Der var et yndigt land

Oehlenschlægers digt »Der er et yndigt land«, vor nationalsang, blev udgivet i 1823 og sat på melodi 1834. Der var allerede skrevet flere sange til fædrelandets pris. Oehlenschlæger havde selv bidraget med »Underlige aftenlufte« i et slemt anfald af hjemve under en udenlandsrejse, han foretog 1805. B. S. Ingemann havde skrevet »Vift stolt på Kodans bølge« i 1807 ved englændernes angreb på København og dermed skabt den første sang til det danske flag. 1814 havde den unge St. St. Blicher smeltet alle jyders hjerter med »Kær est du fødeland«, og fra 1820 stammer N. F. S. Grundtvigs raske og sangbare »Langt højere bjerge«. Fællessangen blev almindelig i de følgende år og var kun et af mange eksempler på, hvorledes fædrelandsfølelsen blev dyrket.

Romantikken havde overalt i Europa skabt en ny national bevidsthed i 1700-tallets sidste årtier. I Danmark forstærkedes denne tendens af de ulykker, der ramte København i 1801 og 1807. De følgende års politiske omvæltninger, overgangen fra enevælde til konstitutionelt monarki og folkestyre, som mundede ud i Grundlovens givelse 1849, blev ledsaget af en historieskrivning, der kom til at danne grundlag for eftertidens opfattelse af Danmark og det at være dansk. Tabet af Sønderjylland 1864 gav kun disse følelser mere næring.

I 1808 påbegyndte N. F. S. Grundtvig med bogen »Nordens mytologi« et vældigt forfatterskab om den nordiske sagnverden og ældste historie. 1818 udkom hans fordanskning af Saxo Grammaticus’ »Danmarks Krønike«. Denne kom, sammen med hans folkelige sange, til at danne fast inventar i skolernes undervisning.

B. S. Ingemann skrev romaner om de tidlige, danske konger. Hans »Valdemar
Sejr« udkom 1826, og siden fulgte i hurtig rækkefølge »Erik Menveds barndom«, »Kong Erik og de fredløse« og »Prins Otto af Danmark og hans samtid«. Disse fortællinger om ædle jomfruer og strenge riddere fik en stor, ungdommelig læserkreds.

Vores nationale skjald, Oehlenschlæger, omsatte den oldnordiske litteratur til en lang række fortællende digte og dramaer. »Guldhornene« stod i »Digte« 1803 og var skrevet i anledning af hornenes forsvinden. Fra ham har vi dramaerne »Axel og Valborg«, »Hakon Jarl« og digtet »Nordens guder« for nu blot at nævne nogle få.

Igennem sine udgravninger belyste J. J. A. Worsaae Danmarks store fortid. Samlinger af folkeviser og folkeeventyr dukkede op. Der blev skrevet nye Danmarkshistorier, af A. Fabricius således »Illustreret Danmarkshistorie for folket« med tegninger af Lorenz Frølich.

Alt dette, og meget mere, er velkendt stof for de fleste danskere, som er fyldt de 35. For mit eget vedkommende blev grunden lagt med Byrjaldsens »Børnenes læsebog, til brug i hjem og skole«, hvis fire bind udgjorde min væsentligste undervisning i underskolens dansktimer. Den havde den for skolebøger usædvanlige egenskab, at den var spændende. Der var billeder i den af kunstnere, jeg først siden har lært at kende ved navn. Uden at anstrenge min hukommelse kan jeg fortælle mine børn de mest forbløffende ting. Jeg ved for eksempel lige præcis, hvordan Odin og Thor ser ud. Jeg ved, at Dannebrog faldt ned fra himlen. Jeg ved, at venderne forsøgte at slukke Arkonas brand med mælk. Jeg kan synge en sang om Holger Danske. Uanset mine kilders tvivlsomhed og høje alder er der i disse fortællinger, som er vor kulturelle arv, en tiltrækning, som stadig er usvækket.

Det var samtidens kunstnere, der forsynede os med billederne af denne nyerhvervede danskhed. Den mand, som talte danskhedens sag for kunstnerne, var N. L. Høyen, professor i kunsthistorie. 1826 begyndte han en række foredrag på Kunstakademiet i København. Han opfordrede malerne til at gå ud og male danske landskaber og danske mennesker, at vælge emner fra den nordiske mytologi og historie. Høyen ville, at kunsten skulle udtrykke »landets natur og folkets gemyt«, og hans ildhu og charmevandt mange tilhængere, også blandt kunstnere, der egentlig havde mere smag for sydens tillokkelser. (Fig. 1)