Det bugter sig

Det drejer sig om en serie små akvareller med motiver fra Nordsjælland – flere fra Søllerødegnen – hvoraf nogle har franske undertekster og er dateret år 1800. De udstråler en smittende glæde over det sjællandske sommerlandskab, og farverne er lige så friske og klare, som den dag de blev sat på papiret. Dette skyldes, at de altid har haft plads i deres mapper og kun af og til er hentet frem i dagens lys for at blive beundret i familiens kreds. En anden mappe indeholdt nogle blyantstegninger fra Danmark, Sverige og England, samt en rejsebeskrivelse fra England skrevet på fransk i 1786 og signeret »Drevon«.

De små kunstværker egner sig forbløffende godt til at illustrere den nye opfattelse af landskabet og dets skønhedsværdier, som i disse år vandt indpas. En interesse, som fulgte med den romantiske bølge, der op mod år 1800 gik over Europa, hvor overklassen var træt af stive ceremonier og – blandt andet påvirket af den franske filosof Rousseau – længtes efter et friere og mere oprindeligt liv i pagt med naturen. Samtidig kommer vi på tæt hold af nogle mennesker fra de kredse herhjemme, som i særlig grad var i stand til at modtage og viderebringe påvirkninger fra tidens europæiske åndsretninger og deraf følgende ændringer i stil, smag og interesser.

Det var især maleriet og havekunsten, der kom til at præge ideerne om, hvad der er smukt og attraktivt ved et landskab – og gør det den dag i dag. Den lille samling nordsjællandske landskabsbilleder og rejseberetningen med Drevons tegninger og beskrivelser af engelske parker i romantisk stil kan derfor fortælle os en del om baggrunden for vor egen natur- og landskabsopfattelse.

Familien de Jonquiéres, der ejede Folehavegård ved Hørsholm fra 1798 til 1821, er en gammel adelig huguenot-slægt, som i slutningen af 1600-årene, da protestanterne forfulgtes i det katolske Frankrig, var søgt til Holland. Efter de franske revolutionshæres indtrængen i Nederlandene i 1790’erne blev forholdene imidlertid også her så usikre, at familien igen måtte begive sig på rejse. Paulin Philippe Henri de Dompierre de Jonquiéres (1744-1821), der havde haft et højt embede hos prinsen af Oranien, søgte til Danmark med sin hustru og deres tre voksne sønner. Hustruen Cecile var søster til storkøbmanden Frederic de Coninck, der havde slået sig ned i København allerede 1763, da han var ganske ung.

Frederic de Conincks skæbne mindede i mangt og meget om svogerens. Han kom fra en rig flamsk købmandsslægt, også han og hans familie var protestanter. De stammede oprindeligt fra Antwerpen, men måtte på grund af deres tro flytte bort, først til Frankrig og i slutningen af 1600-årene videre til Holland. I København var de Coninck i løbet af få år blevet en af Danmarks mest velhavende og indflydelsesrige mænd. Han havde tjent formuer ved handel på Østen og havde selv en stor handelsflåde. Nu lovede han at hjælpe sin søsters familie i gang i Danmark, og foråret 1798 begav de sig hertil den lange vej med heste og vogn op gennem Slesvig og Jylland over Lillebælt til Fyn og videre over Sjælland til København. En junieftermiddag blev de modtaget på Dronninggård, de Conincks pragtfulde landsted ved Furesøen, hvor man netop den dag havde selskab for hele det diplomatiske korps. Her har man uden tvivl beundret den moderne park i romantisk, engelsk landskabsstil, som de Coninck havde anlagt, hjulpet af vennen, den flamske oberst de Drevon, ritmester hos prinsen af Oranien. Det er den Drevon, vi allerede er stødt på i forbindelse med indholdet af vore mapper.

De Jonquiéres boede på Dronninggård nogen tid, indtil de i august måned fandt sig en passende bolig på Folehavegård, dengang kaldet Fuglehavegård. (Fig. 1) Her tog forældrene ophold hele året. Faderen omstillede sig fra sin embedskarriere og satte sig ind i landbrugsdrift. Han blev en foregangsmand på egnen med hensyn til jordbrug, støttet af den yngste søn, Frederic Anne, som blev boende hos forældrene.