Den professionelle pilgrim

En helt central del af middelalderens fromhedsliv var det at valfarte til kristendommens hellige steder. Pilgrimme sled fra senantikken og op gennem middelalderen Europas veje tynde i den hensigt at besøge hellige mænd og kvinders sidste hvilested og jordiske levn eller steder og lokaliteter, som var væsentlige for den kristne tro og verdensbillede. Rejserne kunne være forårsaget af en dyb, inderlig fromhed, i en higen efter frelse eller som bod, og der er kendskab til talrige eksempler på personer, som i tidens løb er draget afsted på hellig rejse. For eksempel drog den danske konge Erik Ejegod (1056-1103) selv på valfart mod det Hellige Land i 1103 sammen med sin dronning Bodil (død 1103). At han døde undervejs og aldrig gennemførte sin rejse er en anden sag.
I middelalderens løb blev det ligeledes populært at sende en stedfortræder – en professionel pilgrim – der på ens vegne kunne besøge de hellige steder. Fænomenet kan forekomme besynderligt, men i høj- og senmiddelalder blev en mere kapitaliseret kristendom almindelig. Tænk bare på den pavelige afladshandel eller nutidens handel med CO2-kvoter. Det har derfor været naturligt i middelalderens verden at betale andre for at tage på den lange, tidskrævende og farefulde pilgrimsrejse.
Velkendt i den sammenhæng er dronning Margrete I’s gavebrev fra 1411, hvor hun beder om, at der skal sendes pilgrimme til et væld af valfartsmål i såvel Norden som Europa og Mellemøsten. Som Kalmarunionens magtfulde overhoved har hun næppe haft tid og mulighed for at rejse bort i længere tid – uanset om de fromme intentioner har været der eller ej. Derfor har det unægtelig været bekvemt at kunne betale sig fra det.