Den vandrende antikvar

Manden var oldforskeren Martin Friedrich Arndt, som i sit liv virkede som botaniker, antikvar, filolog, numismatiker og tegner, men gjorde sig mest bemærket som runolog. Han var en stolt særling, selvbevidst, nidkær og påtrængende i sin søgen efter alt gammelt.

Arndt var født i Altona 1773, studerede i Göttingen og rejste i Frankrig, Schweiz, Tyskland og Italien, før han 1797 blev ansat som elev ved den botaniske have i København. Hans interesse var imidlertid blevet vakt for oldtidsminder og de islandske sagaer, og snart tilbragte han det meste af sin tid i den arnamagnæanske samling på Universitetsbiblioteket. 1798 blev han sendt til Finmarken i Nordnorge for at studere landsdelens flora og indsamle frø og planter, men benyttede lejligheden til samtidig at undersøge oldtidsminder. Han blev ganske tabt for runemindesmærker, stensætninger, gravhøje, kirker, gravminder, gamle dokumenter og mønter m.m. Arndt helligede sig nu helt studiet af alt antikvarisk; særlig runemindesmærkerne blev genstand for hans utrættelige og ihærdige undersøgelser. Han gennemrejste til fods Danmark og de øvrige nordiske lande 1799-1805 og foretog siden mange rejser rundt i Europa - altid til fods, hvilket skaffede ham tilnavnet »den vandrende antikvar«. I hans udrustning savnedes aldrig papir, blyant, lineal og passer - uundværlige hjælpemidler ved opmåling og granskning af de kære mindesmærker. (Fig. 1)

Arndt rejste undertiden for penge, som formuende velyndere havde givet ham, men som oftest drog han afsted uden midler. Hans entusiasme drev ham, og han indrettede sig i stor nøjsomhed. »En antikvar«, sagde han, »må ganske ofre sig for sin videnskab og undvære så meget som mulig«. Han gik klædt i en lang lurvet overfrakke af ubestemmelig farve med mange flænger og lapper, en gammel bulet filthat, støvler, som var fastbundet med sejlgarn. Hertil skal føjes et vejrbidt ansigt med en fejl ved det ene øje (Arndt havde mistet synet på det under en sygdom i Paris) samt langt gult hår. Han præsenterede sig overfor alle som »Oldgranskeren Arndt«.

På rejserne overnattede Arndt i høstakke, eller han indkvarterede sig hos bønder, præster og godsejere. Han betragtede sin videnskab som så privilegeret, at han mente at have krav på gratis forplejning overalt, hvor han kom frem. Det bekymrede ham ikke, at hans værtsfolk undertiden lod ham forstå, han havde boet tilstrækkeligt længe hos dem. Mange steder blev han dog modtaget som en velkommen gæst trods sit vilde og uplejede ydre, ikke alene på grund af sine begejstrede foredrag og sin lærde konversation, men også fordi han virkelig gjorde gavn. Storgodsejere og folk, der interesserede sig for arkæologi og andet gammelt, nød godt af hans viden. Han ordnede biblioteker, forøgede samlinger ved indkøb og bestemte mønter. På den måde skaffede han sig mange venner i Norden og agtelse ude i Europa. På en længere rejse til Frankrig i 1807 fik han adgang til kejser Napoleons møntsamling og tydede indskrifterne på flere uforklarede merovingiske og angelsaksiske mønter. Senere ordnede han under et ophold i Rom en del af pavens møntsamling.

Om Arndts rejsevirksomhed kan nævnes, at han 1809 vandrede til Italien, måske for at se nøjere på den runebeskrevne marmorløve i Venedig, som 1688 var blevet bortført fra Piræus ved Athen. Samme år kom han tilbage til Frankrig. Over Bruxelles gik han 1810 til Holsten og Slesvig, hvor han fik støtte af landgreve Carl af Hessen. Herefter begav han sig for anden gang til Jelling og aftegnede runeindskrifterne her. 1 1812 kom Arndt til København og ansøgte kongen om støtte til at rejse nordpå for at fortsætte arbejdet med de norske oldsager. Han fik, hvad han ønskede, men efterretninger savnes om hans færden i Norge. 1813 kom han til Ålborg i en forfatning som den fattigste tiggers. Flere af byens borgere forsynede ham med tøj og gav ham penge. 11816 synes han at have opholdt sig i hertugdømmerne, men rejste derfra til Norge og senere til Sverige. November 1818 udgav han i Linköping et folioblad, der indeholdt en sammenstilling af runealfabeterne. Omtrent i 1819 synes Arndt at have forladt Skandinavien for at drage til Tyskland, Spanien og Italien. 1 Rom modtog han tøj efter indsamling blandt sine derboende landsmænd og studerede en tid i Vatikanarkivet. (Fig. 2)

