Den sidste hedning

På Korshavns høje bjergfulde ø, der hvor den nedluder mod salten sø, der stander en hvælvet høj så ene omkranset af mosbegroede stene.

Nu er hverken Korshavn eller dens vedhæng jo særligt bjergrige, men digtet skal da heller ikke tages alvorligt, det gør temmelig tykt grin med den romantiske oldtidsdyrkelse, som dengang var på mode. Oldtidsminderne, der omtales, var dog virkelige nok, men der gik lang tid, før nogen igen interesserede sig for dem.

1884 blev Høje Stene, som anlægget kaldtes, tegnet og beskrevet af folk fra Nationalmuseet. Området er en flad strandmark lige ved Drejet, den smalle overgang til hovedøen. Det oplyses, at der på to steder var samlinger af store sten, hvoraf nogle var omvæltede, mens andre endnu stod oprejst. Den ene stensætning »synes at være rest af en skibssætning«, den anden »står muligt i forbindelse med et par meget lave, runde, røselignende ophøjninger -- mellem stranden og vejen, der har bortskåret en del af den ene«. 37 år senere, i 1921, besøgtes stedet af Achton Friis som forstudie til storværket »De danskes Øer«. På en tegning han fremstillede, ser man to langstrakte stenanlæg, der meget vel kan være skibssætninger, og det fremgår, at havet siden Nationalmuseets besøg har bortædt en del af terrænet. Det var i sidste øjeblik, disse iagttagelser blev gjort, 1936-37 byggedes der vejdæmning mellem øerne, og ved den lejlighed forsvandt så godt som alle over jorden liggende rester af oldtidsminderne. Og lidt til! En mand, der deltog i arbejdet, har fortalt, at man under et sanddække fandt to rækker meterhøje, rejste sten og i nærheden et hesteskelet. Grave med hesteoffer kendes fra vikingetiden, men om det var en sådan, man traf på, får vi aldrig at vide.

Det kan være vanskeligt ud fra beskrivelserne af de meget ramponerede oldtidsminder at danne sig et indtryk af deres art, men meget taler dog for, at det drejer sig om en gravplads med småhøje og skibssætninger, altså sandsynligvis fra yngre jernalder. De spidsovale stenanlæg kaldet skibssætninger kan være meget store (Lejre, Glavendrup, Bække), men ofte er de af beskeden størrelse og kan da være samlede i grupper, hvori også indgår småhøje; bedst kendt er gravpladsen på Lindholm Høje ved Nørresundby. Sådanne forekomster er dog ikke særlig almindelige i Danmark, så den på Avernakø var, selv i sin ødelagte tilstand, værd at se nærmere på.

Lejligheden kom 1981. En udgravning blev iværksat af Forhistorisk Museum og Fyns Stiftsmuseum i forening; leder var Hans Jørgen Madsen, der senere, i Fynske Minder 1984, har redegjort for resultaterne. Ikke mindre end ti felter udlagdes, der fandtes flere store sten og mange stumper af lignende, som åbenbart er kløvet på stedet, foruden en del stenspor, men billedet var forvirrende, og nogen egentlig plan af anlæggene lykkedes det ikke at tilvejebringe. Her og der i området stødte man på bålpladser, de er blevet dateret ved hjælp af C14-metoden og viser, at der har været aktivitet på stedet gennem meget lang tid - fra før Kristi fødsel til op mod år 1300 - men bål kan tændes af mange grunde, så det er nok tvivlsomt, hvor meget af dette der har med gravpladsen at gøre.

Fire gruber, en stor og tre små, med stumper af brændte menneskeben må tolkes som grave, men ingen medgivne genstande røbede deres alder. I nærheden fandtes en jordfæstegrav med skelet, og det er om den, vi vil samle opmærksomheden. Den døde, en mand i 40-årsalderen, lå udstrakt på ryggen med hovedet mod nord-nordvest under en kompakt stenlægning. Heller ikke her var der ledsagende gravgaver, men en kulstof 14-analyse har givet dateringen: ca 1100 med et spillerum til begge sider på 55 år. Det er overraskende sent. På den tid havde Danmark været kristnet i mere end hundrede år, og hedenske gravpladser burde være definitivt ude af brug.

Harald Blåtand gjorde kristendommen til statsreligion omkring 960, men allerede dengang havde den nye lære et solidt tag i befolkningen, omend vel ikke lige meget i alle samfundslag. Stadig var der dog mange, som foretrak Odin og Thor, men antallet blev hurtigt mindre, og efter årtusindskiftet har det næppe været særlig stort. De første kristne blev antagelig begravet på de gamle hedenske pladser og efter hævdvunden skik, men gravgods og ofring var kristendommen vederstyggelig, så det ophørte snart (Fig. 2, Fig. 3). Nye gravpladser blev anlagt, ofte i forbindelse med kirkebyggeri (et væld af gudshuse voksede under tusindårene frem i alle landsdele, ca 1070 skal der ifølge en kilde have været hundrede på Fyn). Et kendetegn, når man vil afgøre, om en grav er hedensk eller kristen, er længderetningen. Den havde varieret betydeligt, men blev nu lagt nogenlunde fast: øst-vest, med hovedenden i sidstnævnte verdenshjørne.

Graven på Avernakø kan, den sene datering til trods, vanskeligt opfattes som kristen. Den er anlagt på en hedensk gravplads, det dækkende stenlag virker oldtidsagtigt, og længderetningen er ikke, som kirken foreskrev. At gravgods savnes, siger næppe så meget, mange hedenske grave lider af samme mangel. En mulighed er vel - som udgraveren foreslår - at den pågældende kan være en fremmed, måske en vendisk sømand, der er død på et forbisejlende skib og bragt i land og begravet af sine fæller, men om så er, må det undre, at man så målbevidst er styret frem til øens gamle gravplads. Mon ikke forklaringen snarere skal søges i den traditionsbundethed, der kendetegner små isolerede lokalsamfund.

I norske og svenske landskabslove fra den tidlige middelalder findes bestemmelser rettet mod dem, der ikke vil opgive deres hedenske religion. Sikkert med god grund! Endnu i 1700-årene meldes om dyrkelse af udskårne billedstøtter i afsides norske fjeldegne. Danmark lå nærmere det kristne Europa, og landets størrelse og naturforhold har fået det hele til at gå hurtigere, men også her findes afkroge, hvor nye ideer er længe om at slå igennem. Til dem hører småøerne - netop Avernakø er således et af de steder, hvor majstangen har holdt sig længst i brug. Er det så mærkeligt, om der på selvsamme ø henimod 1100 har siddet en forbenet hedning, der ikke brød sig om messer og vokslys, men stædigt holdt fast ved den fra fædrene arvede tro?