Dobbeltfund

Et helt utroligt velbevaret pragtsværd fra vikingetiden blev fundet i 1873 ved dræning af den udtørrede Søndersø nær Bjørnsholm og Vitskøl Kloster i Vesthimmerland. Aftægtsmand Mads Bang fandt sværdet, og seminarieforstanderen fra Ranum indsendte det til museet i København. En lårbensknogle af et menneske skal være fundet nærved, men den oplysning er usikker. Sværdet hører til vore fineste våben fra vikingetiden og har ofte været afbildet.

Af Bjarne H. Nielsen og Christian Adamsen - Litt. Julie Lund i Kuml 2004.

Billede

I 1918 blev der i dyndet af Søndersø fundet endnu et pragtsværd, hvis greb dog gik itu ved optagningen. Det blev solgt til en frugthandler i Løgstør, og i 1930 blev det erhvervet af museet i Århus. Den pragtfuldt dekorerede øverste del af sværdgrebet beholdt finderen dog i mange år, før han i 1947 forærede den til museet i Ålborg: Det kom den driftige unge museumsleder P.V. Glob for øre, og i 1951 lykkedes det ham at få knappen overført til Århus, hvor den blev sammenført med resten af sværdet. I modsætning til det første sværd har det andet – helt ufortjent – kun været kort omtalt to gange. Derfor er det på bladets forside.

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 2011:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.