Det sjette bud

At barnet var resultat af en uægteskabelig forbindelse, betvivlede ingen, og et sådant løsagtigt forhold var i sig selv en grov overtrædelse af datidens moralkodeks. Forseelser af den art straffedes, hvis de blev opdaget, med bøder, og de skyldige måtte stå offentligt skrifte, det vil sige bekende deres synder for den samlede menighed. For en ugift, gravid kvinde var det sidste det værste. Alene tanken om de ivrigt lyttende borgerfolk, som fyldte bænkeraderne, mens øjnene lyste af forargelse, skadefryd eller måske blot af nysgerrighed, har gjort tiden før fødslen pinefuld. Mangen ung pige valgte derfor at skjule sit svangerskab og ombringe barnet straks efter fødslen, måske med barnefaderens hjælp. Men det var en farlig udvej. Her gjaldt: liv for liv.

I den aktuelle sag måtte synderen være en af Sæbys unge piger, og disse blev derfor den 13. juli kaldt sammen på rådhuset. Her ventede fjorten af byens velanskrevne kvinder, således en rådmandskone og en kommende borgmesterfrue. Også jordemoderen Anna Pedersdatter var til stede og må betragtes som hovedpersonen.

Den ene pige efter den anden blev undersøgt for mælk i brysterne, men uden resultat. Alligevel tøvede de forsamlede borgerkoner ikke med at udpege Anne Andersdatter som værende den skyldige. Ganske vist havde de ikke fået resultat af »malkningen«, men der var andre tegn på, at Anne havde været gennem en fødsel.

Den anklagede benægtede under ed at være moder til det dræbte spædbarn. Hendes legemlige tilstand havde intet med fødsel at gøre, men skyldtes onde mennesker, der forfulgte hende med hekseri. For at bevise sin uskyld bad hun om at måtte lægge hånd på liget – var hun skyldig, skulle Gud nok vise det ved et tegn. Det fik hun ikke lov til, sagen gik til bytinget i Sæby og fortsatte ved landstinget i Viborg.

Her måtte den anklagede igen lade sig undersøge, denne gang af jordemoderen og nogle andre kvinder fra Viborg. Også de fandt tydelige tegn på, at fødsel havde fundet sted, og Sæbykonernes »kendelse« kom altså til at stå ved magt. Det betød dog ikke, at Anne dermed var fundet skyldig i mordet på spædbarnet, kun at man var sikker på, hun havde født. Desværre kender vi ikke sagens endelige udfald, da akterne ikke længere eksisterer. Man må dog betvivle, at landsdommerne på det foreliggende grundlag har kendt Anne skyldig i barnemord (fig. 1).