Det badende København

Den nyopførte søbadeanstalt bestod af simple træhuse, der stod på pæle så langt ud i vandet, at man kunne få en passende dybde, og de lignede mange af de private badehuse, der endnu i vore dage ligger langs kysterne. Lars Larsens anstalt var åben for alle, hvilket vil sige alle mænd, men det er et udtryk for tidens strømninger, at Tode anbefalede at oprette en badeanstalt for kvinder. Det blev imidlertid ved tanken. Det var ikke gratis at benytte badehusene, men indtægterne skulle først og fremmest dække udgifterne til den »opvarter«, Larsen havde ansat til at holde opsyn. Efter nogle år ved Kastellet flyttede badeanstalten til Christianshavn ved Langebro, hvor der var frisk vand fra Kalveboderne, og den gode beliggenhed har nok fremmet besøgstallet. Her kunne husene ikke stå på pæle, så de blev placeret på store flåder.

I 1801 overdrog Lars Larsen anstalten, som da bestod af tre flåder med i alt ti kamre, til Københavns Fattigvæsen. Efter en mindre renovering blev badehusene forpagtet til bommanden ved Langebro, J.D. Kjær, der i de følgende år fungerede som badeforpagter. Stedets inventar bestod da af fire dryppemaskiner af blik, altså en slags brusebade, seks stole med Fattigvæsenets navn på betrækket, fire kamme, fire støvleknægte, fire børster og fire spejle. (Fig. 2)

Selv om driften af anstalten var en god forretning, valgte Fattigvæsenet i 1805 alligevel at sælge badehusene på auktion. Køberen blev arkitekt Andreas Kirkerup, der ønskede at bruge tømmeret, men da Kjær bønfaldt ham om at kunne fortsætte af hensyn til sin hustru og sine fem børn, fik badeanstalten lov til at fungere som hidtil. Efter Kirkerups død i 1810 overgik »ejerskabet« til Kjær. Det virker som om, at det egentlige ejerforhold var gået i glemmebogen. Da Kjærs efterfølger som bom- og badeforpagter døde i 1834, blev Fattigdirektionen spurgt, om den havde interesser i sagen. Efter lidt graven i arkiverne skete der det overraskende, at selv om man ikke havde fået forpagtningsafgift siden 1805, altså i 29 år, vedkendte man sig pludselig ejerskabet og solgte for anden gang badehusene på auktion. Køberen var denne gang storkøbmanden Jacob Holm, der ophuggede de nu 50 år gamle og udtjente badeflåder. Lars Larsens gamle badeanstalt havde i de fleste af sine leveår et ret dårligt ry: Flåderne blev ikke ordentligt vedligeholdt, og anstalten blev hyppigt kritiseret for at være beskidt. Dens tilknytning til Fattigvæsenet var vel næppe heller den bedste anbefaling overfor de besøgende. (Fig. 3)

Da interessen for badning vitterlig var stor, er det ikke overraskende, at forskellige læger og andre flere gange ansøgte om privilegium til at drive en offentlig søbadeanstalt i København. Efter flere forsøg lykkedes det i 1825 for et interessentskab at etablere en badeanstalt, som kunne opfylde det bedre borgerskabs behov. For 6500 rigsdaler købte man en gammel sukkerfabrik ved Langebro på Sjællandssiden af havnen. Foretagendet, der fik navnet Rysensteen efter en nærved liggende bastion i hovedstadens befæstningssystem, blev indrettet med indendørs bade, omklædningsrum, restaurant med have og med værelser til udlejning, samt badeflåder i havnebassinet. Desuden kunne man tilbyde de badeglade københavnere levering af »søbade ud af huset« som erstatning for deres eget ferske vand, der blev pumpet ind til byen fra omegnens søer og som var af yderst tvivlsom kvalitet. Selv om det var dyrt at benytte Rysensteen i de første år, strømmede københavnerne til, og badeanstalten var i sine første årtier en stor succes. Tilmed blev den drevet professionelt og originalt: Haven blev udvidet, man fik lov til at anlægge en spadseresti på indersiden af voldgraven helt fra Vesterport, og efter Tivolis åbning 1843 kunne man endda sejle i gondol fra forlystelseshaven til Rysensteen.

