Det gamle Ladoga

Et af de steder, hvor kultursammenstødet mellem øst og vest har sat sig de kraftigste spor, er Staraja Ladoga, ikke langt fra Leningrad. I denne by, som i vikingetiden var en driftig handelsstad, er der gennem en årrække foretaget store udgravninger. Fra lederen af disse, den russiske arkæolog dr. A. N. Kirpitjnikov, har vi modtaget nedenstående artikel.

Staraja Ladoga (Det gamle Ladoga) er nu en lille landsby i Leningraddistriktet, strækkende sig over et par kilometer langs floden Volkhov. En borg af sten, kernen i den gamle by, ligger i landsbyens centrum på et næs, som dannes af floderne Ladoga og Volkhov; den er grundlagt i slutningen af 800-årene og har fungeret til 1600-tallet. Herfra breder huse, haver og klostre sig langs vejene og floderne – ligesom i gamle dage. En af vejene, som er mange århundreder gammel, hedder den dag i dag Varægervej.

Her føler man, at den russiske histories tolv århundreder er nærværende. I selve landsbyen og i dens udkant er der stadig flere end 150 arkitektoniske og arkæologiske mindesmærker, som har national og almeneuropæisk betydning. Det er fæstningsværkernes mure og tårne, kirker, klostre, klokketårne, huse, husholdningsbygninger, gravpladser, bopladser og forfaldne forsvarsanlæg. Ved indfaldsvejene er der gamle bebyggelser, krat og gravhøje i en tilstand så oprindelig, som man sjældent ser. En af højene knytter legenden til fyrst Oleg, der forenede det nordlige og det sydlige Rus. I 1984 blev Ladogaområdet fredet af historisk-arkitektoniske og arkæologiske grunde.

I 1899 kom maleren og humanisten Nikolaj Rerikh til Staraja Ladoga. Han kom nordfra, og alt, hvad han så, overraskede ham – derom har han skrevet i artiklen »På vejen fra varægerne til grækerne«.

»Vi kommer op ad en bakke og ser et af de smukkeste russiske landskaber foran os. Den gråbrune Volkhov flyder med hvirvlende vande og strømmens lyse skumhale i midten; langs de høje bredder ligger gravhøje som på vagt og ikke tilfældigt, men i en lige række, den ene smukkere end den anden. Bag en gravhøj stritter en hvid Ivan- kirke med fem grønne kupler frem, halvt dækket af en sort pløjet bakke. Længere fremme ser man forfaldne grå og gullige konstruktioner i en forstadsagtig bebyggelse, som veksler med kirkernes hvide figurer. Langt henne skinner en kuppel, så noget, der ligner et gærde, et eller andet glimter hvidt, og bag det hele er der en mørkegrøn skov – mest nåleskov; imellem gran- og fyrretræernes silhuetter titter gravhøjene frem. Overalt er der foregået noget, hver plet er fuld af fortid. Der er historisk stemning«. – Man kan stadig finde den bakke, den henrevne maler stod på, og udsigten over Staraja Ladoga har næsten ikke forandret sig. Heldigvis! (fig. 1).