Den sagnomspundne

Klejtrup Volde ligger på et næs i den lille Klejtrup Sø. Det består af to anselige borgbanker, der, så vidt vides, aldrig har været nærmere undersøgt, men efter deres form menes at kunne henføres til den tidlige middelalder. På den modsatte side af søen ligger en banke, Bratbjerg, og den har givet anledning til forestillingen om, at voldstedet kunne være det Brattingsborg, som omtales i folkevisen om de »syv og syvsindstyve«, der red ud fra Hald; allerede Testrup var inde på den tanke. Også Niels Ebbesen har været sat i forbindelse med Klejtrup, men disse historiske spekulationer kan ikke regnes for egentlige sagn, skønt de utvivlsomt har bidraget til at sætte fantasien i bevægelse. Typisk for genren er derimod beretningen om en ond frue, som skal have boet på borgen. Hun havde, fortæller Testrup, »to af hendes piger mistænkte for nogen sag, og derfor lod dem henrette; men, som deres uskyldighed siden kom for lyset, gav hun iblandt anden bod og for at sjunge messe for hendes sjæl blandt andet to gårde i Hejring til Klejtrup Kirke, hvoraf én gård endnu holder kirkelysene ved lige. Samme sjælemesse blev holdt på dansk eller var siden udsat på dansk, og kunne en del den endnu udenad af de gamle folk i sognet i min barndom, men da præsten i Hersom, hr Jesper Rønberg, ej kunne lide, at de sang den, er den bleven så forglemt, at jeg ved megen efterforskning ikke nu har kunnet finde én, som kunne den«. Også denne historie sætter Testrup i forbindelse med en folkevise, men i den nævnes Klejtrup ikke, så teorien er uholdbar.

Det er beklageligt, at Testrup ikke fik opsporet ‘ den dansksprogede salme, men oplysningen om den og om de to gårdes forpligtelser over for kirken er sikkert rigtig nok og er da også bekræftet og uddybet af en senere meddeler. Selve sagnet om den onde frue går igen i en række yngre beretninger, men antager efterhånden en noget anden form: fruen bliver til en dronning og de to piger til en tjener, som hun lader hænge på en høj i nabolaget, men denne del af historien er i øvrigt gledet i baggrunden, nu er det den onde kvindes eget endeligt, fortællerne kredser om. Efter hendes ønske skulle begravelsen finde sted i Viborg Domkirke (en enkelt siger i Hersom Kirke), men hestene/okserne, der trak ligvognen, gik i stå på vejen, og ingen kunne drive dem videre, så dronningen måtte kules ned på stedet. Hvor dette var, er der nogen uenighed om, men der tales om en hulvej og om en stor sten, som blev lagt over graven (om denne sten og om en anden, som må have ligget i nærheden, se Skalk 1990:5). Som naturligt er, spøgede det siden på stedet: en præst, som ved nattetide passerede forbi, blev antastet af selve fanden, men lykkeligvis kunne han mere end sit fadervor, så utysket blev manet i jorden. (Fig. 1)