Det badende København

I tidsskriftet Sundhedsblade kunne man 1785 læse en omtale af Københavns første offentlige søbadeanstalt, der lå ved Øresundskysten lige nord for Kastellet. Forfatteren til artiklen var lægen J.C. Tode, som i høje toner lovpriste ejeren, skibsbygger Lars Larsen, der af egen lomme havde bekostet etablissementet. Larsen dyrkede tidens interesse for kropskultur, der havde sit udspring i de franske oplysningsfilosoffers stræben mod at genfinde den tabte natur, hvor mennesket kunne blive helbredt for den åndelige kulturs ødelæggelse. I særlig grad blev frisk havvand anset for at være helsebringende for adskillige legemlige og psykiske sygdomme. Der fandtes bademuligheder omkring København allerede før Larsen åbnede sin anstalt. Kalveboderne og Øresundskysten nord og syd for byen gav gode muligheder for badning fra åben strand, hvis man da ikke – som mange gjorde – benyttede selve havnen. (Fig. 1)

Af B. Westerbeek Dahl

Den nyopførte søbadeanstalt bestod af simple træhuse, der stod på pæle så langt ud i vandet, at man kunne få en passende dybde, og de lignede mange af de private badehuse, der endnu i vore dage ligger langs kysterne. Lars Larsens anstalt var åben for alle, hvilket vil sige alle mænd, men det er et udtryk for tidens strømninger, at Tode anbefalede at oprette en badeanstalt for kvinder. Det blev imidlertid ved tanken. Det var ikke gratis at benytte badehusene, men indtægterne skulle først og fremmest dække udgifterne til den »opvarter«, Larsen havde ansat til at holde opsyn. Efter nogle år ved Kastellet flyttede badeanstalten til Christianshavn ved Langebro, hvor der var frisk vand fra Kalveboderne, og den gode beliggenhed har nok fremmet besøgstallet. Her kunne husene ikke stå på pæle, så de blev placeret på store flåder.

I 1801 overdrog Lars Larsen anstalten, som da bestod af tre flåder med i alt ti kamre, til Københavns Fattigvæsen. Efter en mindre renovering blev badehusene forpagtet til bommanden ved Langebro, J.D. Kjær, der i de følgende år fungerede som badeforpagter. Stedets inventar bestod da af fire dryppemaskiner af blik, altså en slags brusebade, seks stole med Fattigvæsenets navn på betrækket, fire kamme, fire støvleknægte, fire børster og fire spejle. (Fig. 2)