Djævlen fra Fanefjord

At det omtalte billede ligesom kirkens andre kalkmalerier illustrerer en historie, kan der ikke være tvivl om, så det er naturligt i sin søgen efter en forklaring at vende blikket mod samtidens litteratur. I en munter folkebog forfattet først i 1500-årene af den franske digter Rabelais finder vi et spor. I indledningen, hvor han beskriver sin helts fødsel, fortæller han, at man gav heltens moder et så skrækkeligt sammensnerpende middel, »at hun lukkede sig helt et vist sted og dårligt var til at åbne igen, selv om man satte tænderne i, hvilket i sig selv er en skrækkelig tanke. Ganske som djævelen under den hellige Martins messe satte tænderne i pergamentet for at gøre det længere og få plads til alt det, som to muntre tøsebørn sagde, mens han lurede«. – Vi vil her se bort fra heltens og hans moders kvaler og nøjes med at interessere os for det fremførte eksempel, der måske kan indeholde løsningen på gåden fra Fanefjord. Det er ikke umiddelbart forståeligt, men engang var det en del af den almene dannelse ikke blot hos dem, der som Rabelais havde gået i klosterskole, men også velkendt for hans læge læsere i Frankrig og vidt omkring i Europa.