Badeanstalten er flere gange omtalt i litteraturen. Johan Ludvig Heiberg, Christian Richard og Meir Goldschmidt kendte stedet og har vel selv badet der. Da den senere tyske rigskansler Otto von Bismarck 1855 besøgte København, var hans første gøremål at tage sig en svømmetur fra en af flåderne og derefter spise hummer i badeanstaltens restaurant. Også Brasiliens kejser Pedro 2. havde benyttet anstalten under et besøg i Danmark 1847.

Den centrale skikkelse i den danske søbadnings historie er gymnastikpædagogen Vivat Victorius Fridericus Franciscus Nachtegall, der trods sit navn var født i København 1777. Som knap 20-årig var han blevet interesseret i samtidens tyske gymnastikteorier, og han så det som sin opgave at gennemføre en organiseret gymnastikundervisning i Danmark. Her var svømning et vigtigt element. Nachtegall publicerede talrige artikler og flere bøger om sin virksomhed. Af hans mere kuriøse bøger er en lærebog i svømning, beregnet til selvundervisning på en stol eller et spisestuebord. (Fig. 4)

Nachtegalls arbejde vandt tidligt gehør hos kronprins Frederik (den senere Frederik 6.), der støttede ham, så han i 1804 kunne etablere et gymnastikinstitut. Det lå fra 1808 i en ejendom på Østerbrogade lige ved Sortedamssøen, og her indrettede Nachtegall i haven et svømmebassin, der vistnok er Danmarks første »swimmingpool«. Det blev først og fremmest benyttet af skolelærere og underofficerer fra Københavns garnison, der hos Nachtegall skulle blive, så øvede, at de selv kunne undervise, så deres færdigheder nåede ud til en større kreds. (Fig. 5)

Nachtegall fik i 1818 udvirket en kongelig ordre til at indrette svømmeundervisning i samtlige garnisonsbyer: I København betød det, åt byen fik en ny søbadeanstalt, denne gang i et af havnebassinerne ved Gammelholm. Den blev bygget af Orlogsværftet, og Den militære Svømmeskole blev i de følgende årtier byens største badeanstalt. Frederik 6. var levende interesseret i undervisningen og besøgte årligt badeanstalten for at se resultaterne og uddele pengepræmier til de bedste. Svømmeskolen var først og fremmest beregnet for garnisonen, men blev også benyttet af byens civile skoler og af embedsmænd og studerende. Også almindelige borgere kunne opnå tilladelse til at benytte den: I 1838 fik en urtekræmmersvend, der lige var gået ud af Efterslægtsselskabets Skole et adgangstegn. Han havde været ivrig svømmer, men da han nu som læredreng ikke havde råd til at benytte Rysensteen, fik han kongelig tilladelse til at fortsætte sine idrætslige udfoldelser i Den militære Svømmeskole.

Også mere kendte folk, der nok kunne betale, ønskede at bade her: H.C. Andersen fik 1838 således lov til at benytte anstalten to gange ugentlig. Eventyrdigteren var meget optaget af svømning og undlod aldrig et frisk strandbad, når lejlighed bød sig. En særlig begunstigelse var det at få tilladelse til at bade fra landkadetternes flåde, der var bedre udstyret end de øvrige flåder. Herfra badede også prins Ferdinand og hans nevø prins Frederik Christian, den senere Frederik 7. I lange perioder lå der i havnen desuden en svømmeflåde til privat brug for kongehuset.

