Den tomme Jellinghøj

Sådan kunne man blive ved. Danmarks største oldtidshøj, den sydlige af de to Jellinghøje, er gravtom, det er vedtaget af de danske arkæologer, en kendsgerning, som man ikke behøver at belaste med forbehold. Men er det nu så sikkert? Vi har tidligere her i bladet haft sagen til behandling men der er sket ting, som gør det rimeligt igen at tage den under overvejelse.

De to kæmpestore jordhøje, der ligger henholdsvis nord og syd for Jelling kirke, er de eneste danske oldtidshøje, der med sikkerhed kan knyttes til historiske personer. På den store runesten, som står foran kirkedøren og midt mellem højene, meddeler kong Harald (Blåtand), at han rejste disse kumier (mindesmærker) efter sin far Gorm og sin mor Thyre. Om de to personer, der levede i midten af 900-årene, ved vi meget lidt, men netop deres grave er omtalt i to kilder, begge fra 1100-årene. Sven Aggesen fortæller, at kong Harald lod sine forældre begrave »i jordhøje, der så at sige lignede hinanden som tvillinger — nær ved kongens gård i Jelling«. Og hos Saxo læser man, at Harald jordede sin mor »ved siden af sin fars gravhøj«, og at der nu også ligger en kirke »midt mellem begge ægtefællers høje«. Kan det undre, det tidligere blev taget for givet, at de to høje gemte hver sin person?

De arkæologiske undersøgelser i Jelling startede 1820 med fundet af et stort gravkammer i Nordhøjen, men det havde tidligere været opbrudt, og af indholdet var kun lidt tilbage. Ganske naturligt regnede man med, at Sydhøjen indeholdt et lignende kammer, og forventningerne var store, da denne høj lokalt blev tilskrevet Gorm. I 1861 tog Frederik 7. initiativet til en undersøgelse: en minegang blev ført ind til højmidten, og da der her intet fandtes, blev yderligere et antal gange lagt ud til siderne - stadig uden fund af grav. Modvilligt opgav man. Sydhøjen måtte være tom.

Eller var den? Kunne det tænkes, at graven, som det kendes andetsteds fra, lå forsænket under den oprindelige markflade? Tvivlen nagede, og i 1941 blev Sydhøjen igen undersøgt, nu under ledelse af Ejnar Dyggve. Et stort felt blev udgravet, fra oven og helt til bunds, men stadig uden fund af grav; der hvor den skulle have været, nemlig i højmidten, var rejst en stor stolpe, åbenbart et målepunkt for højbyg- gerne. En gevinst fik man dog: under højen fandtes to rækker af rejste »bautasten«, åbenbart rester af en kæmpemæssig stensætning fra før højens tid. Dyggve mente, den sammen med Nordhøjen havde dannet en slags trekant, indramning omkring et helligområde, mens andre har fundet det rimeligere, at der er tale om en af de fra jernalderen kendte skibssætninger. Ved en efterfølgende gravning i Nordhøjen gjorde Dyggve den interessante opdagelse, at gravkamret her er anlagt nedgravet i en ældre oldtidshøj, som derefter er blevet dækket med storhøjen.

Næste akt i Jellingdramaet udspilledes i 1970’erne, hvor Knud Krogh foretog udgravninger i kirken. Der blev fundet spor af flere trækirker, som har ligget på stedet før stenkirkens tid, den ældste formodentlig den, Harald Blåtand anlagde efter sin overgang til kristendommen. Som altid i gamle kirkebygninger fandtes der mange grave, og én tiltrak sig opmærksomheden: en »kammergrav«, øjensynlig fra den ældste kirkes allerførste tid. Den indeholdt ikke noget sammenhængende skelet, men spredte knogler af en 35-50-årig mand.