Alt hvad Arndt ejede, bar han på sig. Fra hans lommer struttede det med papir og tegninger. De mest betydningsfulde papirer gemte han mellem sine veste, hvorved den magre mand antog en kraftig skikkelse. Blandt hans særheder var den måde, hvorpå han opbevarede sine notater og udkast til afhandlinger. »Man burde intet slæbe med sig«, mente han. »Alt skulle nedlægges omtrent der, hvor det hørte hjemme«. Arndt gemte sine optegnelser i stengærder eller andre steder i det fri efter at have indsvøbt papirerne i bark og mos for at beskytte dem. I diget ved Læborg kirke nedlagde han således optegnelser om den derværende runesten. Hans forklaring på dette var, at han altid vendte tilbage til stenene mindst én gang for under andre vejrforhold og anden belysning at kontrollere sin første læsning.

Det var, som man vil have forstået, runerne, som var det væsentlige i Arndts studier, og runetegningerne er også det vigtigste, han har efterladt sig. Han publicerede flere mindre notitser og artikler om mange emner i skandinaviske, tyske og franske tidsskrifter, men synes ligefrem at have været imod at udgive sine resultater. Som grund anførte han, at det ikke nyttede at meddele dem for en større læserskare; det ville blot blive misforstået. Desuden mente han, at man underviste bedre i et mundtligt foredrag, end ved at skrive bøger. Arndt var ingen producerende natur; efter det, vi kender til ham, ville han aldrig have fået udarbejdet et større, samlet værk, selv om han havde levet endnu mange år.

Der er enighed om, at Arndt var en pålidelig og sikker runetegner. Han var således den første, der gav en rigtig fortolkning af nogle omstridte ord på den store Jellingsten. Det var ligeledes ham, som erkendte, at den formodede runeindskrift på den såkaldte Runamoklippe i Blekinge (se Skalk 1963:2) kun var naturligt linjespil i stenen. De bevarede runestenstegninger vidner om skarp iagttagelsesevne; runerne er ofte tegnet med lineal, men deres individuelle karakter er efterlignet med held.

I sine sidste år beskæftigede Arndt sig med bogstavernes urformer. Han mente (fejlagtigt), at runerne kom fra Asien, hvilket hænger sammen med hans opfattelse af Europas etnologiske forhold. Blandt hans yndlingsemner var i øvrigt de berømte guldhorn fra Møgeltønder, som blev stjålet og omsmeltet i 1802. Arndt antog, at de var af østerlandsk oprindelse, og at de afbildede figurer og ornamenter indeholdt en dyb visdom; men figurerne ville ingen kunne forklare, førend der var hentet mange oplysninger i ukendte, indiske sprog! Det er som runelæser, Arndt vil blive husket.

Digteren Adam Oehlenschläger kendte særlingen Arndt og lærte en hel del af ham, blandt andet islandsk grammatik. Den sælsomme, hensynsløse og uplejede antikvar synes at have været blandt forbillederne for troldmanden Noureddin i »lystspillet« Aladdin. I dramaet De italienske Røvere benyttede Oehlenschläger direkte Arndt som model for oldgranskeren Strauss. Da værten i den italienske kro opfordrer Strauss til at skille sig af med sine manuskripter, der strutter ud af hans lommer svarer, han:

Jeg mine manuskripter ej betror til noget menneske, til noget hus. Europa, det er mit studerekammer, og selv jeg lever kun i hedenold, jeg ignorerer alt, hvad der er sket i disse sidste usle tusind år. Og jeg erkender ingen stater, stæder, jeg søger efter gamle mindesmærker, indskrifter hugne dybt i malm og sten. Når kjolen, overkjolen bliver fuld af sjældne sager, læsser jeg det af. Som egernet, som ræven har jeg huler snart i stendysser, snart i gamle mure; men ingen kender mine gemmesteder, og når jeg dør, så dør min skat med mig, thi vort århundreder den ikke værd.

Jeg var i Lapland for at gøre mig en tegning af en runesten; da faldt det mig ind at vandre til Konstantinopel. På Hippodromen nemlig, hørte jeg, der være skal en indskrift i en støtte af norske væringer. For at få vished i sagen gik jeg først lidt til Paris, for at benytte der biblioteket; men som jeg stod ved porten Saint-Martin og tog i lommerne, opdager jeg, jeg havde glemt et vigtigt manuskript ved Lübeck i et gammelt kampegærde, det hented jeg da først. Nu kommer jeg fra Rom, jeg har benyttet Vatikanet, og vender lige til Konstantinopel.

På trods af den ikke ganske flatterende skildring er karakteristikken rammende. Oldforskeren Martin Friedrich Arndt var i sandhed en højst mærkelig uborgerlig mand i en borgerlig tid.