I en instruks for de militære underofficersskoler fra 1805 havde Nachtegall skitseret sine pædagogiske principper: Formålet med svømmeundervisningen var at lære eleverne, hvorledes deres legemer reagerede i vandet, så de kunne redde sig selv og andre. Nachtegall indførte en række forsigtighedsregler ved undervisningen: Soldaterne måtte ikke gå i vandet, mens de endnu var svedige efter marchen til badeanstalten, og i pauser skulle de havde kapper på for ikke at blive kolde. Der måtte kun bades, når vandet var over 18 grader varmt og luften 15 grader, og badetiden var begrænset til 10-12 minutter. Endvidere skulle badningen overvåges af en livredder. Et humant træk er det også, at Nachtegall ikke ønskede at tvinge nogen til at svømme, men forsøgte at få sine elever til at vænne sig til vandet ved almindelig badning, hvis de var bange for selve svømmeøvelserne. Tilsyneladende blev alle forsigtighedsregler nøje overholdt, og Nachtegall kunne i 1830 glæde sig over, at ingen var druknet ved de foregående tolv års svømmeøvelser.

1825 forsøgte man at indføre obligatoriske svømmebukser, angiveligt af hensyn til den forbisejlende trafik i havnen, og store mængder af lærredsbenklæder blev leveret fra Det militære Klædeoplag til dette formål. Alligevel blev der givet kontraordre året efter, fordi læger havde påvist en smittefare, hvis flere forskellige personer benyttede de samme badebukser, og et par til hver svømmer var der ikke råd til. Så måtte alle hellere bade nøgne som hidtil. Nachtegall eksperimenterede også med svømmerekvisitter: I 1820’ernes slutning afprøvede han korkbælter med et godt resultat. Senere undersøgte man, om oppustede hestetarme var bedre, men uheldigvis punkterede de let, og de gik hurtigt i forrådnelse, så det forsøg blev snart indstillet. Også med fjer forsøgte man sig, i øvrigt med et overraskende godt resultat, men gode fjer var dyre, og man holdt sig fremover til kork.

Den militære Svømmeskole var som omtalt indrettet for soldaterne, der skulle foretage forskellige øvelser i vandet. Således skulle de svømme med fuld udrustning og foretage skydeøvelser i vandet. Desuden havde skolen en udstoppet menneskefigur, der blev benyttet til øvelser i bjergning. Den beredne del af Den kongelige Livgarde blev undervist i den noget specielle færdighed at svømme til hest, hvilket foregik fra stranden nord for Kastellet.

Resultaterne af Nachtegalls indsats gjorde svømning til en alment udbredt færdighed, som københavnerne tog til sig med stor entusiasme. I 1840’erne oprettedes derfor nord for Kastellet to nye private badeanstalter, der trods afstanden fra byen blev meget populære. Den ene blev i 1850’erne overtaget af hovmester C.W. Engelbrecht, der drev den frem til en af byens førende anstalter. Da Marinen i 1867 koncentrerede sine aktiviteter på Holmen og helt rømmede Gammelholm med den militære badeanstalt, fik Engelbrecht entreprisen på at opføre og drive en ny, som opførtes ved siden af hans egen private anstalt.

I 1859 var der åbnet en ny badeanstalt i havnen, da skibstømrermester E.P. Bonnesen fik tilladelse til at oprette en sådan i et hjørne af Flådens Leje. Den lå på pontoner i vandet, og offentligheden måtte ros ud til den. Helt i overensstemmelse med sin beliggenhed på vandet hed den »Venedig«. Den blev så godt besøgt, at Bonnesen allerede året efter åbningen udvidede med en afdeling for kvinder. Stedet var imidlertid ikke heldigt valgt, og det vakte kritik, at havnens dampfærge passerede så tæt forbi, at kvindelige passagerer kunne risikere at se »upåklædte mandfolk spankulere på flåderne«. Havnefærgen fik derfor ordre til at sejle i en noget større afstand fra flåderne. Om problemet blev løst, vides ikke, men der klagedes ikke mere. (Fig. 6, fig. 7)

Værre var det med vandets beskaffenhed: Netop i disse år kloakeredes den indre by på en sådan måde, at kloakindholdet blev tømt ud i havnen. Vandet havde næppe været godt tidligere, men nu blev det rent galt. Badeanstalten kunne man imidlertid ikke undvære, og i 1861 blev det foreslået at flytte ud til Lynettefortet, lige ud for indsejlingen til havnen. Man påtænkte at kalde stedet »Lido«, og færgetrafikken skulle - i tråd med det eksotiske navn - besørges af dampdrevne gondoler fra Toldboden. »Lido« blev dog ikke til noget, og i 1860’erne blev »Venedig« flyttet ud til Kalvebodernes rene vand.