Hver udgravning har affødt nye overvejelser. Den i 1820 bekræftede, hvad man mente at vide, men 1861 sloges billedet totalt i stykker: Sydhøjen var tom, den måtte vel så være en mindehøj for Thyre, der selv, sammen med ægtefællen, har hvilet i Nordhøjens kammer. 1941-udgravningen bestyrkede forestillingerne om tomhed og dobbeltbegravelse, men tilføjede et helligområde (et »vi«, som Dyggve kaldte det). Undersøgelserne i 1970’erne satte kronen på værket med en meget raffineret teori: Skelettet i kirkegraven er Gorm, som af sønnen Harald er flyttet fra højen til det nyrejste gudshus (højbruddet er altså ikke noget gement røveri, men en nænsom grav- åbning beregnet på at redde Gorms hedenske sjæl). Men hvor er Thyre? Ja hun er simpelthen forsvundet, for havde hun ligget i Nordhøjen sammen med Gorm, var hun vel fulgt med ham til hans nye grav i kirken. (Fig. 1)

Tabet i 1861 af den enkle én-til-hverløsning har, som det ses, skaffet forskerne ikke så lidt hovedbrud. Hver ny udgravningskampagne har bragt nye kendsgerninger frem, og hele materialet har igen måttet gennem teoriernes vridemaskine med det resultat, at vi nu næsten har mistet en dronning. Lad os til en afveksling kaste fordommene bort og se på sagen med friske øjne.

Det er almindeligt, at graven, for hvis skyld en høj er bygget, ligger i dens midte, men nogen ubrydelig regel er det ikke. Hvis højen er lagt over en ældre gravhøj, og det er ofte tilfældet, kan graven (som i Jelling- nordhøjen) være anbragt oven i denne, men den kan også være placeret ved foden af den. Når man tidligere udgravede høje, var det kun disses midterparti, det gjaldt; fandt man ingen grav dér, sagdes højen at være tom. Nu om dage er man begyndt at interessere sig mere for udenværkerne, men en fuldstændig udgravning betyder jo sløjfning af oldtidsmindet, og så vidt går man kun undtagelsesvis. Det gælder i særlig grad storhøjene, dels af økonomiske grunde, dels fordi man gerne vil bevare netop disse monumenter så intakte som muligt. (Fig. 2)

At gravtomme høje eksisterer, er der ingen tvivl om; de kan være rejst som mindehøje for personer, der er døde fjernt fra hjemmet eller under omstændigheder, hvor liget ikke lod sig fremskaffe, og det kan forklare en del af tomhøjfænomenet. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at netop de meget store høje, som jo er i afgjort mindretal, har påfaldende mange repræsentanter i denne gruppe, således foruden Jellinghøjen den norske Raknehaugen, der ikke alene er Norges, men hele Nordens største høj. Naturligvis skete det, at rigernes mægtige døde udenlands eller for eksempel på havet, men mængden af tomhøje i kæmpeklassen er givetvis for stor. Der må være en anden forklaring, og den mest nærliggende er vel, at graven alligevel er der, men ligger i den højmasse, som ikke blev rørt ved udgravningen. Men hvorfor skulle en afdød stormands efterlevende imod almindelig skik og brug lægge hans grav i højens randområder? Måske for at narre gravrøvere, som man også har kendt til i oldtiden; de ville jo naturligt søge først i højmidten. En anden mulighed er, at stormanden selv har ladet sin høj påbegynde, mens han endnu kunne træffe bestemmelse om dens plads og størrelse. Det havde sine fordele, men afskar ham effektivt fra midterpladsen. (Fig. 3)

Som nævnt er det yderst sjældent, storhøje udgraves helt ud til randen, men eksempler kendes dog, således Lusehøj ved Voldtofte på Fyn. Denne høj, der var fra yngre bronzealder og altså meget ældre end Jellinghøjen, målte 36 meter i diameter og har vel været fire- fem meter i højden; den var, da udgravningen iværksattes, overpløjet og lav, hvorfor den let lod sig udgrave i sin helhed - dog valgte man at spare en fjerdedel til en bedre udrustet efterverden. Lusehøj var bygget over en et par hundrede år ældre tuegravplads, men den kan vi se bort fra her.

