Digteren og rugbrødet

Johannes Buchholtz debuterede som forfatter i 1915 og hørte i en årrække derefter til blandt Danmarks mest læste. Som kulturpersonlighed var han den store inspirator og igangsætter på Struer-egnen. Meget af det, han skabte – således Struer museum – lever stadig. 

Igennem hele Buchholtz’ virke løber en rød tråd af historisk interesse. En stræben efter at gøre fortidens indsigt og erfaring nyttig for nutiden. Det kom ikke mindst til udtryk i hans engagement omkring grovbrødet, og det er ganske interessant, hvordan en gammel bondeopskrift blev til en efterspurgt industriel mærkevare. 

Historien begynder på den lille Limfjordsø Venø. Hos bonden Markus Bjerre, der i første halvdel af dette århundrede boede på gården Sønderskov. Her havde man – som på de fleste gårde – en stor, muret bageovn, hvor der hver måned bagtes rugbrød af halvandet hundrede pund mel. Godt kraftigt rugbrød, som man havde bagt det i generationer. »Dejen æltes af sønner og døtre, hver bagning føles som en fest«, fortæller forfatterinden Karin Michaelis efter et besøg på Limfjordsøen. 

Buchholtz og Bjerre var gode venner og sås ofte. Når Buchholtz havde besøg af digterkolleger, gik udflugten gerne til Venø for at hilse på den navnkundige bonde og se hans veldrevne gård. 

»Min mand interesserede sig så meget for alt gammeldags«, har Buchholtz’ hustru Olga siden fortalt, »hjemmevævet tøj, hjemmebrygget øl og hjemmebagt brød, og når vi enkelte steder hos vore venner på landet fik sådanne hjemmefremstillede ting, var han meget begejstret«. Om grov brødet fortæller Olga Buchholtz: »Hos Markus Bjerre, der jo også holdt stærkt på det gode hjemmelavede, fik vi især noget dejligt, kraftigt rugbrød, og min mand holdt på, at vi også selv måtte kunne fremstille sådan noget. Vi fik lavet et dejnetrug, og hvad der ellers hører til, og vi fik skrevet op, hvordan vi skulle bære os ad – og så tog vi fat. Min mand hjalp med at lægge dejen og sled huden af sine knoer, og så bagte vi, først i gasovn, men det var ikke så godt, for der skal en mængde varme til, senere i en komfurovn, og det gik bedre«. 

Det brød, som nu også blev bagt i Buchholtz’ hus, er utvivlsomt blot en lokal variation af gammeldags, groft bonderugbrød, men det har en helt speciel, lidt syrlig, smag, som tiltaler mange. Markus Bjerres søn Peter har fortalt om rugbrødsbagningen på Sønderskov: »Man tager et dejfad, hvor rester fra tidligere bagning endnu forefindes. Disse rester skal gøre fyldest som surdej til det nye brød. Dog skyller man lige mulige mugdannelser af«. Derpå skolder man rugkernerne, og melet omrøres til en passende konsistens (Fig. 1). Blandingen »dejnes« i dejnekarret og henstår i fem- seks timer. Dejen æltes atter med mel og henstår nogle timer. »Tidligt dagen derpå ildes der med lyng i bryggersovnen. Når de røde mursten i ovnen bliver lyse, har »æ swoth mand« forladt ovnen, og den er klar til brug. Bagningen pågår i tre-fire timer«. – Så vidt Peter Bjerre. Visse detaljer i »opskriften« er nok faldet nogen for brystet. Til deres beroligelse kan tilføjes, at fremstillingen i dag foregår efter alle hygiejnens regler.