Den hornede ø

Fem kilometer ude i Kattegat, på højde med Jyllands næsedryp, ligger den lille ø Hjelm, og når man ser den – en tung bakkeknude, der rejser sig over et udstrakt, fladt forland – forstår man, hvordan den har fået navnet: den ligner en hjelm eller, som Acton Friis siger, »en stormhat med bred skygge«. Navnet er gammelt, det nævnes i Kong Valdemars Jordebog, og der har tidligt boet folk på øen, hvad fund fra sten- og bronzealder vidner om. Det er dog middelalderen, der har sat de kraftigste spor i Hjelms historie.

Af Anne-Mette Eriksen

»Nu stander landet i våde«, hedder det i folkevisen om mordet på Erik Klipping 1286. Hvem morderne var, vidste ingen, men en række stormænd hvoriblandt rigets marsk, den mægtige Stig Andersen, blev mistænkt og året efter, ved et danehof i Nyborg, kendt skyldige. De dømte – og nu fredløse – søgte tilflugt i Norge, hvis konge, den unge Erik Præstehader, foruden sine kirkelige aversioner også nærede uvilje mod Danmark, og de sad ikke rolige i deres eksil, men foretog, hjulpet af deres vært, idelige plyndringstog mod de danske kyster. (Fig. 1). For at komme målet lidt nærmere slog Marsk Stig sig 1290 ned på Hjelm, som han befæstede og gjorde til en nøglestilling. Efter marskens død kun tre år senere blev øen overtaget af nordmændene, og de beholdt den til 1306, hvor det lykkedes Erik Menved, den myrdede konges søn og efterfølger, at erobre borgen, som han lod nedbryde.

Udgave: Skalk 1982:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.