Døden og mosen

Fortiden er virkelig blevet nærværende, men alting har sin begrænsning. Det er med moseligene som med så meget andet i den arkæologiske forskning gået sådan, at undersøgelsen af dem har rejst flere spørgsmål, end den løste. Hvem var disse mennesker og hvordan forklare deres skæbne? Var de simple forbrydere, som her i mosen fik deres æreløse grav, eller var de særligt udvalgte, måske stammens ypperste, der blev skænket guderne som offer? Nye fund kunne muligvis hjælpe på vej med svarene, men moselig er blevet en sjælden vare. Når de i ældre tid blev fundet så forholdsvis talrigt, skyldes det, som nævnt, tørvegravning, og selv i vor energifattige tid kan man næppe forestille sig denne industri genoptaget uden med stort maskineri, der kun i begrænset omfang tillader fund og iagttagelser.

I de seneste år er der trods alt kommet mere materiale, ikke nyfundet, men hentet frem fra Nationalmuseets magasiner og Antropologisk Laboratoriums hylder, hvor det har ligget forholdsvis upåagtet. Heriblandt var et moselig fra Elling ved Silkeborg, som i 1938 blev fundet knap hundrede meter fra det sted, hvor man tolv år senere optog Tollundmanden. Begge blev, som det bør sig, fundet under tørvegravning, og mens Tollundmanden slap nogenlunde helskindet fra processen, blev Ellingliget slemt tilredt – hele forsiden ødelagt – idet man i første omgang troede, det drejede sig om et rådyr, der var gået i mosen. Først da man opdagede, at kadaveret bar et vævet bælte, blev man klar over, der måtte være tale om et menneske. Tilkaldt ekspertise sørgede for udgravning og overførsel til Nationalmuseet, hvor man kunne fastslå, at den døde var indsvøbt i et korthåret skind – det, der gav anledning til rådyrteorien – foruden det omtalte bælte, samt at håret var flettet og sat i frisure. Man tog fotografier, lavede tegninger og notater, og derefter blev fundet lagt på hylden, hvor det har ligget godt og halvglemt, indtil fornyet interesse vågnede.

Trods de mange års opmagasinering var det stadig muligt at foretage en grundig undersøgelse af liget og dets påklædning, og der blev til formålet sammensat et hold, som udover arkæologer bestod af retsmedicineren dr.med. M. Gregersen, røntgenlægerne overlæge Bendt Langfeldt og 1. reservelæge Jørn Raahede samt til undersøgelsen af tænderne retsodontologen professor H. P. Philipsen. Det er om resultaterne heraf og om konsekvenserne for de andre moselig, der i det følgende skal berettes.

Moseliget fra Elling har flere gange kort været omtalt i litteraturen, specielt for sin frisure, og skiftevis som mand og kvinde. At også mænd kunne bære langt hår, snoet og opsat, for eksempel i den såkaldte sveberknude, ved vi fra romerske skildringer og fra andre mosefund, men allerede her var der således et vigtigt spørgsmål at løse. Det havde heller ikke ved optagelsen været muligt nærmere at tidsbestemme fundet, en vanskelighed, der dengang gjaldt alle moseligene, og som nok har været medvirkende til, at den videnskabelige interesse for dem ikke var så overvældende. Den øgedes først, efter at det ved hjælp af kulstof-14 metoden blev muligt at foretage ret nøjagtige dateringer. Den nye undersøgelse indledtes da også med en kulstof-14 analyse, der gav som resultat, at liget var nedlagt i mosen omkring 200 år før Kristi fødsel, altså i den tidlige jernalder. Så var den side af sagen klar. Dødsårsagen kunne lægerne uden større besvær fastslå, idet man på fotografier fra 1938 tydeligt erkendte en »hængningsfure« omkring halsen. Da der oven i købet blandt det tilhørende fundmateriale lå en læderstrikke, hvis bredde svarede til furen, kunne der ikke herske tvivl om drabsmåden (Fig. 1). Den døde var en kvinde på omkring 25-30 år, og på den del af liget, som den hårdhændede fremdragelse havde levnet uskadet, kunne der ikke konstateres andre kvæstelser eller sygdomstegn (Fig. 2, Fig. 3).