Det berygtede hus

I den omtalte ejendom på hjørnet mellem Torvet og Nørregade boede i begyndelsen af 1600-tallet, altså et halvt hundrede år før skattenedlæggelsen, købmand Hans Bartskær sammen med hustruen Anne Pedersdatter, deres børn og øvrige husstand. »Huskorset« begyndte som en besættelse af en halvvoksen plejesøn; han fik krampeanfald, så syner og teede sig højst ejendommeligt: »Og blev han hasteligen henrykt fra bordet hen udi gården og blev opdragen halvanden alen fra jorden. Og hængte så i vejret med oprakte arme, åbne øjne og sammenknyttet mund. Hans hage sprang op og ned, ligesom han skulle have mistet den. Vi tog på begge hans ben og aksler og drog af største magt og ville have ham til jorden, men vi kunne dog ikke rokke ham nogensteds«. Snart spøger det overalt i huset, den onde ånd skåner ingen, selv familiens hund kyles frem og tilbage i stuen af usynlige hænder. Men det bliver værre endnu: købmanden rammes af sygdom, skranter en tid og dør. Tilbage sidder Anne med sine små børn og utøjet, der driver sit spil endnu et par år, skønt præsten undertiden kommer og taler det onde hårdt til. Fænomenerne, der af en rationalistisk eftertid er blevet forklaret som udslag af hysteri, blev af datiden tilskrevet heksene, og dem var der åbenbart mange af i Køge. Huskorset med forspil og et par sideløbende sager bragte ikke mindre end femten kvinder på bålet.

Når Køge huskors er blevet så berømt, skyldes det en redegørelse om sagen, som rektoren for Herlufsholm skole, Johan Brunsmand, mange år senere lod trykke, og som i tidens løb er kommet i talrige udgaver. Hans kronvidne var sagens kvindelige hovedperson Anne Pedersdatter, hvis egenhændigt nedskrevne beretning indgår i skriftet, men også andre har givet bidrag, blandt dem en vis Jacob Pomeyer, »hvis velvillighed til at meddele, hvad ham bevist var, jeg for mange stykker i denne beretning har at takke«. Nogen førstehånds kilde var Pomeyer nu ikke, men han havde i sin ungdom tjent Anne Pedersdatter og hendes anden mand – hun giftede sig nemlig igen – og selv om det var efter huskorsets tid, er det rimeligt nok, at han, som rektor Brunsmand udtrykker det, »ved meget af denne handel at sige« (Fig. 2). I bogens forord har Pomeyer, der var rådmand, sammen med byens to borgmestre bekræftet beretningens sandfærdighed med sin underskrift.