Den stridbare munk

Sådan – midt i en sætning – slutter Skibby-krøniken, og det er ikke det eneste gådefulde ved dette historiske værk, der må være skrevet i begyndelsen af 1530’erne, tiden ganske kort før reformationen. Manuskriptet forsvandt, det var borte i mere end hundrede år, indtil 1650, hvor det dukkede op i Skibby kirke nordvest for Roskilde. Ved at banke på muren bag alteret fornam man en hul lyd, nogle sten blev udtaget, og skriftet fremdraget. Ikke mærkeligt, at det har fået navn efter findestedet.

Værket fremtræder anonymt, men såvel skriften som stilen viser klart, hvem forfatteren er: Poul Helgesen, reformationstidens betydeligste danske teolog. Også tonen i værket er helt og holdent hans, den er ilter over alle grænser, som venteligt hos en mand, der er kendt for sit rasende had til den lutherske lære og alle, der fremmede kirkeoprøret.

Denne katolicismens forsvarer var født ca 1480. Han blev munk i det højt ansete karmeliterkloster i Helsingør, hvor han indtog en ledende stilling, men på det tidspunkt, da krøniken er skrevet, var han tilknyttet domkapitlet i Roskilde. Her har han samlet trådene fra sit livs fejder.

Krøniken følger kongeslægten fra Svend Estridsen og fremefter – først i hurtigt tempo, senere mere og mere udførligt, efterhånden som den nærmer sig forfatterens egen tid. Trods en humanistisk dannelse, der overgik de flestes, var Poul Helgesen på ingen måde hævet over tidens polemiske stil – det formeligt fyger med skældsord og injurier. Han har sandelig sine meningers mod, og det er bemærkelsesværdigt, at skytset rettes ikke blot mod de lutherske kætterier, men også i høj grad mod den katolske kirkes misbrug af myndighed og de pavelige udsendinges »pragtlyst, ærgerrighed, vellyst, vellevned og utallige andre laster, som i høj grad er årsag til selve lutheriet«. Helgesen ønskede en indre reform, ikke – som Luther – en løsrivelse fra romerkirken. Den ville, efter hans opfattelse, tilføje den kristne religion ubodelig skade.

Christian 2. nyder ikke Poul Helgesens yndest, navnlig det stockholmske blodbad, hvor kongen »besmykker sin uhørte grusomhed med religionens skalkeskjul«, oprører ham stærkt. »Men den retfærdige Gud tillod ikke, at denne umenneskelighed forblev uhævnet. Thi samme år faldt hele Sveriges rige fra ham, og dette frafald var begyndelsen og anledningen til, at de andre kongeriger, hertugdømmer, grevskaber og herskaber faldt fra Christian den Anden, den berygtede tyran, til stor skam for ham« (Fig. 1). De citerede ukvemsord er kun en ringe del af dem, Poul Helgesen udgyder over Christians syndige hoved. Kongens forjagelse fra landet har hans fulde sympati.