Alle disse søbadeanstalter var private, som man skulle betale for at benytte, men allerede i 1850 havde Københavns Kommune åbnet en badeanstalt for uformuende ved Christianshavn, omtrent ud for Langebro. Anstalten var lagt yderst beskedent an, men blev alligevel velbesøgt. Kommunen ønskede, at også fattige, der ikke havde råd til at benytte »Rysensteen«, kunne bade, men den benyttede også snart anstalten til svømmeundervisning for almueskolernes drengeklasser. Her havde man tidligere benyttet Den militære Svømmeskole på Gammelholm, men da den blev nedlagt i 1867, blev undervisningen henvist til den nye anstalt på Christianshavn. Også her kun med adgang for hankønsvæsener.

Til pigeskolerne var der i 1849 blevet bygget et badehus af træ i havnen ud for Amaliegade, hvor det imidlertid blot lå i et årti. Når Københavns Kommune i det hele taget involverede sig i driften, skyldtes det, at man var meget opmærksom på hygiejnens betydning for borgernes sundhed. Allerede før koleraepidemien i 1853 forsøgte man at afværge de værste følger af at have 135.000 mennesker stuvet sammen inden for byens volde med forslag om anlæg af et moderne vandværk og et kloaksystem.

I 1870’erne blev der stillet forslag om, at kommunen Også drev en badeanstalt for kvinder. Trods store betænkeligheder blev den lagt kun ca 100 meter fra »mandfolkeanstalten« på Christianshavn, godt sikret mod nysgerrige blikke ved opstilling af en skærm, og også i vandet var der lagt forhindringer for indtrængen. Det var gratis at benytte badeanstalten, og den badende fik udleveret et håndklæde til låns uden beregning. Til gengæld kostede det 2 øre at leje en badehætte, og for 4 øre kunne man disponere over en kommunal badedragt.

Med udgangen af sæsonen 1886 lukkede de to kommunale badeanstalter, da arealet mellem Christianshavns Vold og Amager skulle fyldes op. De følgende femten år var en turbulent tid, da øvrige opfyldninger rundt om i havnen gjorde det vanskeligt at placere anstalterne hensigtsmæssigt. Da Rysensteen lukkede i 1893, var der kun et par små badeanstalter tilbage ved Øresundskysten nord og syd for byen.

Ikke mindst af sundhedsmæssige grunde var dette uholdbart, men først i 1902 normaliseredes forholdene, da kommunen åbnede en ny stor badeanstalt i Gasværkshavnen. Det var altså midt i havnen, som det igen var blevet muligt at bade i efter gennemførelsen af en stor kloakplan, hvor tværgående kloakker opsamlede de gamle kloakkers indhold, der herefter pumpedes langt ud i Øresund. Det forbedrede vandkvaliteten i havnen mærkbart.

Badeanstalten i Gasværkshavnen kom til at fungere i godt 50 år og omtales ofte i erindringer fra dette århundrede, da den blev brugt til svømmeundervisning i skolerne på det tæt bebyggede Vesterbro. For mange var det en stor afveksling fra sidegadernes mørke at kaste sig ud i det friske vand. Det kunne dog ikke undgås, at gasværkets kuldepot påvirkede vandet, og enkelte mindes endnu, at man ikke sjældent var mere beskidt efter badene end før. (Fig. 8, fig. 9, fig. 10)

