget i vejen for markarbejdet. (Fig. 1)