Den tomme Jellinghøj

»Sydhøjen udgravedes til bunds og viste sig at være tom, for så vidt som den ikke dækkede nogen grav«. – »Sydhøjen er ingen gravhøj, idet der ikke findes begravelser i den«. – »Sydhøjen indeholdt ingen grav«. – »Der er intet gravkammer i Sydhøjen«. – »Sydhøjen rummer ingen grav«.

Af Harald Andersen

Billede


Sådan kunne man blive ved. Danmarks største oldtidshøj, den sydlige af de to Jellinghøje, er gravtom, det er vedtaget af de danske arkæologer, en kendsgerning, som man ikke behøver at belaste med forbehold. Men er det nu så sikkert? Vi har tidligere her i bladet haft sagen til behandling men der er sket ting, som gør det rimeligt igen at tage den under overvejelse.

De to kæmpestore jordhøje, der ligger henholdsvis nord og syd for Jelling kirke, er de eneste danske oldtidshøje, der med sikkerhed kan knyttes til historiske personer. På den store runesten, som står foran kirkedøren og midt mellem højene, meddeler kong Harald (Blåtand), at han rejste disse kumier (mindesmærker) efter sin far Gorm og sin mor Thyre. Om de to personer, der levede i midten af 900-årene, ved vi meget lidt, men netop deres grave er omtalt i to kilder, begge fra 1100-årene. Sven Aggesen fortæller, at kong Harald lod sine forældre begrave »i jordhøje, der så at sige lignede hinanden som tvillinger — nær ved kongens gård i Jelling«. Og hos Saxo læser man, at Harald jordede sin mor »ved siden af sin fars gravhøj«, og at der nu også ligger en kirke »midt mellem begge ægtefællers høje«. Kan det undre, det tidligere blev taget for givet, at de to høje gemte hver sin person?

De arkæologiske undersøgelser i Jelling startede 1820 med fundet af et stort gravkammer i Nordhøjen, men det havde tidligere været opbrudt, og af indholdet var kun lidt tilbage. Ganske naturligt regnede man med, at Sydhøjen indeholdt et lignende kammer, og forventningerne var store, da denne høj lokalt blev tilskrevet Gorm. I 1861 tog Frederik 7. initiativet til en undersøgelse: en minegang blev ført ind til højmidten, og da der her intet fandtes, blev yderligere et antal gange lagt ud til siderne – stadig uden fund af grav. Modvilligt opgav man. Sydhøjen måtte være tom.

Eller var den? Kunne det tænkes, at graven, som det kendes andetsteds fra, lå forsænket under den oprindelige markflade? Tvivlen nagede, og i 1941 blev Sydhøjen igen undersøgt, nu under ledelse af Ejnar Dyggve. Et stort felt blev udgravet, fra oven og helt til bunds, men stadig uden fund af grav; der hvor den skulle have været, nemlig i højmidten, var rejst en stor stolpe, åbenbart et målepunkt for højbyg- gerne. En gevinst fik man dog: under højen fandtes to rækker af rejste »bautasten«, åbenbart rester af en kæmpemæssig stensætning fra før højens tid. Dyggve mente, den sammen med Nordhøjen havde dannet en slags trekant, indramning omkring et helligområde, mens andre har fundet det rimeligere, at der er tale om en af de fra jernalderen kendte skibssætninger. Ved en efterfølgende gravning i Nordhøjen gjorde Dyggve den interessante opdagelse, at gravkamret her er anlagt nedgravet i en ældre oldtidshøj, som derefter er blevet dækket med storhøjen.

Næste akt i Jellingdramaet udspilledes i 1970’erne, hvor Knud Krogh foretog udgravninger i kirken. Der blev fundet spor af flere trækirker, som har ligget på stedet før stenkirkens tid, den ældste formodentlig den, Harald Blåtand anlagde efter sin overgang til kristendommen. Som altid i gamle kirkebygninger fandtes der mange grave, og én tiltrak sig opmærksomheden: en »kammergrav«, øjensynlig fra den ældste kirkes allerførste tid. Den indeholdt ikke noget sammenhængende skelet, men spredte knogler af en 35-50-årig mand.

Hver udgravning har affødt nye overvejelser. Den i 1820 bekræftede, hvad man mente at vide, men 1861 sloges billedet totalt i stykker: Sydhøjen var tom, den måtte vel så være en mindehøj for Thyre, der selv, sammen med ægtefællen, har hvilet i Nordhøjens kammer. 1941-udgravningen bestyrkede forestillingerne om tomhed og dobbeltbegravelse, men tilføjede et helligområde (et »vi«, som Dyggve kaldte det). Undersøgelserne i 1970’erne satte kronen på værket med en meget raffineret teori: Skelettet i kirkegraven er Gorm, som af sønnen Harald er flyttet fra højen til det nyrejste gudshus (højbruddet er altså ikke noget gement røveri, men en nænsom grav- åbning beregnet på at redde Gorms hedenske sjæl). Men hvor er Thyre? Ja hun er simpelthen forsvundet, for havde hun ligget i Nordhøjen sammen med Gorm, var hun vel fulgt med ham til hans nye grav i kirken. (Fig. 1)

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 1994:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.