Den våde grav

Udhuggede stammebåde og kanoer bestående af et ribbeskelet overtrukket med bark eller skind har helt op til dette århundrede spillet en vigtig rolle i næsten alle jæger/fiskersamfund kloden over. I Danmark er skindbåde endnu ikke påvist, men stammebåde kendes fra alle tidsaldre – fra jægerstenalderen således en lille snes stykker, fra bondestenalderen en del flere. De ældste tilhører tidlig Ertebølletid, ca 5200 før Kristus, men fund af padleårer i forbindelse med bopladser lader ane, at disse fartøjers historie rækker mindst et par årtusinder længere tilbage under vore himmelstrøg.

Af Jørgen Skaarup & Ole Grøn

En sådan stammebåd, fra Lystrup nord for Århus, var omtalt i sidste nummer af Skalk. Den hører til de ældste, men en af omtrent samme alder er fundet i farvandet ud for Mejlø på Nordfyn, og for nylig har den fået følgeskab af endnu en båd, foreløbig udateret, men antagelig næsten lige så gammel, fra Møllegabet ud for Ærøskøbing. Begge de sidstnævnte er fra undersøiske fundpladser; det sydlige Danmark har jo sænket sig siden stenalderen, så at datidens kystområder nu ligger under vand. Møllegabsbåden er ikke særlig velbevaret, men skiller sig, som vi skal se i det følgende, på afgørende vis fra de andre.

Siden midten af 1970’erne har Langelands Museum i samarbejde med fynske sportsdykkere næsten hvert år foretaget undervandsarkæologiske undersøgelser af stenalderbopladser på bunden af sejlløbet Møllegabet (Fig. 1, Fig. 2). De første år var arbejdet især koncentreret om en stor, meget fundrig plads fra sen Ertebølletid (se Skalk 1980:1), men derefter blev indsatsen flyttet til en anden, dybereliggende bopladsaflejring, stadig fra Ertebølletid, men nu fra dens tidlige del.