Der var et gang et skrin
Det er sagt om bøger, at de har deres skæbne. Det samme kunne – og måske med endnu større ret – siges om oldsager. Eventyrlige tildragelser knytter sig til nogle af vore rigeste fund, for eksempel guldhornene, hvis omtumlede bane fører fra findestedet i Sønderjylland, over kongens kunstkammer til tyvens smeltedigel, hvor de for altid gik tabt – dobbelt tabt, fordi også afstøbningerne er gået til grunde. De »evigt bortsvundne« horn lod sig hylde digterisk, men forskerne, som måtte studere dem ud fra nogle få ufuldkomne tegninger, fik brug for alt, hvad de havde af skarpsindighed og fantasi.
Af Ole Klindt-Jensen
Så godt som alt, hvad vi ejer af nordiske oldsager, er gravet op af jorden; kun fra den allersidste periode, vikingetiden, kendes nogle få sager, som har klaret sig gennem århundredernes omskiftelser uden nogensinde at have været under mulde. I domkirken i Cammin, forhen Tyskland, nu Polen, stod endnu ved slutningen af anden verdenskrig en sådan levende oldsag, et skrin af fornemt arbejde, ja i virkeligheden et af de mest fremragende stykker nordisk vikingekunst, som kendes. Nej kendtes må man desværre sige. Under krigens pres evakueredes Cammin. Hvad skulle man tage med sig? En eller anden huskede det ældgamle skrin i kirken. Det blev, fortælles det, sammen med meget andet skubbet ind i en jernbanevogn, men rejsen blev kun kort. En pibende flybombe ramte vognen med dens skat, og alt gik i splinter. Ikke en stump af skrinet er mere tilbage.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 1970:3
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
