Den kloge provst

Som det fremgår, var Rachlou vel anskrevet hos de kirkelige myndigheder. Han nød ry for sin lærdom, stod som forfatter til et stort teologisk værk og omtales med megen agtelse af biskop Balle. Men han havde mange andre jern i ilden, var foregangsmand inden for landbruget, syslede med lægekunsten (hvilket i praksis vil sige, at han virkede som »klog mand«) og udgav et bind digte. Desuden samlede han på malerier, og det er især det, der har skaffet ham hans noget tvivlsomme berømmelse.

På studieophold i Dresden havde Rachlou besøgt sin kones slægtning, gehejmeråd C. L. von Hagedorn, og beundret hans store, meget værdifulde malerisamling. 1781 erfarede han, at Hagedorn var død og i et efterladt testamente havde skænket alle kunstværkerne til universitetet i Wittenberg. Det var en streg i regningen for de danske pårørende, som havde forestillet sig noget helt andet, men provst Rachlou, som jo tillige var jurist, tog sagen i sin hånd. I forståelse med »arvingerne« rejste han til Tyskland, og så utroligt det end lyder, lykkedes det ham efter langvarige retssager og mange trakasserier at få testamentet kendt ugyldigt (det må vel ikke have været forskriftmæssigt udformet), så at han kunne tage hele herligheden, ca 300 malerier og håndtegninger, med sig hjem til Snoldelev. Her kunne man altså nu bese, hvad der – vel nok lidt overdrevet – er blevet kaldt »en af de kostbareste privatsamlinger i Europa«.

De andre arvinger skulle efter Rachlous påstand i mellemtiden være døde, men det var, som det senere viste sig, ikke helt sandt. Provsten havde simpelthen meddelt sin kones slægtninge, at sagen var tabt, og at der intet mere var at vente. Det gik godt nogle år, men rygtet om provstens kunstsamling bredte sig, der blev skrevet om den i aviserne, og en skønne dag kom sagens rette sammenhæng en af arvingerne, en gammel etatsrådinde i Trondhjem, for øre. Stærkt fortørnet skrev hun til sin fætter, amtmand Stemann i Sorø, og her var hun kommet til den rette; to af arvingerne var nemlig døde under Sorø Amts Fattigvæsen. En jurist blev sendt til Rachlou og gav ham valget mellem to muligheder: fuld erstatning til arvingerne eller sigtelse for bedrageri. Han valgte det første, og det lykkedes ham at stille sikkerhed for det krævede beløb: 12.000 rigsdaler.

Kort før dette skete – det var i 1806 – havde Rachlou fået hele sin malerisamling forsikret i Det gejstlige Brandsocietet, men ganske vist under stor betænkelighed fra det implicerede præsteskab. Som betingelse stillede man, at halvdelen af samlingen blev flyttet fra Nygård, hvor den opbevaredes, til præstegården. Man nåede imidlertid kun at flytte 15 billeder, før Nygård 14. november 1806 ved tretiden om morgenen gik op i luer.

Provst Rachlou kom naturligvis under stærk mistanke, men ingen kunne bevise noget, så han klarede frisag – om med rette eller urette er stadig et åbent spørgsmål. Forsikringssummen kom til udbetaling, men det var mere end Brandsocietetet kunne klare, hvad de sjællandske præster fik at føle. Rachlou var reddet, han levede lykkeligt til sine dages ende, som indtraf 1812.

Hvad der blev af de femten reddede billeder, vides vistnok ikke. Et af dem, forestillende »den store Christoffer, som bærer barnet over Ægypti Bæk«, blev af vurderingsmændene sat til 20 rigsdaler. Hvis det virkelig, som angivet, var malet af Rembrandt, kan prisen vel ikke siges at være for høj.

Lit: Th. Mølby m.fl.: Snoldelev-Tune.