Den skæve gaffel

Christian 4. er nok blevet vundet for det nye spiseredskab under sine rejser i Europa, hvor gaflen netop var ved at slå an. Ideen i den var ellers ikke af ny dato. Allerede de gamle ægyptere og efter dem romerne brugte store gafler til at fiske det varme kød op af gryden med. I 900-tallet var den kendt i Konstantinopel som et togrenet redskab til frugt og syltetøj, men ikke til kød, og i løbet af middelalderen nåede den over Venedig frem til det øvrige Europa. Fra skriftlige kilder ved vi, at den engelske kong Edvard 1. kort før 1300 var i besiddelse af en gaffel, og at hertugen af Touraine et århundrede senere ejede to gafler foruden ni dusin skeer. Nogen større udbredelse var der dog ikke tale om, før vi nærmer os Christian 4.’s tid. En af årsagerne til denne tilbageholdenhed var kirkens udtalt fjendtlige holdning – med den enkle begrundelse, at Kristus havde spist med fingrene. Følgende pudsige advarsel findes hos Luther: »Bed Gud bevare dig for stik af gaffel, thi den sætter tre huller«. Det fremgår heraf tillige, at gaflen nu er tregrenet.

Det, vi her skal se lidt nærmere på, er gaflens slægtning, kødkrogen. Som vi kender den fra fundene, er den smedet af jern med to eller tre grene, der ikke fortsætter i forlængelse af skaftet, men sidder vinkelret ud fra det. En dølle eller angel tjener til fastgørelse af et træskaft. Dette redskab var ikke til spisebrug, men brugtes til at fiske kødlunser op af suppegryden. Mens stykkerne let vil glide af en almindelig gaffel, kan krogens grene drejes ind i kødet og hage sig fast.

Også kødkrogen har anselige aner. I Biblen hedder det (Første Samuels bog), at »når nogen mand ofrede, da kom præstens tjener, når kødet kogte, og han havde en madkrog med tre grene i sin hånd«. Fra de østlige Middelhavslande har krogen, ligesom den egentlige gaffel, bredt sig til Europa, hvor den – at dømme efter dens forekomst i fundene – opnåede en ret betydelig udbredelse. Til Norden kom den ved midten af jernalderen. Den optræder i vikingetidens ringborge og senere i middelalderbyerne, således Lund, hvor den er fundet i flere varianter. Et illustreret håndskrift, udført i Paris omkring 1250, viser os den skæve gaffel i funktion.

Det ovenfor afbildede velbevarede eksemplar af kødkrogen er dansk, fundet på Als i den befæstede bebyggelse Brovold fra tiden omkring 1200. De store mængder af dyreknogler på pladsen tyder på, at der har været god brug for krogen, og de mange ildskørnede granitsten røber, at man anvendte stenkogning. Metoden går i al sin enkelhed ud på, at ophedede sten lægges ned i en beholder med vand, som derved bringes i kog. Fremgangsmåden har den fordel, at kogekarret ikke behøver at være ildfast, for eksempel ville en trætønde være ganske velegnet. Sten og kød tilsammen fyldte gryden. Måske var krogen særlig egnet her.

De nordiske guder med Odin og Thor i spidsen foretrak kogt kød, fortæller sagaerne, og Snorre beretter, at det flæsk, der hver dag blev skåret af Valhals evigt levende galt Særimner, blev kogt. Men også for de dødelige har kogt kød været almindelig spise næsten helt op til vor egen tid (Fig. 1). Ganske vist skriver Olaus Magnus i 1500-årene om de nordiske folk, at de spiser kød tilberedt på mange måder, blot ikke kogt, men den påstand kan ikke være almengyldig, dertil modsiges den af for mange. En yndet middelalderlig foreteelse var således »sulefadet«, en række forskellige kødspiser serveret under ét, de første gange varmt i suppen, derefter sat på bordet som kold ret.