Den kloge konge

Hovedkilden til viden om processen, der fandt sted omkring 1610, er (eller var i hvert fald tidligere) historikeren Niels Slanges værk om Christian 4. - det udkom 1749, tolv år efter forfatterens død. Beretningen lyder, kort fortalt, således: Christoffer Rosenkrantz, en sønderjysk adelsmand, afkrævede Karen Strangesdatter den sum af 5000 rigsdaler, som han hævdede at have lånt hendes afdøde mand, Christen Juel, men enken protesterede kraftigt, hun bestred gældsbrevenes ægthed og påstod, at underskrifterne var eftergjort. I sin nød gik hun til kongen, der opholdt sig på Skanderborg, og bad om hans hjælp. Han forlangte gældsbrevene fremlagt, de så tilforladelige ud, men da han holdt det ene op mod lyset, blev han klar over, at det måtte være falsk; vandmærket var nemlig fra en papirmølle, han selv havde ladet bygge, men først et par år efter den på brevet angivne dato. Papirmageren blev tilkaldt og kunne bekræfte, at han ikke havde fremstillet papir med det mærke før den kongelige mølles tid. Et forsøg på mægling mellem parterne blev afvist af Rosenkrantz, men det skulle han ikke have gjort, nu lod kongen ham nemlig fængsle og hans bo gennemgå. Herved fandtes flere falske breve, ja endda et opdigtet kongebrev med eftergjort segl.

Stillet over for dette bevismateriale tilstod Christoffer Rosenkrantz, men han hævdede at være forledt af en herredsskriver, og at det var ham, der havde udført falsknerierne. Resultat: Herredsskriveren blev hængt i Jylland, Rosenkrantz halshugget på slotspladsen i København efter først at være berøvet sine adelige ærestegn. Han var jo af en gammel og anset slægt, men, siger Niels Slange, »således kan der findes en kroget gren på et godt træ«.

Slanges redegørelse virker troværdig og blev taget for pålydende højt op i tiden, således af Marstrand, da han malede sit billede, men 1873 fik Troels-Lund interesse for processen, og nyt lys bredte sig over den. Det faldt sig så heldigt, at sagens akter inklusive det famøse gældsbrev og flere andre beviseligt falske breve - formodentlig fremdraget af de rosenkrantzske brevkister - var bevaret. Det billede, der tegnede sig herigennem, var omtrent som følger: De to jyske adelsmænd stod hinanden nær, de besøgte hinanden, bistod hinanden i retssager og lånte om nødvendigt hinanden penge. Da Christen Juel døde 1608, skyldte han vennen 1000 daler. Til denne legitime fordring føjede Rosenkrantz nu et falsk gældsbevis, som godtgjorde, at Juel havde lånt yderligere 4000 daler af ham, og for en sikkerheds skyld fik han fabrikeret et brev, hvor Juel vedkendte sig begge poster. Alt det fik nu enken, Karen Strangesdatter, forelagt på Slaugs herredsting, og det endte med, at Rosenkrantz blev tildømt hendes gård Donslund, syd for Grindsted, som dækning for en del af gælden. Gården havde Karen Strangesdatter allerede solgt, og de nye ejere forlangte naturligvis nu erstatning, så hun var i en vanskelig situation. Hendes mulighed var at bevise, hvad hun vidste med sikkerhed, nemlig at gældsbrevene var falske. Det gjorde hun hurtigt og dygtigt, men hendes modpart var til stor hjælp; Rosenkrantz’ transaktioner var nemlig i flere henseender forbavsende klodset udført. Ved et nyt tingmøde blev hans særegne økonomi belyst med så mange eksempler, at retten gav Karen Strangesdatter medhold, og hun fik sin gård igen. Nu var Rosenkrantz den anklagede, han fængsledes og tilstod, efter at der i hans gemmer var fundet yderligere beviser. Både han og den medskyldige herredsskriver blev senere henrettet.

Det faktiske hændelsesforløb, som arkivmaterialet afdækker, svarer altså nogenlunde til Niels Slanges fremstilling, men der er interessante afvigelser: enken går ikke til kongen om hjælp, hun kan udmærket klare sig selv, og Christian 4.s afsløring af falskneriet omtales ikke. Denne spændende detalje må altså være tildigtet, for det er, som Troels-Lund påpeger, utænkeligt, at et sådant indgreb fra majestæten skulle være uomtalt i sagens akter, hvis det havde fundet sted. Vandmærket på det endnu eksisterende brev er i øvrigt - som det senere har vist sig - fra en tysk papirmølle, og den var i fuld virksomhed længe før den på brevet anførte dato.

Før vi endeligt forviser vandmærkehistorien til skrønernes verden, må dog endnu en kilde tages under overvejelse: lægen Otto Sperlings erindringsværk, som han skrev i Blåtårn, hvor han måtte tilbringe 17 år af sit liv, fordi han på forskellig måde havde hjulpet landsforræderen Corfitz Ulfeldt. Han fortæller her en historie om to mænd fra Christianshavn, hvoraf den ene påstod, at den anden var ham en stor sum penge skyldig. Sagen kom for Herredagen, rigets højeste domstol, hvor kongen selv førte forsædet. Til bevis fremlagde sagsøgeren et gældsbrev, som den anden imidlertid påstod var falsk. »Men kongen stod op fra sin stol, tog gældsbrevet med sig, trådte hen til vinduet og holdt det op mod dagslyset; derpå kom han tilbage, satte sig og sagde lydeligt: Gældsbrevet er falsk, thi vandmærket er Johan Ettersøns mærke, og i det år, som brevet lyder på, havde jeg endnu ikke ladet møllen bygge«. De to borgeres retssag er fra en noget senere tid end Christoffer Rosenkrantz’. Johan Ettersøn fik privilegium på papirmøllen 1643, og Christian 4. døde 1648 - mellem de to år må processen altså have fundet sted, hvis beretningen ellers er rigtig. At der har været en vandmærkehistorie i omløb, kan man ikke være i tvivl om, og da Niels Slanges version har vist sig uholdbar, er det fristende at fæste lid til Sperling, der tilmed har haft nær kontakt med både Christian 4. og Ulfeldt. Nogen arkivalsk bekræftelse har dog ikke kunnet findes. En sag af lighed med den ovennævnte forekommer ganske vist, men vandmærket er uomtalt.

Christian 4. var en begavet mand, så for den sags skyld kunne historien godt være rigtig, men han var tillige en farverig person, og sådanne indbyder til anekdotiske dannelser. Ikke alt, hvad der fortælles om dem, kan stå for en nærmere prøvelse.