Den sidste hedning

På Korshavns høje bjergfulde ø, der hvor den nedluder mod salten sø, der stander en hvælvet høj så ene omkranset af mosbegroede stene.

Nu er hverken Korshavn eller dens vedhæng jo særligt bjergrige, men digtet skal da heller ikke tages alvorligt, det gør temmelig tykt grin med den romantiske oldtidsdyrkelse, som dengang var på mode. Oldtidsminderne, der omtales, var dog virkelige nok, men der gik lang tid, før nogen igen interesserede sig for dem.

1884 blev Høje Stene, som anlægget kaldtes, tegnet og beskrevet af folk fra Nationalmuseet. Området er en flad strandmark lige ved Drejet, den smalle overgang til hovedøen. Det oplyses, at der på to steder var samlinger af store sten, hvoraf nogle var omvæltede, mens andre endnu stod oprejst. Den ene stensætning »synes at være rest af en skibssætning«, den anden »står muligt i forbindelse med et par meget lave, runde, røselignende ophøjninger — mellem stranden og vejen, der har bortskåret en del af den ene«. 37 år senere, i 1921, besøgtes stedet af Achton Friis som forstudie til storværket »De danskes Øer«. På en tegning han fremstillede, ser man to langstrakte stenanlæg, der meget vel kan være skibssætninger, og det fremgår, at havet siden Nationalmuseets besøg har bortædt en del af terrænet. Det var i sidste øjeblik, disse iagttagelser blev gjort, 1936-37 byggedes der vejdæmning mellem øerne, og ved den lejlighed forsvandt så godt som alle over jorden liggende rester af oldtidsminderne. Og lidt til! En mand, der deltog i arbejdet, har fortalt, at man under et sanddække fandt to rækker meterhøje, rejste sten og i nærheden et hesteskelet. Grave med hesteoffer kendes fra vikingetiden, men om det var en sådan, man traf på, får vi aldrig at vide.

Det kan være vanskeligt ud fra beskrivelserne af de meget ramponerede oldtidsminder at danne sig et indtryk af deres art, men meget taler dog for, at det drejer sig om en gravplads med småhøje og skibssætninger, altså sandsynligvis fra yngre jernalder. De spidsovale stenanlæg kaldet skibssætninger kan være meget store (Lejre, Glavendrup, Bække), men ofte er de af beskeden størrelse og kan da være samlede i grupper, hvori også indgår småhøje; bedst kendt er gravpladsen på Lindholm Høje ved Nørresundby. Sådanne forekomster er dog ikke særlig almindelige i Danmark, så den på Avernakø var, selv i sin ødelagte tilstand, værd at se nærmere på.