Det store krucifiks

Billedskærerarbejdets helt usædvanlige kvalitet i sammenligning med vore øvrige træskulpturer fra 1200-årene har længe stået som en gåde. Om det 56 cm høje relief vides blot, at det har været i museet siden forrige århundrede og skal stamme fra en dansk kirke. Her skal gives et forslag, der sætter det ind i en sammenhæng, og tillige fører os på sporet af et forsvundet krucifiks, der næppe har haft sin lige i Norden.

Vi skal til de malede og forgyldte krucifiksgrupper, der i kirkerne anbragtes ved indgangen til koret som et tegn på Kristi lidelse og triumf; her åbnede Herren og Kongen gennem fornyelsen af sit offer vejen til frelsen. I middelalderens almindelige landsbykirker bestod gruppen normalt kun af selve krucifikset med sidefigurerne Maria og Johannes sørgende under korset. Sådanne opstillinger eller dele af dem kan endnu ses i adskillige danske landsbykirker og på vore museer. Her vil vi imidlertid vende opmærksomheden mod de større og rigere udformninger, arrangementet kunne få i tidens virkelig monumentale kirkebygninger.

Desværre har ikke én eneste af de prægtige franske og engelske katedraler og klosterkirker, der opførtes i 11-1200-årene, bevaret sin gamle triumfkrucifiksgruppe – overalt er den blevet offer for senere århundreders fornyelsestrang eller bevidste billed-ødelæggelse. Kun i Tyskland kan man endnu et par steder danne sig et indtryk af arrangementets udformning i en storkirke.

Man kan opleve det i Bücken og Wechselburg og vel allerbedst i domkirken i Halberstadt, hvor udsmykningen vistnok er anskaffet i forbindelse med en indvielse af kirken i 1220. (Fig. 2). Det mere end fem meter høje kors hænger ned fra hvælvingen i jernkæder og er forneden fæstnet til en svær bjælke, der spænder henved ti meter tværs over kirkerummet. Herpå står sidefigurerne Maria og Johannes; hun træder den slange under fode, der fristede Eva, han står på en konge, der formentlig repræsenterer hedenskabet. Yderligere flankeres korsfæstelsesgruppen af to vældige engle, »serafer« eller de »keruber«, der ifølge skriften skulle stå ved begge sider af nådestolen. Hver af dem har fire gyldne vinger og står på et af de hjul, der var »som funklende krysolit« (ædelsten). Blandt bærebjælkens billeder er et relief af særlig interesse for os; det viser kvinderne, der ved Kristi tomme grav modtages af Herrens engel. Denne scene er anbragt på bjælkens bagside lige under korset som en foregribelse og understregning af opstandelsesunderet og fuldbyrdelsen af triumfen over døden og djævelen. Samme raffinerede anvendelse af dette motiv finder vi på en anden mægtig krucifiksgruppe, i klosterkirken i Bücken ved Weserfloden, hvor relieffet har en endnu mere fremtrædende placering nederst på selve korset.