Det ældste København

Københavns ældste historie har længe ligget hen i det dunkle, skønt mange har interesseret sig for den, både historikere og arkæologer. De har overvejet både de grundlæggende spørgsmål om bebyggelsens alder og beliggenhed og det særlige problem om funktionen af den hesteskoformede voldgrav, der er konstateret midt i middelalderbyen (se Skalk 1993:6). Manglen på tidlige skriftlige kilder har sammen med sparsomme arkæologiske oplysninger, præget af mindre udgravninger med deraf følgende bittesmå kig ned i de gamle kulturlag, gjort det svært at sige noget præcist. Lykkeligvis er dette ændret med de sidste ti års arkæologiske udgravninger, især de, som er foretaget under Metro Cityring-byggeriet. Vigtigst er det, at udgravningen på Rådhuspladsen har givet friske oplysninger om aktiviteter og strukturer fra tiden før 1200. Andre udgravninger i bykernen, f.eks. ved Vestergade 31 og ved Kattesundet 10, er dog også af stor interesse.

Vi vil i denne artikel prøve at redegøre for de sidste års arkæologiske resultater. Vi vil sætte dem i forbindelse med ældre arkæologisk information, med de skriftlige kilder og ikke mindst tolke resultaterne ud fra helt nye kulstof-14-dateringer (14C) fra de to kirkegårde fra den tidligste middelalder, der nu kendes. Samlet viser kilderne, at Københavns tidlige fase var præget af stor dynamik, hvor mange ønskede en bid af den godt beliggende havn og dens rige opland.

Københavns beliggenhed ved Sjællands østkyst, med en beskyttet havn inden for nogle mindre øer, er ideel for handel og kommunikation. Stedet benævnes i de skriftlige kilder frem til 1200-tallet enten »Havn« eller »Købmannahavn«, hvad der tydeligt fortæller os om de oprindelige funktioner. Forledet »Købmanna-« kan sprogligt forbindes med de handelspladser, »købinger«, fra sen vikingetid, som ligger rundt ved Skånes kyst, overvejende ved vest- og sydkysten. Den mest kendte af dem er Löddeköpinge, syd for det senere Landskrona. Disse »købinger« fungerede blot som lokale og regionale handelspladser, til forskel fra de samtidige større handelscentre som Ribe eller Aarhus. Vi kender ikke helt tilsvarende lokaliteter fra Sjællands østkyst, men det er da muligt, at betingelserne og handelens organisation har været anderledes på Sjælland end i Skåne. Det er i al fald i denne sammenhæng, vi bør se det tidlige København.

De rige landbrugsområder i nærområdet medførte, at der i den sene vikingetid og tidlige middelalder opstod et antal godser her. Rigdommen bliver synlig gennem de mange skattefund fra Københavns opland fra 900- til 1100-tallet, og en del af godsernes hovedgårde dukker op i 1100-tallets skriftlige kilder. Det er ret nærliggende at tro, at der omkring det senere København har boet magtfulde lokale folk med en landbrugsproduktion og et behov for varer, og at de har kunnet bruge Havn som omsætningssted. Dette ses af et brev fra 1186, hvor pave Urban 3. bevidner, at kong Valdemar 1. den Store, konge fra 1157-1182, tidligere havde overdraget sin fosterbror Absalon, biskop af Roskilde 1158-1192, et stort antal hovedgårde uden for Havn sammen med selve denne by. Den kongelige gave, som vel må datere sig til omkring 1158 eller i årene umiddelbart derefter, demonstrerer fuldt ud den store værdi, der lå i landbrugsområderne omkring Havn, og antyder, at godserne og den fremvoksende by havde en fælles historie.