Det bjerg, der kaldes Gamle Lybæk

Lybæk ligger ved Travefloden, men som så mange byer har den flyttet sig – forgængeren, Gamle Lybæk, var placeret en milsvej nærmere flodmundingen. Af den fordums herlighed er idag kun levnet en halvt sløjfet ringvold på spidsen af et øde næs, men dette fortidsminde – resterne af byens engang mægtige borg – har siden midten af forrige århundrede bestandig tiltrukket sig forskernes opmærksomhed. Også danske arkæologer har været indblandet; de har i de senere år flere gange haft lejlighed til at sætte spaden i jorden syd for grænsen, og Gamle Lybæk var et af stederne. Vigtige, hidtil ukendte sider af byens historie kom herved for dagen.

Gamle Lybæks historie er ellers usædvanlig veldokumenteret, den kan følges i de skriftlige kilder fra ca 1050 og frem til 1138, hvor byen lægges øde med flytningen til følge (Fig. 1). »Slaverlandets hovedstad« kaldes den i et aktstykke og med god grund, for slaviske folkeslag af østlig oprindelse havde på det tidspunkt sat sig fast langs den sydlige Østersøkyst. Fra Rygen kender vi venderne, der som bekendt skaffede Danmark en del bryderier, men dette folkenavn var i virkeligheden fællesbetegnelse for en lang række stammer – blandt disse var abodriterne, der boede vestpå i et område, hvis udstrækning er noget uklar, men som i hvert fald omfattede Lybæk. De var vandret ind næsten et halvt årtusinde tidligere, og som tiden gik, blev situationen spændt, tyskerne begyndte at blive nærgående. En initiativrig fyrste, Godskalk, forsøgte ved midten af 1000-årene at tømre en slavisk stat sammen, og i begyndelsen af det følgende århundrede fortsatte hans søn Henrik disse bestræbelser. Med ringe held! Sammenholdet mellem stammerne var for svagt.