Døden bag kirkedøren
Ligbåren er et stykke kirkeinventar, der i dag er næsten helt forsvundet, og bårernes betydning i kirkerummet er derfor ved at gå i glemmebogen. Fra Reformationen og frem til midt i 1800-årene var ligbårerne imidlertid fast inventar i de fleste danske kirker. Mens døbefonten markerede det enkelte sognebarns vej ind i livet, var ligbåren med på den sidste rejse. Det er derfor heller ikke mærkeligt, at den blev opfattet som mere end bare et transportmiddel. Ligbåren var et pædagogisk redskab til forkyndelse og et symbol til brug i den private andagt, på lige linje med andet kirkeinventar.
Af Martin Wangsgaard Jürgensen - Litteratur: Danmarks Kirker, Odense Amt, hefte 30.
Titelbillede: Fangel Kirke set fra sydøst. – Kirkebillederne skyldes Arnold Mikkelsen.
Ligbåren frembyder imidlertid et grundlæggende, tidsmæssigt problem. For det første var bårerne brugsgenstande, som havde en begrænset holdbarhed og dermed løbende blev udskiftet. Samtidig var de relativt pladskrævende, og da de i 1700-årenes slutning begyndte at gå af brug, blev de henvist til kirkelofter, kirkelader og præstegårdenes skure. Som for så meget andet kirkeinventar, der gennem tiden er flyttet ud af kirken, har det betydet, at de hurtigt slet og ret blev betragtet som gammelt skrammel, der kunne kasseres efter behov. Vi står derfor i dag med ganske få ligbårer, og hovedparten af dem stammer fra 1700-årenes begyndelse og tilhører altså den yngste generation af sin art.
Læs alle artikler
Abonnement 275 kr./år Læs denne artikel
20 kr. for 30 dage
Periode: Enevælde (1660 til 1848)
Udgave: Skalk 2016:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
