
Den moderne kaserne
Midt i 1700-årene havde Søetaten længe haft sin egen base i København i form af Nyboder, men ikke landetaten. Ligesom i landets øvrige garnisonsbyer boede soldaterne hos byens borgere. Den stående garnison udgjorde en tiendedel af indbyggertallet, og byen betalte for indkvarteringen med en skilling pr. mand pr. dag. Men det var ingen overskudsforretning at have soldater boende, og det var heller ikke populært. Højtstående borgere var fritaget, og de bygherrer, der bidrog til hovedstadens forskønnelse ved at opføre et stort og smukt hus, blev typisk belønnet med en mangeårig indkvarteringsfrihed. Soldaterne blev derfor brokket ind, hvor der allerede boede mange.
Af Ulla Kjær

Efter at Danmark i 1762 på et hængende hår undgik at komme i krig med Rusland, blev hele det danske hærvæsen reformeret. Når soldaterne boede over hele byen, var det svært at gennemføre en effektiv mønstring. Derfor blev der i første omgang nedsat en kommission, som skulle sørge for, at hvert regiment blev indlogeret inden for det samme kvarter, og at det fik råderet over et separat hus til de syge. Kommissionen udsendte en plakat, hvoraf det fremgik, at soldaterne skulle anvises tørre og tætte steder samt at de to og to skulle dele et sengested med en under- og en overdyne, en pude og en halmmadras. Lagner og håndklæder skulle fornys én gang om måneden og halmen i madrassen én gang i kvartalet. Man forstår, at her var tale om nødvendige forbedringer. Hertil kom, at værtsfolkene skulle sørge for, at hver enkelt soldat »kunne finde lejlighed til at komme udi varmen, når han dertil var trængende, såvelsom og til at få sin mundering, når den er våd, behørig tørret«.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Enevælde (1660 til 1848)
Udgave: Skalk 2012:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Uden et lagen

Under overfladen

Jagtfugl

Eventyr

