Den vingeløse mølle

Det drejer sig om skæringer udført i træernes bark af såvel danske som tyske krigsdeltagere. Disse levende mindesmærker befinder sig i skovene på begge sider af Alssund, nemlig på nordspidsen af den alsiske Kær-halvø og på Sundeved lige overfor. Under begge krige lå den danske hær gentagne gange i barakbyer på halvøen, således under våbenhvilen 12. maj til 25. juni 1864. I dette afventende tidsrum er de fleste skæringer sikkert blevet til, mange af dem kan henføres til den særlige arbejdskommando, som opførte befæstningsværkerne langs med Alssund. Arnkilsøre, halvøens nordlige udløber var rammen omkring de afsluttende kamphandlinger i -64, da tyskerne natten til den 29. juni gik over det smalle sund og med erobringen af Als gjorde ende på krigen.

Det er langtfra alle disse sniderier, der giver mening, et utal er aldrig gjort færdige, og i mange tilfælde er de blevet vanskelige eller umulige at tyde; tidens tand har gnavet, træets vækst forvansket dem. Andre står så friske, som var de skåret for få år siden, bevaringen afhænger af, på hvilken side af stammen skæringen er foretaget samt træets placering i skoven. I dag har disse træer nået en alder af 180-200 år og burde egentlig – ud fra et forstmæssigt synspunkt – være fældet; støvets år for bøgetræer sættes i denne landsdel til omkring 160. Naturen selv har da også tyndet ud blandt de gamle kæmper. Gentagne efterårsstorme har gjort indhug, et par somres tørke har bevirket angreb af råddenskab i flere træer, og i den forgangne vinter faldt store dele af skoven for motorsaven og dermed de fleste af træerne med soldatersignaturerne. I forbindelse med skovningen er en række af de bedste indskæringer blevet savet ud og vil efter konservering tilgå den krigshistoriske samling i Museet på Sønderborg slot.

Hvad var det da, der så omhyggeligt blev ristet i skovens træer, mens krigen gik sin gang? Først og fremmest initialer, ofte fulgt af soldaternumre; ind imellem møder vi hele navne, kendte som ukendte, ja endda små illustrationer. Det er det personlige ved de lidt ubehjælpsomme kunstværker, der især fængsler – ikke den større og mindre dygtighed, hvormed de er udført, men mennesket bag dem. Og det er virkelig muligt for manges vedkommende at finde frem til personen, selvom det langtfra er ligetil (Fig. 1). Hvor initialer og numre er læselige, kan man via de pågældende bataljoners stambøger i Hærens Arkiv bestemme ophavsmanden, men bøgerne førtes med i felten og kan være gået tabt. Materialet har altså sine mangler, men det giver et ganske godt indtryk af, at de skærende kom fra alle landets egne. Vi plukker en buket fra den sidste krig; fra den første har næsten kun årstal overlevet.