Under planlægningen af badeanstalten kom Borgerrepræsentationen til at diskutere et kildent problem: Havnevæsenet havde krævet, at de besøgende skulle have badetøj på ved benyttelsen af anstalten. Det ville byens styre ikke finde sig i, og dens medlemmer vendte sig enstemmigt mod »denne udenlandske skik«. Problemet blev løst til alles tilfredshed, da havnen alligevel tillod badegæsterne at bade nøgne. Badeanstalten blev i de følgende år flittigt benyttet, men der blev hurtigt klaget over den lange afstand for især skolebørnene fra Christianshavn, Nørrebro og Østerbro. Kommunen besluttede derfor at anlægge endnu en anstalt, som kom til at ligge på Christianshavn lige ved Langebro. Det åbnede i 1908. Lige ved siden af opførte et privat selskab i 1910 »Søbadeanstalten ved Langebro«. Den bestod af de gamle genbrugte flåder fra Rysensteens badeanstalt, der indtil 1893 havde ligget på den sjællandske side af havnen. Selskabet var blevet rekonstrueret under det nye navn i 1894, og dets badeanstalt havde eksisteret med en lidt omtumlet beliggenhed forskellige steder i havnen.

Kommunens to søbadeanstalter kunne tydeligvis ikke afhjælpe savnet af en søbadeanstalt for Nørre- og Østerbro. Her entrerede kommunen med den private badeanstalt Helgoland i Svanemøllebugten, der lå et par kilometer fra det gamle badested ved Kastellet. Helgoland var blevet oprettet i 1880’erne, men genopstod i 1914 i en ny imponerende skikkelse. Her var et opvisningsbassin med internationale mål og plads til 4.000 tilskuere, her var store bassiner separat for mænd og kvinder, fællesbassiner og klubfaciliteter for sportsforeninger, og mod bugten lå en restaurant med smuk udsigt ud over Øresund. (Fig. 11, fig. 12)

Talrige stævner blev henlagt hertil, og foretagendet var det naturlige mødested for mange glade sportsudøvere, blandt andet berømte vinterbadere »Vikingerne«. Helgolands økonomi var imidlertid helt afhængig af skolevæsenets brug af anstalten, og da kommunen i 1931 opsagde sin aftale, fordi kloakudløbene lå for tæt på kysten, måtte anstalten til alles sorg lukke. Filialen »Amager Helgoland« blev dog ikke berørt.

Under 2. verdenskrig blev de kommunale badeanstalter meget benyttet, og i 1947 købte kommunen endog den private badeanstalt »Sønderstrand« ved Kalveboderne. Alt tegnede således lyst for de københavnske søbadeanstalter. 2. juledag 1949 blev den kommunale badeanstalt ved Langebro imidlertid ramt af et uheld, da den ene ponton havarerede. Udgifterne til renoveringen løb op, og arbejdet trak ud i to år. Først i midten af sæsonen 1952 åbnede anstalten igen. Allerede året efter viste det sig, at pengene var fuldkommen spildt, da undersøgelser af vandkvaliteten gav anledning til udstedelse af et øjeblikkeligt badeforbud. Forbuddet blev få måneder efter fulgt op af et forslag om helt at nedlægge de tre kommunale anstalter. Tiden havde heller ikke arbejdet for dem: Langs Øresundskysten var der i løbet af 1930’erne anlagt sandstrande nord og syd for byen, som de forbedrede transportmuligheder gjorde det let at komme ud til. Flere og flere boliger var efterhånden udstyret med badeværelser, og de første indendørs svømmehaller var blevet åbnet i 1930’erne. Der var derfor bred enighed om, at »træskurene var et tilbagelagt stadium for svømningen«, som det blev udtrykt i Borgerrepræsentationen. Herefter blev søbadeanstalterne pillet ned og solgt som gammelt tømmer i løbet af sommeren 1954. I vore dage er der kun Amager Helgoland tilbage af den mangfoldighed af søbadeanstalter, der gennem tiderne har ligget i København. (Fig. 13)