Der Böse Hammer

Som fyr- og vagerinspektør samt chef for en afdeling under toldvæsenet havde Hammer i årene mellem de to krige erhvervet indgående kendskab til vadehavets vanskelige farvande, og det kom ham i høj grad til gode i en krig, hvis ressourcer var uendeligt små, og som derfor måtte føres efter de forhåndenværende søms princip. Karakteristisk er det svar, han fik på en telegrafisk anmodning til marineministeriet om yderligere dampskibsassistance og artilleri: Virk med de kræfter, De har.

Det gjorde Hammer så. Den flotille, han havde at sætte op mod de langt overlegne østrigskpreussiske flåde- og landgangsstyrker, bestod af otte kanonjoller, hver med en enkelt kanon af svær kaliber, et par dampdrevne kommandoskibe og en halv snes mindre uarmerede fartøjer. Opgaven var farvandets bevogtning, men også at organisere et effektivt efterretningsvæsen med kontakt til kommandør Suensons danske eskadre, så længe den befandt sig i Vesterhavet, og til det engelske Helgoland med dets vigtige telegrafstation. Man dæmpede oprørsforsøg og uroligheder fra det slesvig-holstenske element blandt øboerne og »organiserede« den lille dampbåd Augusta som et kærkomment supplement til flotillen. En række farlige invasionsforsøg fra fastlandet blev slået tilbage og (måske Hammers eleganteste krigspuds): ved hjælp af to udrangerede 30-pundige skibskanoner, man havde fundet på Fanø, etableredes to fiktive kystbatterier på Amrums sydpynt og Føhrs østpynt. Hver gang et fjendtligt orlogsskib prøvede at gå ind i vadehavet, knaldede og røg de gamle kanoner – der næppe var i stand til at skyde med skarpt – så kraftigt, at fjenden hastigt trak sig tilbage for ikke at blive fanget af ilden. »Der böse Hammer«, som fjenden kaldte ham, blev taget alvorligt.

»Kystbatterierne« holdt længe den fjendtlige eskadre borte fra vadehavet, men gennem beboerne på Sild, som tyskerne kom i forbindelse med, erfarede de omsider sandheden, og snart efter blev Føhr, der havde været flotillens faste base, invaderet af en større troppestyrke. Dermed var hele det egentlige Slesvig gået tabt for danskerne; man var i krigens sidste fase, og resten var allerede på tyske hænder. Hammer havde forsøgt at holde øen, til våbenhvilen var indgået for derved at give den danske regering en bedre udgangsposition ved de kommende fredsforhandlinger, men det mislykkedes altså, og han måtte trække sig tilbage til det grunde vand i vadehavet. Efter krigsråd om bord på den alderstegne hjuldamper Limfjorden besluttedes det at kapitulere. Situationen var håbløs, og en kuling fra nordvest gjorde flugt ud på det åbne Vesterhav umulig. Alt skyts og al ammunition kastedes over bord, og de syv tilbageværende kanonbåde – en var gået tabt ved grundstødning samme dag – sænkedes. Næste morgen overgav Limfjorden sig med den samlede styrke på 240 mand. Det var den 20. juli, samme dag som våbenhvilen trådte i kraft. (Fig. 2).