Af samtidige grave registreredes to, én, der var kendt fra gammel tid, og en anden, som blev fundet ved udgravningen; ingen af dem lå i højmidten, hvor der efter alt at dømme ikke har været noget anlæg. Hvis Lusehøj før overpløjning og anden ødelæggelse var blevet udgravet på gammeldags vis med et midterfelt, kunne begge grave meget let være forblevet uopdagede og højen dømt tom.

Alle arkæologers drøm om et apparat, der lader dem se gennem jorden, er ikke opfyldt endnu, men der er gjort visse tilløb. Instrumentet, som benyttes, kaldes georadar eller jordradar. Det sender elektromagnetiske bølger ned i jorden, hvor de møder og delvis tilbagekastes af dennes forskelligartede materialer. Resultatet fremkommer som et skærmbillede, der kan lagres for senere udskrivning på papir. Hvad man ser, er en slags snit gennem jordlagene, men læsningen kræver stor erfaring, og tolkningen rummer ofte forbehold. Dybden, signalerne kan trænge ned til, afhænger dels af jordbundens beskaffenhed, dels af den benyttede antenne, men reglen er, at jo dybere nedtrængningen bliver, jo mere forgroves billedet. Til arkæologiske formål har apparaturet været benyttet med held i en række tilfælde, og der er næppe tvivl om, at det, når børnesygdommene er overstået, og man har fået modereret de måske lidt højspændte forventninger, har fremtiden for sig.

Allerede i 1981 lod Skalk jordradarmetoden prøve kræfter på Jellinghøjene, hovedsageligt dog Nordhøjen, idet formålet var at søge oplysning om de store sten, som man vidste lå i dennes syddel. Resultatet blev ret utilfredsstillende; dybden var for stor. Det er nu tretten år siden, og udviklingen er skredet fremad, så i foråret 1993 besluttedes det at gøre endnu et forsøg; det skete under medvirken af to jordradar-specialister, Per Kalvig fra Mineral Development Int. A/S, Birkerød, og Thrainn Sigurdsson, T. S. Geokonsult, Lerum, Sverige. Målet var denne gang den tomme Sydhøj. Et net af søgelinjer blev lagt over dennes uudgravede dele, så tæt, at et større underjordsanlæg ikke skulle kunne skjule sig, og langs de således afstukne baner blev måleapparatet ført op og ned ad højsiden. Arbejdet i marken tog tre dage, to i foråret og én i november, men derefter fulgte granskninger af resultaterne i henholdsvis Birkerød og Lerum. Det viste sig som ventet, at den detailgivende, men kortrækkende antenne, kun kunne registrere højbunden tolv-tretten meter ind fra højfoden, derefter måtte den langtrækkende tages i brug, men dens oplysninger var for vage til at være af egentlig værdi. Der blev påvist adskillige anomalier (som det hedder i jordradar- sproget), men langt de fleste lod sig uden videre forklare som grænser for tilfyldte nedgravninger eller sten i stensætningen; de sidste viste sig især mod syd, mod nord sporedes kun en enkelt. Da alt dette var skilt fra, blev der én anomali tilbage - eller rettere en lille gruppe af sådanne. Dens beliggenhed er ikke uinteressant. (Fig. 4, fig. 5)

Det har længe stået klart, af Jellinganlæggene er opført efter en nøje fastlagt plan. Trækker man en linje mellem de to højes midtpunkter, finder man præcis på midten den store runesten, der efter al sandsynlighed står på oprindelig plads, og stensætningen har, så vidt man kan dømme efter de bevarede rester, ligget symmetrisk omkring denne linje, der altså fungerer som akse for hele komplekset. Når graven ikke befinder sig i højmidten, hvor man ville vente den, må det være naturligt at søge den langs aksen, nord eller syd for det store udgravningsfelt, men snarest det første, eftersom terrænet dér er mindst skrånende. Den omtalte anomaligruppe ligger netop på dette sted. (Fig. 6, fig. 7)

