
Det skal nok blive til et museum
Nationalmuseets direktør Sophus Müller definerede for 80 år siden begrebet museum, som et sted hvor genstande samles for at bevares og udstilles for at studeres og forstås. Denne definition har stadig gyldighed.
Af Elise Thorvildsen

Mens »museum« i folkeviddet har klang af gamle ben og skårede potter begravet i støv og spindelvæv, er det i virkeligheden en levende organisme, som i sin udstilling og sin formidling afspejler sin egen tids tanker og samfund. – Det hænder, at et museum afgår ved døden, fordi forudsætningerne for dets liv er borte, så opløses det eller mumificeres, eller dets brugbare dele transplanteres til levende museer. Men i museumshistorien bevares det, som det var, da det levede og var i pagt med sin tid.
Museer, hvor genstandene udstilles for at studeres og forstås, opstod for fem -seks hundrede år siden hos videnskabsdyrkere i renæssancens Europa. Det hjemlige eksempel er Museum Wormianum, Danmarks første museum, skabt af lægen professor Ole Worm og indrettet i hans bolig i Store Kannikestræde ikke langt fra Københavns universitet, hvor han virkede. Selvom Ole Worms museum opløstes ved hans død, kender vi det så godt fra det store katalog, han udarbejdede over sin samling og som lå færdigtrykt i 1655, året efter hans død.
Katalogets titelkobber viser udstillingen i Museum Wormianum. Som et
ægte renæssance-museum spænder det vidt i sit indhold. Disse museer var først og fremmest naturaliekabinetter, samlinger af udstoppede dyr, pressede planter, forsteninger og andre naturmærkværdigheder, men rummede også meget andet: oldsager, etnografica, manuskripter og trykte bøger. Det var en samling af det kildemateriale, som var den nye videnskabelige metodes våben i opgøret med middelalderkirkens håndfaste greb om videnskaberne. Ole Worms samling var tilvejebragt på hans rejser og gennem hans forbindelser med andre videnskabsmænd rundt om i Europa og var ordnet efter naturvidenskabelige principper. Tingene i dette museum, sammenholdt med Worms værker og brevvekslinger, fortæller om de nye ideer, som trængte frem i universitetskredsene i hans samtid. Mens man tidligere ukritisk havde bygget videnskaberne på oldtidens forfattere, blev nu egne iagttagelser det videnskabelige arbejdes grundlag. Udover at bruge sin samling i egne studier anvendte Worm den i sin undervisning af studenterne og desuden var museet åbent for interesserede folk. (Fig. 1)
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Renæssance (1536 til 1659)
Udgave: Skalk 1977:5
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Rejsekammeraten

Hellekister

Gamle grave og ny teknik

Gensyn

