Digterpræstens lod

»Stundom, når jeg har vandret ret ude i den store Alhede, hvor jeg kun har haft den brune lyng omkring mig og den blå himmel over mig; når jeg vankede fjernt fra menneskene og mindesmærkerne om deres puslen hernede … når da mit vidt omsvævende blik i kimingen skimtede et hus, og således ubehageligen standsedes i sin lette flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig denne flyvetanke; thi andet var det dog ikke – det ønske, gid denne menneskevåning var borte!«

Af Peter Pentz