Billedet her på siden viser jordradaroptagelsen langs akselinjen, fra høj foden og ca 22 meter ind mod centrum. Den buede højside, som apparatet har fulgt, gengives ikke buet, men som en vandret linje, og hele snittet får derved en ejendommelig »vendt« karakter (som om en kæmpemæssig damptromle var kørt over højen og havde maset den ned i jorden). Den lange skrålinje til højre er højbunden, den oprindelige markflade, som højen er bygget på, mens den kortere til venstre sandsynligvis betegner kanten af den tilfyldte 1941-udgravning (vi er her kommet op på den flade højtop, hvor lagene tegner sig mere retvendte). Ved de indsatte pile ses boomerangformede figurer med opadvendte buer; de to til højre betegner, mener eksperterne, uden tvivl sten og sten af ganske betydelig størrelse, måske bautastore. Toppen befinder sig i højfylden, bundniveauet er vanskeligere at bestemme, men i hvert fald for den nordligste sten synes det at ligge nær den oprindelige markflade. Den tredje anomali (pilen til venstre), hvis figur er mindre og af lidt afvigende form, antages at ligge et godt stykke oppe i høj fylden; højbunden falder her uden for apparaturets rækkevidde. Sten er der næppe tale om i dette tilfælde, snarere metal, men det er dog usikkert. Som det ses, er der stærke ekkovirkninger i jordradarbilleder. Figurerne gentager sig.

Sammenfattende kan det siges, at der inden for et område på 4 x 6 meter i Sydhøjens norddel, tæt omkring det samlede Jellinganlægs akselinje, på et sted, hvor der efter den gængse opfattelse skulle være stenfrit, findes store sten; hvor mange kan ikke afgøres, men de er i hvert fald i flertal. Stenene ligger muligvis alene, uden berøring med andre sten, men det kan på den anden side ikke udelukkes, at der er tale om opragende toppe fra et dybere liggende, ikke registreret stenlag. Om fænomenet fortsætter ind i højen, hvor det ikke kan nås af apparaturet, må forblive et åbent spørgsmål. (Fig. 8. fig. 9, fig. 10)

Som det fremgår, hersker der megen uklarhed omkring Sydhøjens nyopdagede »anlæg«. Vi kender ikke dets størrelse og har kun vage forestillinger om karakteren, men alene eksistensen af en hidtil ukendt stensætning i denne stærkt gennemsøgte høj, som man så frejdigt og uden forbehold har erklæret tom, må vække til eftertanke. At det er graven, vi har fundet, er dog naturligvis langtfra givet, de store sten kan have relation til den vistnok en del ældre »skibssætning«. Måske bør det bemærkes, at der ikke ved jordradarundersøgelserne blev sporet fortsættelser af bautastensrækkerne i højens nordlige del, dog måske med undtagelse af et enkelt sted i østlinjen. Det kunne tyde på, at stenene her er ført bort. Skulle det være dem, der er slæbt sammen om midtaksen? I så fald med hvilket formål?

Hvad der herefter skal ske, ligger ikke i Skalks hænder, men vi ville finde det rimeligt, at der blev foretaget en efterprøvning, om ikke andet så en serie boringer for at klarlægge det fundnes omfang. Det ville være af betydning for Jellingforskningen og i tilgift give et fingerpeg om jordradarens anvendelighed ved højudgravninger. Metoden er på dette specielle felt end nu langt fra gennemprøvet, så indtil videre må vi tage dens oplysninger med forsigtigt forbehold. »Det siger I og ikke jeg«, som Thyre ville have udtrykt det.

FRIHEDENS SYMBOL
Frihedsstøtten, mindesmærket for Stavnsbåndets ophævelse 1788, hører til den lille eksklusive kreds af monumenter, som alle kender og kan se for sig. Den står, hvor den blev sat - sådan da - på Vesterbrogade i København. Forordningen om stavnsbåndsophævelsen var en slags monument i sig selv, men et par år senere ville en kreds af borgere rejse et mere synligt. Ikke kun for at prise landboreformerne, men også i forventning om yderligere politiske ændringer - naturligvis til det bedre. De udeblev imidlertid; da støtten stod færdig i 1797, var det politiske klima et ganske andet end ved årtiets begyndelse, og det at prise friheden var blevet sprængfarligt. En indvielse fandt aldrig sted. (Fig. 11)